Firenze har tradition for god mad – især hvis du bevæger dig uden for bymidten. På den anden side af floden Arno ligger de bedste spisesteder, hvor stemningen er lokal og afslappet, blot ti minutters gang fra centrum.
Trattoria I'Brindellone er et lille, diskret og uprætentiøst trattoria, der imponerer med sin lave pris og høje kvalitet. Deres stegte squashblomster, fiori di zucca fritti, er himmelske! Der hænger en signeret fodboldtrøje med hilsen til restaurantens ejer fra Martin Jørgen-sen, der tidligere spillede for Fiorentina med nr. 15 på ryggen, så restauranten har åbenbart mindst to danske fans, men er ellers ikke overrendt af turister.
La Pizzicheria er faktisk hverken en restaurant eller et trattoria, snarere en delikatessebutik, men er alligevel værd at nævne. Et fint lille sted at hvile benene og snuppe en sandwich. Vælg selv sandwichens indhold fra disken – der er et godt udvalg af ost og skinke, der kan akkompagneres med et glas lokal rødvin i plastikbæger eller en kold cola. Alting har sin charme, når man er i Firenze!
Borgo San Frediano 15, 50124 Firenze.
Den lokale
Il Guscio er nævnt i flere guider, men alligevel har kun få turister fundet frem til restauranten, der er meget velbesøgt af de lokale og ligger i det turistfri San Frediano-område. Klassisk, florentinsk køkken, som er åbent både til frokost og middag. Det kan være svært at få bord, så husk at reservere.
Ristoro Di Cambi har eksisteret siden 1950 og lever op til forestillingen om det autentiske sydlandske køkken med rustikke hvælvinger og skinker i loftet. Der er plads til mange gæster både ude og inde – og dem er der mange af! Også denne restaurant ligger i "det gamle Firenze". Hvis du er glad for kød, så prøv deres Fiorentina-bøf.
Trattoria Cammillo ligger mellem broerne Ponte Vecchio og Santa Trinità. Endnu et klassisk, rustikt sted med fremragende mad! Har eksisteret siden 1945 og drives nu af tredje generation, der serverer typiske retter. Prøv f.eks. deres hjemmelavede pasta, pappardelle.