I aftenens afsnit af 'Fangerne på fortet' skulle kok og restauratør Umut Sakarya møde håndboldspiller og OL-vinder Rikke Hørlykke i en styrkeduel. Her skulle de to repræsentanter fra hvert hold holde en vægt i udstrakt i arm, så længe de kunne.
Allerede fra begyndelsen virkede Umut opgivende, for som han selv påpegede, var modstanderen i markant bedre form end ham.
- Jeg var rigtig, rigtig bange for Rikke. Hun lignede jo Sarah Connor fra 'Terminator', fortæller Umut til Realityportalen efter oplevelsen.
Mod alle odds lykkedes det dog den sovseglade kok at holde vægten i længere tid, end OL-vinderen formåede, og det er der ifølge Umut en helt særlig grund til.
- Jeg er bygget af flæsk og sovs, fortæller han og fortsætter:
- Mine flæske- og sovsemuskler og smadrede hende fuldstændig. Jeg kunne have holdt på denne vægt helt indtil nu.