Ensomhed

11 ting du skal vide, hvis du er ensom

Det skal du gøre for at slippe ud af ensomheden.

Sandsynligvis kender hende, du sidder ved siden af i bussen, følelsen. Måske din nærmeste kollega kæmper med den hver dag, selv om du ikke ved det. Eller måske du selv mærker den lige nu. 210.000 danskere over 16 år føler sig altid eller ofte ensomme. Det viste en undersøgelse bestilt af Mary Fonden tidligere i 2015.

Det er en følelse, der hverken gør dig forkert eller mindre værd i forhold til andre – selv om det kan føles sådan. Samtidig er det en følelse, der kan være svær at slippe af med. ALTfordamerne.dk har spurgt tre eksperter, hvad du kan gøre, hvis du føler dig ensom.

- Der er meget, der kan være med til at løse op for den fastlåste følelse, ensomhed kan være. Det betyder ikke, at ensomheden forsvinder, fordi du følger et enkelt råd. Det kan være et hårdt arbejde, der kræver tålmodighed og rummelighed overfor dig selv, siger Ditte Charles, der er erhvervspsykolog og tilknyttet Psykiatrifonden, til ALTfordamerne.dk.

Hvis du føler dig ensom, skal du vide...

1. At du skal anerkende og acceptere, at du er ensom

- Genkend og vedkend dig følesen, siger Ditte Charles.

Når en følelse er tabu, som ensomhed er, vil vi helst ikke identificere os selv med den, forklarer hun:

- Vi kan tænke 'jeg er da ikke sådan en, som er ensom', eller vi kan have tendens til at tænke, at hvis man er ensom, er der noget i vejen med en. At man er forkert eller anderledes fordi man har den følelse.

2. At der ikke er noget i vejen med dig

Der er ikke noget galt med dig, hvis du er ensom eller føler dig anderledes. Accepter i stedet, at du er dig, og at ensomhed er et grundvilkår i livet.

- Vi i fødes alene og vi dør alene, siger psykolog Mette Holm og forklarer, hvorfor vi alligevel har det svært med følelsen af ikke at være forbundet med andre:

- Når du ikke er sammen med andre, bliver du ikke spejlet af nogen. Du er det eneste menneske i verden, der ikke kan se dig selv. Du finder ud af, hvem du er sammen med andre, når andre anerkender dig eller modsat dømmer dig og gør dig forkert. Så hvis du ikke har en balance i dig selv, bliver du dybt afhængig af, at andre skal spejle dig.

Hvis du ikke kan acceptere følelsen af ensomhed, risikerer du at skubbe den fra dig, og det får den ikke til at forsvinde. I stedet skal du mærke den og lytte til den.

3. At du skal lytte til følelsen

- Når du lytter til en følelse, fortæller den dig, hvad du med fordel kan handle på. Alle følelser indeholder kommunikation til sjælen, og det, ensomhed kommunikerer til os, er, at der er noget vi savner eller mangler i vores liv, siger Ditte Charles.

Mærk derfor efter, hvad din følelse af ensomhed fortæller dig.

- Hvad skaber ensomheden, og hvad skal der til for at lindre følelsen?, spørger Ditte Charles.

Mangler du ligesindede at snakke med? Er det måske i en bestemt situation, du bliver ensom? Eller skal grunden findes et helt andet sted?

4. Du kan opsøge ligesindede

- Nogle gange vil det gode råd være, at opsøge ligesindede, siger Ditte Charles.

Det kan f.eks. være nogen, der som dig lige er blevet skilt, har mistet et familiemedlem eller har været sygemeldt med stress.

- Nogle gange kan du opleve det som, du er den eneste i verden, der oplever det, du gør. Der kan det være enormt befriende at finde ud af, at nej, det er du ikke. Ved at opsøge ligesindede finder du ud af, at de tanker og følelser du har, dem har andre også. Ved at dele dem med en anden er der noget der vækker genklang, og så er du ikke længere alene med en given følelse. Ligesom du ikke er alene om at stå i den situation du gør, siger Ditte Charles.

Søg f.eks. på nettet efter et forum, hvor du kan komme i kontakt med andre, der står i samme situation som dig. Det kan både være et online forum, hvor du kan chatte og debattere med ligesindede eller du kan finde oplysninger om organisationer, der har arrangementer og mødesteder for mennesker med lige præcis dine interesser eller problemer.

5. Det kan hjælpe dig at hjælpe andre

- Ensomhed handler nogle gange om, at man har meget at give, men at man ikke har nogen at give det til, siger Ditte Charles.

Derfor kan det afhjælpe følelsen af ensomhed, hvis du i stedet for at tænker på, hvem der kan hjælpe dig med at udfylde det hulrum, du føler inden i, overvejer, hvordan du selv kan række hånden ud og tilbyde din hjælp til andre. På den måde kommer du i kontakt med andre og finder måske et fællesskab.

- At lave frivilligt arbejde er noget vi anbefaler vores unge, fortæller Maria Bergmann Nielsen, der er formand for Ventilen, en frivillig organisation, der driver tilbud for ensomme unge.

- Det er en stor værdi i sig selv at gøre noget godt for andre, og at man kommer ud blandt mennesker, siger hun og fortsætter:

- Det er ikke at blive venner, der er det væsentlige. Det er, at man som frivillig har noget, man kan tilbyde, og der er nogen, der kan tage i mod det. Når man er ensom, har man rigtigt lavt selvværd, og man føler langt hen ad vejen, at det kan være lige meget, om man kommer på arbejde eller i skole i dag. Der er alligevel ikke nogen, der ville lægger mærke til en. I forbindelse med et frivilligt arbejde vil der næsten altid være nogen, der værdsætter det, man tilbyder.

Du kan f.eks. kontakte Ældresagen for at blive besøgsven, Røde Kors søger altid ledige hænder og hjerter med plads til at rumme andre, du kan også tilbyde din hjælp på en af sommerens festivaller eller søge efter job som frivillig hos websitet Frivillijob.dk.

6. Du kan øve dig i at være social

Hvis du ikke er vant til at være social, kan det virke som et stort skridt at tage kontakt til eller skulle være sammen med andre. Heldigvis er det noget, du kan øve dig i og blive bedre til.

- Man bærer rundt på en rygsæk fyldt med negative oplevelser med det sociale, når man er ensom, og derfor er det svært at indgå i det sociale, siger Maria Bergmann Nielsen og fortsætter:

- Det handler om at sikre og opnå nogle små succeser i hverdagen for at oparbejde dine sociale kompetencer. Det kan være, at du, når du træder ind i bussen, har besluttet med dig selv, at du vil sige hej til buschaufføren. Og så er det det, du gør den dag.

Den næste dag kan du love dig selv at hilse på kassedamen i Netto, måske sætte dig ved siden af en fremmed i bussen eller spørge ind til en af dine kollegaers børn, når I sidder ved samme bord i kantinen og på den måde bygge dine sociale færdigheder op lidt efter lidt.

- Lad være med at kaste dig ud i for store opgaver. I forhold til at være med i det sociale handler det om bitte små opgaver, som du kan overskue og give dig i kast med, siger Maria Bergmann Nielsen.

7. Fælleskabet kan også findes online

Maria Bergmann Nielsen er påpasselig med at anbefale, at du som ensom skal lede efter ligesindede på nettet.

- Hvis du allerede er lidt ensom, kan det være nemt at begrave dig på nettet, men det kan også være en vej ud af ensomheden, siger hun.

Fordelen ved at søge et fællesskab med andre på nettet kan være, at det ikke virker lige så uoverkommeligt som at tage kontakt til et menneske, du står ansigt til ansigt med.

- Det kræver mod at række hånden ud, opsøge nye steder og opsøge ligesindede. Derfor synes jeg, det kan være fint at starte online, for det kan føles mere sikkert, mener Ditte Charles.

8. Du kan også være ensom sammen med dine venner

Ensomhed behøver ikke at have noget at gøre med, at du er alene eller savner selskab.

- Du kan sagtens sidde blandt dine 10 bedste venner og føle dig ensom. Dybest set er ensomhed lig med ekstremt lavt selvværd og lig med, at du har svært ved at elske og anerkende den, du er. Hvis der er en ubalance i forhold til det, vil du føle dig utilpas rigtig mange steder, siger Mette Holm.

9. Du kan få bedre selvværd

Lige som du kan bygge dine sociale kompetencer op, kan du også arbejde på at få et bedre selvværd.

- Du kan arbejde med at være den, du er, i stedet for, at du skal blive alle mulig afarter af et eller andet fantastisk, sødt, tynd, smukt, lækkert... Bare sige: "Jeg er, som jeg er, og der er ærgerligt for dem, der ikke kan lide det.", siger Mette Holm.

Det er din voksende selvtillid, der kan give dig modet til at føle, det er helt ok at være alene i dit eget selskab uden at have behov for at blive bekræftet af andre i, at du er god nok.

- Når du er der, hvor du ikke hele tiden føler dig forkert i forhold til andre, kan du sagtens have en hel weekend alene uden at føle dig ensom. Du har altid dig, du har en styrke i at være dig, og der en ro i at være sammen med dig.

10. Du kan finde ro i at være alene

- Ensomhed er ofte ubehaget ved at være i dit eget selskab, siger Mette Holm.

- Arbejd på at være alene, find ro idet og find ud af, at det ikke er så skidt. Når du finder du af, du faktisk godt kan være med dig selv, står du på så stærkt et fundament og kan der ud fra du stille dig et sted ude i verden og finde ud af at sige: 'Jeg vil gerne være frivillig', eller 'jeg vil gerne til fest', fortsætter hun.

11. Det kan hjælpe at søge hjælp hos en professionel

- Det kan være, du har fulgt alle råd og må konstatere, at følelsen af ensomhed ikke går væk; at den måske oven i købet har fulgt dig gennem en stor del af livet, og at du bliver ved med at opleve, at den ikke går væk, siger Ditte Charles.

Måske er der en helt konkret årsag til, at følelsen følger med dig. Det kan skyldes ting i din opvækst, oplevelser, du har haft op igennem livet eller at der er sider af dig selv, du har undertrykt. Ved du ikke, hvor følelsen kommer fra, og vil den ikke give slip, anbefaler Ditte Charles, at du søger litteratur på biblioteket, at du ringer til Psykiatrifondens telefonrådgivning eller bestiller tid hos en psykolog.

- Bare det, at du kender kilden til, hvorfor du har det, som du har det, kan give en enorm lindring og lettelse, siger hun.

Om eksperterne

Ditte Charles

Erhvervspsykolog tilknyttet Psykiatrifonden, hvor hun varetager bl.a. undervisning, workshops og samtaler om emner som stress, angst, depression og ensomhed. Se mere på hjemmesiden Psykiatrifonden.dk.

Mette Holm

Uddannet psykolog og ejer af Mette Holm Psykologerne, Mind Institute og Stud Psyk Klinikken. Har arbejdet med selvudvikling, coaching og terapi i mere end 12 år og tilbyder kurser i bl.a. motivation, mental sundhed og personlig udvikling. Se mere på hjemmesiden Psykolog-Metteholm.dk.

Maria Bergmann Nielsen

Formand for Ventilen, der en frivillig organisation, der driver tilbud for ensomme unge. Se mere på Ventilen.dk.