Portræt af Sonja Oppenhagen

Sonja Oppenhagen har været sammen med sin mand i 30 år – nu har hun indset især én ting

At tale med et menneske, der har den største del af livet bag sig, kan give nogle store indsigter. Det har forfatteren Stine Buje erfaret livet igennem, og i bogen 'Gammelklog – Leveråd og livsindsigter' har hun samlet indsigter om stort og småt fra 15 markante danskere over 70 år. Vi har fået lov til at bringe nogle af de kloge ord fra Sonja Oppenhagen, Pia Tafdrup, Marianne Jelved, Lisbet Dahl og Mette Fugl.

"Min nuværende mand mødte jeg, da jeg var midt i fyrrerne. Vi arbejdede sammen på en revy, hvor vi blev forelskede i hinanden. 

Jeg synes, fyrrerne var et godt sted at være i livet, for her er man landet som menneske. Man har børn, man har karriere, man har lært af sine fejl, og man ved mere om sig selv. 

Man er ikke så selvhøjtidelig og selvcentreret, men mere rummelig og tager tingene lidt lettere. 

Selvom jeg allerede havde været igennem to ægteskaber med skuffelser, bekymringer og sorger, traf jeg beslutningen om at bevare troen på min nye, store kærlighed. Vi blev gift ni år efter vores første møde og har været sammen i mere end 30 år nu. 

Kærlighed er det vigtigste i livet. Jeg har lært meget af mine ægteskaber, og jeg føler mig heldig over at have oplevet kærligheden så mange gange. Mit nuværende ægteskab er det mest rolige af mine ægteskaber, og det har sikkert noget at gøre med, at vi mødte hinanden som modne voksne. 

Og hvem siger, at man skal eller kan gå igennem alle livets faser sammen. Da jeg var yngre, var kærligheden ofte kompliceret og fyldt med en masse tvivl, men i dag er den mere enkel og ligetil. Kærligheden er lettere oppe i alderen, tror jeg."

Om Sonja Oppenhagen, 76 år

  • Skuespiller og har stået på en scene det meste af sit liv, siden hun som niårig blev optaget på balletskolen på Det Kongelige Teater. 
  • Hun har blandt andet medvirket i 'Matador', 'Badehotellet', 'Min søsters børn' og over 100 teaterforestillinger.
  • Gift, to børn og fire børnebørn.

"Jeg har en evne til at fokusere på det positive, uanset hvad jeg står i. Man kan måske mene, at jeg har et stupidt positivt sind, hvor jeg tror på, at alt kan lade sig gøre, men det ser jeg som en god ting. 

Jeg tror på, at lykken er et valg. Man kan let komme til at vente på lykken hele sit liv. Man bilder måske sig selv ind, at man bliver lykkelig, når man får et barn, en partner eller et job, men sådan fungerer det ikke, for der vil altid være noget nyt at jagte. 

Jeg har valgt at være lykkelig nu. På den måde bliver alting meget nemmere. Selvfølgelig kan man stå i en situation, hvor man ikke er lykkelig af en eller anden bestemt årsag. 

Man har måske mistet en elsket, man er måske blevet syg, eller man har måske lidt et økonomisk tab, men så må man kigge på det og se at komme videre. 

Jeg tror, det kan hjælpe at se på alle de ting, man har, og de ting, man har gjort, og finde glæden ved dem."

Portræt af Lisbet Dahl.

Om Lisbet Dahl, 78 år

  • Skuespiller og har medvirket i en lang række film, tv-serier, revyer og radioteater. 
  • I mere end tre årtier var hun med i Cirkusrevyen på Bakken som kunstnerisk leder, instruktør og skuespiller. Hun har spillet med i 45 revyer.
  • Fraskilt, fem børn, ti børnebørn og to oldebørn.

"Uanset hvilken alder man har, kommer man i situationer, hvor man skal vælge sin vej. Det kan være rigtig svært, men jeg tror på, at man inderst inde godt ved, hvad der er rigtigt at vælge. Det ved man i sit hjerte eller i sit sind.

Hvis man har ”snydt”, så mærker man det med det samme. Jeg tror også på, at man skal være ærlig over for andre, men det skal være ærlighed med omtanke, for det gælder ikke bare om at sige tingene ligeud. 

Man kan let komme til at opføre sig kvajet, sårende og gøre nogen ondt, men det skal man forsøge at undgå ved at overveje, hvad man siger, og hvordan man siger det. Jeg bliver altid glad, når jeg håndterer udfordringer med andre mennesker på en måde, hvor jeg giver dem en håndsrækning."

Portræt af Marianne Jelved.

Om Marianne Jelved, 81 år

  • Politiker og tidligere medlem af Folketinget, hvor hun var leder af Det Radikale Venstre. 
  • Hun har besiddet posten som økonomiminister, kulturminister, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde. 
  • Hun er uddannet lærer og har en kandidatgrad i pædagogik. 
  • Hun er enke og har fire børn, ni børnebørn og fem oldebørn.

"Da jeg blev mor, var der megen debat om deltidsjob, og det var jeg helt hysterisk imod, fordi jeg tænkte, at det var den direkte vej tilbage til kødgryderne for kvinder. 

Jeg ville ønske, at jeg havde set anderledes på det, for man kan godt vente med at gøre karriere, til børnene er større. Man behøver ikke at arbejde så meget, mens de er små. Det skulle jeg have tænkt noget mere over. 

Min gamle veninde mindede mig om, at jeg engang havde ladet en taxa hente min søn i børnehaven og køre ham fire gange rundt om blokken, indtil jeg var færdig med at arbejde. Det er kun sket en enkelt gang, men der ligger uden tvivl en fortrydelse der. 

Min søn har selvfølgelig også en far, men jeg ville ønske, at jeg i højere grad havde valgt mit barn frem for arbejdet i de første år. Virkelig ønske."

”De færreste har omsorg nok”

”Jeg er med i en facebookgruppe, hvor kvinder med ovariecancer deler erfaringer med hinanden. Jeg troede egentlig ikke, at jeg kunne bruge udvekslingerne til noget, men jeg har erfaret, at der er meget, jeg kan spejle mig i. 

En kvinde skrev for eksempel, at i takt med at tiden gik, så var hendes venner og familie begyndt at bilde sig ind, at hun var blevet rask. Det oplever jeg også.

Lige nu er jeg stabil, men jeg er ikke rask. Jeg har kræft i stadie fire, som er sindssygt aggressiv, og den kan komme igen når som helst. Jeg tror ikke, at folk omkring kræftsyge kan holde det ud i længere tid, for ingen ud over den syge forstår, hvor hårdt det er. 

Det er ikke mange mennesker, som har den evne til omsorg, man har brug for, når man er syg. 

Jeg tror også, det er for meget forlangt, så er det bedre ikke at sige noget om hovedpinen, kvalmen, svimmelheden, smerten og sorgen. Jeg siger bare, at det går fint. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det er svært at være pårørende, for jeg har prøvet det selv, da to af mine nære venner fik kræft. 

Jeg talte i telefon med dem og lovede, at jeg ville komme forbi, men jeg nåede det aldrig, før det var for sent. Det er et kulturelt fænomen, at vi har svært ved at være der for hinanden i sådan nogle situationer. 

Da min mor døde, boede jeg i Bruxelles, hvor jeg havde en god læge, som jeg snakkede med om min sorg. 

Lægen var gift med en congoleser, hvis familie – søskende, onkler, tanter, fædre og mødre – altid slog ring om de efterladte i familien. 

Hos dem sørgede man sammen. I Danmark sørger man alene.”

Portræt af Mette Fugl.

Om Mette Fugl, 75 år

  • Mette Fugl er journalist. 
  • Hun blev uddannet på Politiken og kom derefter til Danmarks Radio, hvor hun var ansat ved den politiske redaktion ved TV-Avisen. Sidenhen blev hun Danmarks Radios EU-korrespondent med base i Bruxelles. Hun har også dækket andre dele af udenrigsstoffet med reportager fra krigen i Afghanistan, krigen i Irak, tragedien på Balkan, tsunamikatastrofen i Indonesien og jordskælvet på Haiti. 
  • Fraskilt, et barn og to børnebørn.

"For mig er menneskelige relationer det vigtigste. Det er også et tema i mange af mine digte. Jeg valgte at være meget sammen med mine børn, da de var små, for det kunne jeg som forfatter. 

Jeg skrev, når de var i skole, og så var jeg sammen med dem, indtil de skulle i seng. Når de sov, arbejdede jeg igen med mine ting. Jeg har prøvet at være der så meget for dem, som jeg overhovedet kunne, og det har været det bedste, jeg har gjort. 

Jeg tror på, det er en god idé at give afkald på at skaffe en større indtægt, mens børnene er små, så man kan bruge mere tid med dem. Det er så kort en periode, man har det meget tætte samvær med børnene, så de år er værdifulde. 

Der kan selvfølgelig også komme perioder senere i børnenes liv, hvor de får brug for en. Man ved aldrig, hvornår behovet kommer, eller om det kommer, men man skal kunne være der. Jeg oplever, at mange – men ikke alle – i mine børns generation er hårdt spændt for, for de har ikke den samme arbejdsro og sikkerhed, som vi havde i min generation. 

Vi gjorde det, så godt vi kunne, men de føler, at de skal være ekstremt gode hele tiden. De skal være suveræne til det hele, hvad der næppe er menneskeligt muligt. Det præger selvfølgelig forholdet til børnene, hvis der skal leveres så meget. Skal alt være perfekt, er der ikke den tid og ro til børnene, som de voksne havde drømt om.”

Portræt af Pia Tafdrup

Om Pia Tafdrup, 72 år

  • Forfatter og var en del af en ny generation af digtere, der gav lyrikken en genkomst i 1980’erne.
  • Hun har skrevet 20 digtsamlinger, udgivet skuespil, en poetik og to romaner. 
  • Hun er medlem af Det Danske Akademi, og hendes bøger er oversat til 17 sprog. 
  • Gift, to børn og fire børnebørn.

'Gammelklog – Leveråd og livsindsigter'

15 danskere over 70 år fortæller i bogen 'Gammelklog – Leveråd og livsindsigter' om de valg, der har været med til at forme deres liv.

'Gammelklog – Leveråd og livsindsigter', Stine Buje, Grønningen 1, 230 sider, 300 kr.

'Gammelklog – Leveråd og livsindsigter', Stine Buje, Grønningen 1, 230 sider, 300 kr.