Pia havde taget en beslutning - men påskefrokosten ændrede alt

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Mette og Martin opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Da jeg mistede min mand, Arne, for otte år siden i en alder af 75, blev jeg boende i det hus, som vi i sin tid selv havde stået for bygningen af. 

Efterhånden som jeg nu var kommet op i årene, havde jeg dog ikke længere de samme kræfter til at vedligeholde huset. Alene tanken om alle de opgaver, der ventede mig, kunne tit helt tage pusten fra mig.

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Gavlen trængte til maling, vinduerne skulle ordnes, og tagrenden trængte i den grad til at blive vedligeholdt. Det var jo alt sammen noget, Arne havde plejet at hygge sig med at ordne, mens jeg tog mig af det indendørs og stod for at ordne haven.

Tanken om, at det måske var på tide at sælge og flytte i noget nyt og mindre, begyndte at spøge. Jeg havde dog slet ikke lyst til at flytte, og samtidig vidste jeg også, at det ville komme til at betyde, at jeg ikke længere ville have plads til at samle mine tre voksne døtre, svigersønner og syv børnebørn, som jeg holdt så meget af. 

Huset var jeg jo glad for, og var det ikke for alle udfordringerne med at vedligeholde det, så havde jeg slet ikke lyst til at rykke et andet sted hen.

Da påsken nærmede sig forrige år inviterede jeg som sædvanlig familien til en stor påskefrokost. Det var hyggeligt at være sammen igen. 

Da vi havde spist, samlede vi voksne os om kaffen og æblekagen, mens børnebørnene, der efterhånden var blevet store, hang foran fjernsynet, spillede på deres nintendoer og mobiltelefoner. Selvom det var forår udenfor, så var de slet ikke til at drive ud i haven, sådan som de ellers havde været det, da de var små. 

Mine svigersønner, som ellers nok plejede at kunne tage sig et spil fodbold med ungerne ude på græsplænen, sad nu også og hang med deres telefoner. 

På et tidspunkt slog det mig, at de måske alle var begyndt at kede sig, når de besøgte mig. I alt fald var der faldet en noget mere døsig stemning over familien, end der engang havde været det. Måske var tiden virkelig inde til at bryde op? tænkte jeg for mig selv. 

Jeg sludrede dog fortsat lige livligt med mine døtre. Vi gik i haven, og her viste jeg dem liljekonvallerne og påskeliljerne, der var skudt op i mine blomsterbede.

Samtidig indviede jeg dem forsigtigt i mine overvejelser om måske snart at flytte til noget mindre. Det var ikke så meget på grund af haven, for den ville jeg så nødig undvære, men jeg var jo bange for, at huset ville forfalde i samme takt som mine kræfter til at holde det. Da jeg havde luftet mine bekymringer, så de alle tre bestyrtede på mig. 

Søren Vester klar med gode råd mod dræbersnegle: ”Det fungerer bare”

Ifølge designer og havemand Søren Vester er der flere ting, du kan gøre for at beskytte din have mod en slimet snegleinvasion – men der er også flere ting, du absolut ikke bør gøre.

"Du må da ikke flytte, mor!," protesterede de lige så højt, som både svigersønner og børnebørn også gjorde det, da vi kom indenfor igen, og mine døtre nævnte mine bekymringer for dem. 

"Svigermor, nu skriver du alt det ned på en liste, som du mangler at få ordnet," sagde min ene svigersøn, mens han smed sin mobiltelefon fra sig. "Så finder vi en weekend, hvor vi alle trækker i arbejdstøjet."

"Jamen, det har I da ikke tid til!," protesterede jeg, men de stod alle fast, for de "elskede det gamle hus", som de bekendtgjorde i kor. Og sådan blev det. 

Allerede i pinsen dukkede hele familien op igen – fuld af de kræfter og det gå-på-mod, som jeg ikke længere havde selv. Mens de gik i gang med at fordele de mange opgaver på listen, som jeg havde lavet, gik jeg i gang med at lave frokosten til dem. Imens nød jeg lyden af den lystige hamren og banken udenfor. 

Mine døtre svingede flittigt penslerne, mine svigersønner stod på tag og stiger – og børnebørnene slæbte svedende sække ud til storskrald. Men der lød også glad latter og kække tilråb imens. Ikke mindst da jeg servede frokosten på havebordet til dem alle sammen. 

I løbet af den ene dag havde min familie ordnet alt det, som ellers havde forekommet mig som en helt uoverskuelig opgave, og samtidig kunne jeg mærke, at de virkelig havde hygget sig og haft godt af al den friske luft. 

Da vi samme aften sad i stuen, var stemningen stadig lige høj. Selvom alle var drøn trætte, så var vi enige om, at det havde været en fantastisk dag, og at sådan et ”garden party” fremover skulle være en fast tradition hjemme hos mormor – også gerne flere gange om året.

I dag har jeg derfor skrottet alle flytteplaner. For selvom det ikke bliver mindre krævende med alderen at vedligeholde mit hus, så ved jeg nu, at jeg ikke kun har en familie, der hellere end gerne vil hjælpe mig, men også en familie, som i den grad nyder at være sammen med mig og hinanden imens. 

Så jeg kan kun opfordre andre, der bor i et hus, hvor vedligeholdelsen er ved at vokse dem over hovedet, til at holde et ”garden party” for familien et par gange om året. For det gør ikke kun underværker for huset, men også for familiens samvær og sammenhold. 

I alt fald er jeg ikke længere bange for, at nogen af dem skal kede sig og sidde og hænge med deres telefoner, når de er på besøg hos mig. 

"Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået, fik jeg af en grønthandler"

Hun har ikke brugt shampoo i 10 år, elsker at snyde sig til solglød, er ude af døren på fem minutter og har lært at tale smukt til sig selv. Nærstudér Sidsel Allings beautyrutiner, og hør om det geniale skønhedstip, som hun fik af en grønthandler.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.