Glæd dig til 2. sæson af den 80’er-inspirerede spændingsserie, der sikkert lidt overraskende for mange – titlen taget i betragtning – er Netflix’ første tysksprogede serie. Men er man til mystik og uhygge, går man bestemt ikke galt i byen med ”Dark”, der følger opklaringen af en række børns mystiske forsvinden, som viser sig at have rødder tilbage til en 33 år gammel og uopklaret sag. Serien er med rette blevet sammenlignet med ”Stranger Things” og Stephen Kings ”It”.
Trods fremragende anmeldelser og adskillige priser blev komedieserien „Arrested Development” efter bare tre sæsoner aflyst tilbage i 2006 pga. dårlige seertal. Siden udviklede den sig til en decideret kultfavorit. Derfor var jublen til at tage og føle på hos seriens mange dedikerede fans, da Netflix i 2013 lancerede en helt ny sæson om den mildest talt farverige og excentriske Bluth-familie. Herefter fulgte yderligere 16 afsnit, der udkom i to omgange i hhv. 2018 og 2019. Et decideret must for alle komediefans!
– ”Designated Survivor”. Kiefer Sutherland er tilbage i 3. sæson af serien om politikeren Tom Kirkman, der må overtage præsidentembedet efter et terrorangreb.
– ”Rolling Thunder Revue”. Mesterinstruktøren Martin Scorsese har instrueret dette fascinerende og splinternye portræt af legendariske Bob Dylan.