5 skønne spisesteder i Luxembourg
Luxembourg, hovedstaden i det lille hertugdømme af samme navn, er en lille, hyggelig by, som ud over god shopping byder på en hel del kulinariske oplevelser.
Hip middag
Vil du spise på en af byens hippe og prisvindende restauranter, er Um Plateau et godt bud. Mens du sidder og kigger på restaurantens velkomponerede menukort, får du serveret en hjemmelavet paté med en kniv, rustikt stukket i den, og en lille bagerpose med det skønneste brød. Stemningen er afslappet, men alligevel tjekket, der er tænkt grundigt over designet i indretningen, og den franskinspirerede mad er virkelig lækker. Husk at bestille bord i forvejen.
Drinks og fingermad
Når aftenen falder på, er det hyggeligt at varme op til middagen med en drink eller to. Ikki er en af de smarte barer i Rives des Clausen-området og ligger i et tidligere bryggerikompleks, som er bygget om til gastronomisk center med restauranter, drinksbarer og ølsteder. Bestil en lækker cocktail og få et lille gratis fad med tapas til, mens du nyder musikken og kigger på mennesker. Der er forskellige musikarrangementer i løbet af måneden, og du kan også fortsætte direkte ind i stedets restaurant, hvis du vil blive samme sted hele aftenen.
Ostehimlen
Hvis du er vild med ost, er Fromageriet på adressen 18, rue du Curé i Luxembourgs gågadekvarter lige noget for dig. Her kan du købe alverdens oste med hjem – og oste er meget billigere her end i Danmark – men du kan også slå dig ned ved et af de små høje borde og spise en skøn ostefrokost. Prøv f.eks. stedets raclette eller dagens ostetallerken. Uhm! Stedet er også kendt for sit store udvalg af skønne vine.
Lidt som La Glace
Ægte varm chokolade med masser af flødeskum og kager i alle afskygninger. Hvis du er til gammeldags konditoristemning som på La Glace i København, bør du lægge vejen forbi Namur i 27, rue des Capucins. Firmaet kan fejre 150-årsfødselsdag i år, og stedet er bestemt et besøg værd, hvis du har fået trætte ben og glødende betalingskort af for meget shopping.
Lækkerier på marked
Onsdag og lørdag er der stort marked på Place Guillaume og Place de Paris. Markederne holder åben fra kl. 7.00 om morgenen til kl. 13.30, og du kan købe friske lokale produkter som frugt, grøntsager, mælkeprodukter, oste, brød, oliven, fisk og kødvarer. Her er ægte sydlandsk stemning, og varerne er præsenteret så smukt, så smukt.
LÆS OGSÅ: 5 gode drinkssteder i Manchester