I den nye jubilæumssæson af 'Robinson' vender vi tilbage til sandstrandene i Malaysia, hvor vi følger en masse konkurrencevillige danskere, der kæmper om titlen som årets 'Robinson' og pengepræmien på en halv million kroner.
Der er dog én person, for hvem omgivelserne ikke er nye, som vi også møder i den nye sæson. Det er ingen ringere end 47-årige Mikkel Bertelsen, der vandt sidste års sæson af 'Robinson'.
I den nye sæson markerer vi, at 'Robinson' har løbet over skærmen i 25 år. Det betyder også, at vi ifølge Jakob Kjeldbjerg kan forvente noget helt særligt af den nye sæson.
- De her 22 deltagere har set sidste års sæson og går ud fra, det nok bliver ligesom sidste år, men der sker noget helt andet. Jeg siger på et tidspunkt i ekspeditionen i år, at i år spiller jeg poker med jeres hjerner, og det er det, jeg gør. Det kommer der meget stærkt tv ud af, siger han til HER&NU/Realityportalen.
Selvom vi kan forvente nye ting af den forestående sæson, så beskriver Jakob Kjeldbjerg også, at de har holdt fast i de klassiske dyder med overlevelse på øen, som er dét, vi kender og elsker programmet for.
'Robinson' 2023 kan ses på Viaplay eller på TV3 den 4. september kl. 20.00.