Søstrene Susie
Rasmussen, 52, og Heidi Rasmussen, 48, har altid set TV 2-programmet
"Først til verden ende", og for dem var programmet en oplagt mulighed
for at få tid sammen og samtidig få bagagen fuld af en masse gode oplevelser
efter en svær periode præget af sygdom.
Susie fik i 2015
konstateret den kroniske kræftform myelomatose (Knoglemarvskræft red.). Susie
havde døjet med bihulebetændelse, der ikke ville spille, og efter flere prøver
hos lægen faldt dommen.
Kræftcellerne havde på
daværende tidspunkt taget så meget over, at Susie havde 90% myelomatoseceller og
10% raske celler tilbage, da lægerne for første gang tog en knoglemarvsprøve.
- Jeg havde lige løbet
maraton i Odense to måneder forinden og løb også op til. Jeg har ikke kunnet
mærke noget, fortæller Susie.
Ifølge Susie nedbryder
sygdommen knoglerne, men fordi Susie løber så meget, har hun via løb opbygget
det meste af knoglerne selv.
Susies sygdom kan ikke
helbredes, men den kan bringes i ro, og det forsøgte lægerne i første omgang at
gøre ved en knoglemarvstransplantation.
- Det fik jeg i april
2016, og det er en rigtig hård behandling, men det virkede ikke så godt, som de
ønskede. Så jeg skulle igennem det igen i august 2016, og så gik tallene nedad,
og det var rigtig rart, men i foråret 2017 begynder tallene at stige igen.
Susie har siden taget
Daratumumab hver 4. uge, hvilket også betød, at hun skulle have den undervejs i
tv-programmet. Derudover tager hun kemopiller i tre uger og en uges
pause.
- Jeg fik lov af
sygehuset til selv at tage behandlingen på turen, for ellers kunne jeg ikke
komme afsted. Normalt gør hospitalet det, da man skal stikkes. Medicinen blev
fløjet ud til os i Panama, fordi det skulle være på køl hele tiden, og det
kunne vi jo ikke, fortæller Susie.
- Du var faktisk til verdens ende på kemopiller, smiler Heidi til sin søster.
Susie skal tage
medicinen for altid og krydser fingre for, at det altid vil virke for hende.
Susie og Heidi håber,
at deres deltagelse i "Først til verdens ende" kan inspirere andre.
- Det behøver ikke
være folk med kræft, men også andre kroniske sygdomme, som man kan have med i
bagagen. Det kan jo være, man kan finde en løsning og kan komme afsted
alligevel, så hvis det kan inspirere andre til at turde, ville det være rart,
slutter Heidi.
