21 tegn på, at du er en boomer
Printer du også altid din billet, har et lædercover med plads til alle dine kort til din telefon og bliver helt befippet, når du ser en kendt? Vi har samlet en række kendetegn på, om du er boomer eller ej.
Generationskløften har alle tider været med til at skabe grin og gnidninger. De unge synes, at de ældre er forhistoriske levn, og de ældre synes, at de unge er flabede og grænseoverskridende.
En ting er dog helt sikkert, der er altid en lang række ting, som definerer hver enkelt generation – nogle kendetegn er mere flatterende end andre, og de mange træk bliver jævnligt brugt, når vi (kærligt) gør grin med hinanden.
Boomerne er en udstillet race lige pt og dækker over betegnelse af personer, som er født mellem 1946-65. Og selv om deres holdninger kan virke forældede og til tider diskriminerende, så husk at de også har været unge i en tid, hvor ungdomsoprøret var på sit højeste, BH’en blev brændt og feminismen blomstrede.
ALT.dk har samlet en liste over særlige kendetegn, der afslører, om du er boomer eller har arvet nogle af deres træk. Læs den med et smil i øjnene og kærlighed i hjertet.
- De vil helst ankomme i lufthavnen, MINDST tre timer inden flyet går.
- De rejser sig op i toget, 10 minutter inden de skal af.
- De modtager stadig fysiske reklamer i postkassen.
- De siger stadig ’glædelig BAGhjul, hahahaha’ 25. december.
- De har et lædercover til telefonen, som også dækker skærmen, og helst også har plads til alle ens kort. Gerne med magnetlukning.
- De deler ofte kædebeskeder i statusopdateringer på Facebook. Når de skriver tillykke til folk, er det ofte også med et stort billede af en lagkage eller flag.
- Boomere har aldrig deres telefoner på lydløs, og volumen er altid overdøvende høj, når nogen ringer til dem midt i køen i Netto.
- De køber stadig film eller serier på dvd.
- De skriver ofte ’bare min mening’, når de er uenige med nogen i kommentarfeltet på Facebook.
- De udtaler Mallorca med ’l’ i midten i stedet for den spanske ’j’-lyd. Og når de skal hjem fra Mallorca efter syv dage, siger de ’Det bliver også godt at komme hjem til noget rugbrød’.
- De har ALTID printet deres billetter – hvad enten det er til togturen, koncerten eller biografen.
- De siger nej takt til Apple Pay. Alene at få dem fra check og kontanter til dankort var en kamp.
- De sender selvfølgelig via Facebook Live, når de er til koncerter eller andre events, så alle vennerne kan være med, eller også har de bare ikke lært Story-formatet endnu …
- Når de går ind i supermarkedet, stiler de målrettet efter tilbudsavisen, fordi der er ikke noget bedre end at finde kød på tilbud.
- Tekstbeskeder indeholder altid et minimum på fem emojis. Og ofte giver de ikke helt mening a la ”Jeg er i gang med aftensmaden 🍆.” Og så skrives beskederne med én pegefinger – og kun den.
- De tager ikke telefonen, når der er 'Vild med dans' – som de selvfølgelig ser på flow, fordi de vil kunne stemme.
- De tager billeder med iPad'en.
- Når de ser en kendt, reagerer de, som om de ser verdens mest sjældne dyr.
- De har selvfølgelig også forstørret teksten på deres telefon – og billeder bliver der altid forsøgt zoomet ind på.
- De fortæller med stor glæde, at de er blevet venner med Medina og Troels Lyby på Facebook – hvor det efterfølgende viser sig, at det er, fordi de har liket deres fanside.
- Og så har de bedre sex.