May Lifschitz: "Jeg har brugt 10 år på at indse, at der også ligger en værdi i, at jeg er kvinde på min egen måde"

Hvordan startede din identitetsrejse? 

"Som barn har jeg altid følt mig forvirret over, hvor jeg passede ind. Inden jeg kunne snakke og fik en udarbejdet selvbevidsthed, sad jeg og tegnede prinsessesko. Der har altid været noget feminint i min bevidsthed, og jeg har været interesseret i æstetik, farver og ting, der glimter, før jeg havde et sprog for det, og før jeg rigtigt havde mulighed for at udleve det. Så allerede fra barnsben har jeg følt, at jeg var på den feminine side af et kønsspektrum. Og da jeg blev kastet ud i forskellige sociale arenaer, som for eksempel skole, så kunne jeg godt mærke, at der var en uoverensstemmelse i mig mellem det, som jeg følte, jeg hørte hjemme i, og det, som andre tænkte, jeg skulle høre hjemme i. 

Der står et meget klart minde frem, hvor jeg er fire år gammel og danser rundt en lille kjole. Min mor og far var for det meste okay med det, men min farmor var på besøg en dag og begyndte at skælde mig ud over at have en kjole på. Jeg kiggede op på mine forældre, men de mente, at jeg bare skulle makke ret. Så jeg har altid haft en grundfølelse af, at jeg virkelig gerne ville føle mig hjemme i noget, men at det stred imod det, som blev forventet af mig."

Hvordan kom det til udtryk, da du blev ældre? 

"Op igennem mine teenageår var jeg altid ret eksperimentel med mit udtryk. Jeg var meget punket, rocket og gik med eyeliner, hvor jeg kunne snige nogle feminine træk ind, uden det nødvendigvis var social uacceptabelt. På den måde kunne jeg ligesom gemme mig bag at være anderledes i forhold til, at jeg bare tilhørte en subkultur. 

Da jeg blev 16 år, startede jeg mit modelarbejde og kom på en studietur til New York. Der blev jeg kastet ud i at skulle skydes i kvindetøj, hvor det gik op for mig, at der var en branche, der så noget i mig, som jeg også havde set i mig selv, men ikke turdet kaste mig ud i. Jeg følte mig meget udefinerbar mellem køn og følte ikke, at jeg hørte til nogen steder. Så jeg stoppede den mandlige udvikling med medicin der og startede først to år senere min rejse mod at realisere mig selv i forhold til det feminine væsen, jeg altid føler, jeg har været." 

Hvilke erfaringer har du gjort dig i forhold til din identitet? 

"Jeg fandt hurtigt ud af, at det at finde nogen, som ser noget i en selv, som man måske ikke selv ser eller tør stå frem med, er altafgørende. Det har i hvert fald været altafgørende for, at jeg turde stole på min intuition omkring, hvad jeg hørte hjemme i. Det at jeg mødte aktører i modebranchen, som så det feminine i mig, og som ville skyde mig som kvindelig model, gav mig den accept, jeg havde brug for. Samtidig mødte jeg en masse queer-personer i New Yorks natteliv, som for eksempel min rigtig gode veninde, der hedder Honey Dijon. Hun så alle mulige ting i mig og tog mig under sine vinger, inden jeg overhovedet var startet på østrogen.

I queer-miljøet hedder det en mother, som ofte er lidt ældre end en selv, der har flere erfaringer med den identitet, som du skal ud i, og på den måde guider dig igennem en svær proces. Og fordi jeg selv er blevet grebet så meget af hende, har jeg en mother-energi, der sidder i mig som noget, jeg gerne vil give videre igennem det arbejde, jeg laver. Det var vigtigt for mig at opsøge nogle fællesskaber, hvor jeg hørte til. Jeg var heldig, at de dengang opsøgte mig, men sidenhen har jeg også skullet opsøge og navigere i dem på egen hånd. Jeg tror i allerhøjeste grad, det har været det at finde nogen, man kan spejle sig i, som har været katalysator for, at jeg vil være den, som andre kan spejle sig i."

Læs også

Da Caroline Fleming blev skilt, tog hun en vigtig beslutning: ”Det var der, mit liv startede”

Hvorfor det? 

"Fordi det var det, som jeg selv manglede, indtil jeg blev kastet til New York – og det er ikke alle, der får den mulighed. Det er ikke alle, der får en gylden billet væk fra den provinsby, man nu er vokset op i. Så det er vigtigt for mig at insistere på at være det fyrtårn, der lyser for dem, der har brug for det.

Min sociale identitet har også været igennem en lang rejse, som jeg ville ønske, jeg havde indset før. Da jeg startede min kvindelige rejse, havde jeg skyklapper på og tænkte, at jeg skulle ses som alle andre kvinder og kun blive opfattet, som biologiske kvinder bliver opfattet. Jeg ville ikke stå ved, at jeg var transkønnet, og prøvede at skjule det så meget som muligt de første par år – jeg fortalte det ikke engang til min kæreste, da jeg mødte ham, før han selv fandt ud af det ad omveje. Der gik ikke længe, før sandheden indhentede mig, og det gik op for mig, at jeg jo ikke er biologisk født kvinde – og det vil jeg heller aldrig være. Og det ligger der også en værdi i, som jeg blev nødt til at lære. 

Jeg har nok brugt de sidste ti år på at slutte fred med det og indse, at der også ligger en værdi i, at jeg er kvinde på min egen måde. Jeg har en anden erfaring, og alle har sin egen rejse, som er værdifuld på sin helt egen måde. At jeg prøvede at skjule, at jeg ikke var biologisk kvinde, er 100 procent noget, som jeg fortryder i dag og ville ønske, jeg kunne lave om. Men det skete i afmagt og frygt for, hvad der ville ske, hvis jeg rent faktisk gav min omverden den magt, at de kendte min identitet. Men nu har jeg fundet ud af, at jo mere jeg står ved det, jo stærkere står jeg i mig selv. Jeg tror, der er to definerende øjeblikke imellem skyklapperne og selvrealisering: Det øjeblik, jeg stod ved, at jeg er kvinde, og så det øjeblik, jeg stod ved, at jeg er transkønnet kvinde. Og dén selvrealisering startede, da jeg var 20 år og fik min første forside på magasinet Cover. 

Der gik det op for mig, at min  kamp ikke handler om at blive ”en rigtig kvinde”, men om at få lov til at stå ved sig selv som den, man er." 

Har det været svært at finde derhen? 

"Ja, helt vildt svært. Det er hele tiden to skridt frem og et tilbage. Og lige som man føler sig allerstærkest og har haft en vildt god aften i byen, hvor man føler, at alle har accepteret en, så er der en, der råber noget i metroen på vej hjem, hvor korthuset bare vælter igen. Så må man arbejde for at bygge det op igen, og det er noget af det hårdeste. Der er hele tiden bump på vejen, og det vil der nok være hele livet igennem – og de bump tror jeg, alle har, uanset hvem du er som menneske. Der er hele tiden de her møder med omverdenen, som på en eller anden måde prøver at hakke en ned. Selvom jeg også tit får god respons, så er vi mennesker bare bygget sådan, at vi hæfter os ved det negative." 

Hvordan holder man så hovedet højt? 

"Jeg har øvet mig rigtig meget i at holde fast i en blødhed og overvejet, hvordan jeg bedst muligt skaber mere empati – selvom det er svært. Jeg kender rigtig mange, der er i min situation, der har rigtig svært ved at holde fast i det bløde, når man hele tiden bliver mødt af had. Når andre føler, at de har ret til at råbe ad en, spytte på en eller tæske en, så bliver man nedbrudt. Jeg var for eksempel på en fotoskydning med min veninde, som er designer, hvor hele castet var transkønnet. 

Mens vi tog billederne, kom der nogle unge og smed to kanonslag efter os – en blev ramt i nakken, og en anden fik en knytnæve i hovedet. Så når man konstant bliver mødt af aggressioner og had, så er det rigtig, rigtig svært at holde fast i det bløde. Had avler had, og der skal virkelig meget styrke til at bevare forståelse og blødhed, når man altid bliver mødt af det modsatte. Og jeg har gjort det til min mission at møde folk med blødhed, som også var med i mine overvejelser, da jeg sagde ja til ”Vild med dans” . Jeg har holdt fast i, at Danmark skulle møde min blødhed, som den første transkønnede deltager i programmet. For jeg tror, at det er vejen til forståelse. Forståelse skaber dialog, og det, tror jeg, er noget af det vigtigste at have for at skabe en verden, vi alle kan leve i." 

Læs også

Ellen Hillingsø: "Det er dumt at spilde sin tid på at være bange for at blive gammel"

Hvilke overvejelser gjorde du dig om din deltagelse i ”Vild med dans”?

"Det var vigtigt for mig at være relaterbar. Jeg tænkte meget over, at jeg ikke ville virke som om, jeg ville presse en holdning ned over hovedet på nogen, og at jeg heller ikke ville være aktivistisk – så min kønsidentitet på den måde ikke skulle blive omdrejningspunktet. For mig var det bare vigtigt at få lov at være og vise, hvem jeg er som menneske først og fremmest. At jeg er fjollet, at jeg kan lide bøf, at jeg er sårbar og at jeg brænder for at performe. I den forbindelse gjorde Mastiff og hele holdet bag ”Vild med dans”, at jeg følte mig set og hørt, på en måde jeg aldrig har følt det før, og de lod mig tage styringen fuldstændigt over måden, jeg blev præsenteret på. 

Jeg har også ville holde fast i, hvad det almindelige er i min fortælling  – altså hvad er det for nogle universelle følelser, som alle kan relatere til? Alle ved, hvordan det er at blive misforstået. Alle ved, hvordan det føles at blive nedgjort af en chef, forældre eller andre. Alle ved, hvordan det er at føle sig ked af det eller ikke føle sig rummet. Så jeg har prøvet at fortælle min historie gennem alle de her følelser, som er almengyldige for alle mennesker, så så mange som muligt kan relatere til dem og måske føle sig spejlet. Derfor håber jeg også, at det rækker ud over bare queer- eller transpersoner, men at det omhandler os alle sammen. Om, hvordan vi omgås hinanden, og at vi skal møde hinanden med forståelse og rummelighed, uanset hvilken skævhed vi end har. For jeg tror, at vi alle har en eller anden skævhed, der skal rummes. Men det vigtigste for mig ved at deltage var at opfordre til en dialog, hvor folk forhåbentlig kan forstå, at vores rettigheder også er værd at kæmpe for." 

Hvorfor er det vigtigt for dig at sætte fokus på transkønnedes rettigheder?

"Lige nu er der en politisk kampplads, der drives frem af en anti-trans agenda. Der er rigtig meget på spil lige nu – specielt efter præsidentvalget i USA. Trump bruger os transkønnede som en minoritet, der skal forestille at være en kæmpe trussel for menneskeheden og de traditionelle værdier – at vi er perverse og prøver at vælte en forståelse om køn. Vi prøver ikke at vælte noget som helst, vi prøver bare at skabe et rum for, at vi kan være os selv – og det er vigtigt for mig at bruge min platform til det. 

Der er flere måder at være i verden på, og vi prøver bare at skabe et større nuancefelt. Vi kæmper for friheden til at måtte udtrykke sig, som man vil, og vi kæmper for retten til at bestemme over sin egen krop. Og derfor kan jeg godt se, hvorfor Trump ser os som en trussel, for vi repræsenterer den yderste frihed til at bestemme over egen krop, for vi tager den mest drastiske beslutning om, hvem vi vil være. Og hvis kvinder ikke engang må få lov at bestemme, om de vil have en abort eller ej, så kan jeg godt forstå, at vi er en trussel fra hans synspunkt. Jeg synes, det er alfa og omega, at vi får sat en kæp i hjulet på det narrativ. Derfor synes jeg også, det er vigtigt at hidkalde alle, som tror på retten til frihed over sin egen krop – for vi kæmper samme kamp. Det kan godt føles som om, at USA er langt væk, men det skaber ringe i vandet til Danmark. Og jeg håber, at den form for menneskerettigheder er noget, vi alle kan blive enige om at værne om."