Efter over ti år sammen, heraf halvdelen som forlovede, skal 'De unge mødre'-deltageren Melissa Aura Ploug nu endelig giftes med sin René Riber. Det afslører hun til Realityportalen.
- Nu kommer datoen forbandet tæt på, og mine sommerfulge i maven er mildest talt på noget opkvikkende, for jeg mærker dem døgnet rundt. Det er den helt store pigedrøm, der går i opfyldelse, fortæller en lykkelig Melissa til Realityportalen.
Melissa og René har længe vidst, at torsdag d. 10. oktober 2020 skulle være datoen for deres bryllup, men nu er de klar til at røbe det til verden. Derfor har de længe gået og planlagt, hvordan deres drømmebryllup skulle være, og det hele er derfor stort set allerede på plads til den store dag.
- Der er de lidt mindre deltaljer, der stadig skal på plads, men hele tidslinjen for dagen er sat. Vi har lejet en stor hal i Ishøj, tæt på vores hjem, som skal fortrylles af drømmetyl. Der skal være fotobås, jukebox, nye og gamle genstande, der skal pryde hallen, i form af rammer, glas og andre antikviteter, som jeg har samlet sammen og fået hjælp af mine nære til at samle, forklarer Melissa.
Både gæstelisten og kirken, hvor vielsen skal holdes, er også nøje udvalgt.
- Vi holder festen sammen med familie og venner, men i en lidt mere nær "coronacirkel". Vi vil sikre os, at dem vi elsker er samlet under ét tag, som vi får lov at dele dagen, aftenen, natten og morgenen med. Vi siger ja til hinanden i kirken, hvor min svigermor ligger begravet på de ukendtes plads. Det betyder utrolig meget for os begge, at vi kan være "nær" hende, fortæller Melissa.
Melissa har sønnen Joshua på 11 år - der fik konstateret den livsfarlige sygdom meningitis kort efter fødslen - fra et tidligere forhold, og sammen har René og Melissa sønnerne Justin på 4 år og Jordan på snart 2 år.
Melissa og René har flere gange overvejet, om de skulle rykke datoen på grund af corona.
- Vi slog koldt vand i blodet, og holdt fast. Og thank God for det, nu bliver det aktuelt. Forbuddet hedder vidst nok 50 stadig, og vi bliver 39 personer, så det helt perfekt. Vi skaber lidt større afstand mellem borde og kommer til at have sprit alle steder, inklusiv små til lommen til hver gæst. Om folk dukker op med maske eller handsker, det gør intet, hvis de føler sig trygge sådan. Det skal blive en magisk dag lige efter vores hoved og drømme, fortæller Melissa, hvis ældste søn Joshua skal følge hende op af gulvet i kirken.