Lars Høghs kræftbehandling er defineret som livsforlængende, og som terminalpatient har han fået sin egen stue på palliativt afsnit på Odense Universitetshospital, hvor han er, når smerterne bliver for store. Midt i stormen står den 62-årige målmandslegende som et fyrtårn i det oprørte hav af følelser, som hans familie gennemgår. Især hustruen Tine er hårdt ramt af de dystre udsigter.
Artiklen fortsætter efter videoen, hvor man kan se Mascha fortælle om sit vilde migræneanfald, som nær havde kostet hende ‘Vild med dans’-deltagelsen.
– Sådan er det. Min behandling er defineret som livsforlængende, og jeg har været terminal længe. Men det har ikke gjort min motivation eller mit livsmod mindre, og jeg er slet ikke sort i hovedet eller deprimeret. Jeg har bare ondt, og smerterne prikker hele tiden, og det forvirrer. Jeg er ikke ked af det, fordi jeg er dødssyg, men jeg kan blive i dårligt humør, fordi det gør ondt. Så trækker man sig lidt, ligesom et såret dyr. Men så snart jeg kan mærke en bedring på mig selv, så snart noget behandling har en effekt, så holder jeg fast i det, siger Lars Høgh i sin nye erindringsbog 'Der er antal på alt', som er skrevet af Jakob Kvist.
I et interview med Fyens Stiftstidende fortæller Tine Høgh, at hun hele tiden siger til sin mand, at hun ”går med” ham. For hun kan ikke holde ud, at alt det, de skulle sammen, ikke bliver til noget. Derfor siger hun, ”så lad os gå sammen”.
– Jamen, så mener jeg, at jeg vil dø med Lars. Vi er så bundet sammen og filtret ind i hinanden. Jeg bliver fuldstændig amputeret den dag, Lars ikke er her. Men vi har også sat børn og børnebørn i verden. Jeg har nogle børn, som har sagt, ”mor, det kan du ikke tillade dig, vi har brug for dig”, siger Tine til avisen.
– Ja, men det er sådan, jeg har det. Det er voldsomt inde i mig. Jeg skal ikke dø med dig, men det er sådan jeg har det i hjertet. Jeg tænker nogle gange: Hvor meget kan et menneske holde til at græde? Lars og jeg kæmper jo begge to på hver vores måde for at være i det her, men vi når ikke på noget tidspunkt det samme mål. Alligevel kæmper vi røven ud af bukserne for, at vi skal få al den tid, vi kan. Men det er en kamp, vi ikke kan vinde. Vi kæmper på hver vores måde, men det er en historie, som ender dårligt, og det skal man også prøve at forberede sig på, siger Tine Høgh ærligt til Fyens Stiftstidende.
