Annika Aakjær og Lis Sørensen i 50/50

”Det var simpelthen så grelt at se, at der ingen kvinder var på den liste – det hverken må eller skal passe”

Med en ny, stor portrætserie vil to fotografer sammen med 51 kvindelige artister sætte endnu større fokus på den manglede repræsentation af kvinder og minoriteter på de danske festivalplakater og i radioen – for den mangel er simpelthen for stor, mener de.

51 artister fra den danske musikscene enkeltvist fotograferet foran en hvid baggrund. De spænder bredt i alder, genre og... så er ingen af dem mænd.

Fotoprojektet 50/50 er sat i søen af de to fotografer Christina Jensen og Merle Mejlby, i samarbejde med makeupartist Stephanie Asi Brix - og selvom opsætningen på billederne er simpel, har portrætserien gjort stort indtryk på danskere landet over. Den sætter nemlig fokus på ligestilling, diversitet og repræsentation i musikbranchen – eller manglen på samme. 

For Christina Jensen, der også går under navnet chris1million, er ikke i tvivl om, at der er en skævvridning i kønsbalancen i den danske musikbranche, hvor det langt, langt overvejende er mandlige musikere, der bliver spillet i radioen og booket ind til arrangementer. Det understreger listerne over mest spillede kunstnere i de seneste mange års opgørelser fra organisationen Gramex også.

”Når spillesteder og radiochefer gennem årene er blevet gået på klingen om, hvorfor de ikke booker eller spiller flere kvindelige artister, så har et tilbagevendende argument været, at ”der ikke er nogen”. Det er et meget tamt og tomt argument, synes vi – og det passer heller ikke,” fortæller hun til ALT.dk.

”Med projektet her vil vi derfor gerne give, hvad vi kalder et ’visuelt modargument’ på netop dét: Der er masser af artister, der ikke er mænd… og de er lige her.” 

Top 10-listerne

Hvert år udgiver Gramex, medlemsorganisation i musikbranchen, som nævnt en liste over Danmarks ti mest spillede musikere i DR, TV2, kommerciel radio og instore radio. I 2020 kunne Drew Sycamore se sig selv på 4. pladsen på listen, men også som den første og eneste kvinde på Garmexs top-10 i de 10 år, listen er blevet offentliggjort.

Det var da også netop Garmex top-10 liste, der fik tankerne i gang hos de to fotografer bag 50/50. Da de så listen tilbage i 2019, og kønsfordelingen derpå, tabte de nemlig underkæben.

”Det var simpelthen så grelt at se, at der ingen kvinder var på den liste – det hverken må eller skal passe. Det er jo selvfølgelig overhovedet ikke en problemstilling, som kun gør sig gældende i musikbranchen, men her var den bare rigtig tydelig at se. Vi er ikke selv musikere, men som kvinde synes jeg, at det er et enormt vigtigt emne at gøre noget ved,” siger Christina Jensen og tilføjer: 

”Derudover kommer det hurtigt til at være en snak om kvinder og mænd, fordi statistikker typisk stadigvæk er binære. Men vi vil selvfølgelig også gerne slå et slag for at alle, uanset kønsidentitet, føler sig repræsenteret i musikbranchen. Vi skal alle føle os set, spejlet og repræsenteret.”

51

Snart efter de to fotografer havde set listen fra Gramex, gik projektet i gang. Ud fra en lang bruttoliste med alle, som de to fotografer kunne komme i tanke om af kvinder og minoriteter i den danske musikbranche, valgte de at skære ned ud fra et ønske om diversitet i både genre, alder og erfaring på musikscenen.

”Fra starten var det planen at lave det visuelle modargument så stærkt, at man ikke kunne pille det ned. Det nyttede derfor hverken, at vi blot stillede op med 10 artister, eller udelukkende med unge og upcoming musikere, fordi projektet i så fald kunne affejes med et: ’Det er, fordi de ikke er slået igennem endnu’-argument. Vi var nødt til at have en lang række artister, der har en vid tyngde og gennemslagskræft, så det virkelig blev tydeligt, hvor stort problemet er både nu og tilbage i 70'erne.” 

I fotoprojektet afbilledes både store ikoner såsom Lis Sørensen og Hanne Boel, men også yngre artister som MAGS og søsterduoen PRISMA. De har valgt at navngive værket for 50/50, trods de samlet har fotograferet 51 artister.

”Det kan man tolke lidt på, som man har lyst til. Jeg vil lade det være op til modtageren at lægge den betydning i det, som de har lyst til,” forklarer Christina Jensen.

De dårlige vaner

Sammen med de 51 artister vil de to fotografer bag 50/50 gøre op med noget helt grundlæggende:

Nemlig hvordan vi som kulturforbrugere bruger musik, men også hvordan der udvælges artister til både radioen og festivalplakaten.

”Både i musikbranchen og i det hele taget handler det ikke om, at man bevidst prøver at holde kønsminoriteter ude eller nede. Det handler rigtigt meget om dårlige vaner, og at vi ikke er bevidste om det. Fordi vi lever i Danmark, som er et frit land, hvor vi har rigtig mange muligheder uanset køn, så er vi måske en lille smule blind for, at der faktisk er en ret stor ulighed,” siger Christina Jensen, der opfordrer til, at man starter med at kigge på sig selv.

”Vi skal først og fremmest indse og anerkende, at det overhovedet er et problem. Dernæst skal vi hver især blive bevidst om vores egne musikvaner. Det kræver selvfølgelig lige det ekstra, hvis man skal begynde at lede efter noget nyt musik, og man skal ikke lytte til en kvinde, bare fordi det er en kvinde. Mænd er også rigtig dygtige musikere, som jeg selv lytter til med stor glæde. Vi skal bare også bare sørge for at sikre rollemodeller – og at de bliver spillet – for den kommende generation af unge piger.”

Det visuelle

De 51 artister er skudt på en hvid baggrund med kraftig flash. Der er ingen forstyrrende elementer, og artisterne har bogstaveligt talt fået spotlightet og muligheden for at udfylde rammen på netop den måde, som de gerne vil udtrykke sig.

50/50 er udkommet som fotobog på Byens Forlag og er derudover pt. udstillet på det populære spillested VEGA i København og hænger på væggene omkring de to store trapper, som man skal gå op ad for at komme ind til selve koncertsalen. De mange, udtryksfulde billeder er umulige at undgå at se – og at ”reminderen” om skævvridninger i musikbranchen er netop visuel og hænger netop dér, giver projektet og dets budskab en helt ny kraft, mener Christina Jensen.

”Et billede kan meget, og det kan noget andet, end musikken kan. Et godt billede har en anden type gennemslagskræft og kan virkelig brænde sig fast på en nethinde. Det er noget, som du kan kigge på, pege på og tale ud fra. Og så er det noget, som du nemt kan dele på de sociale medier,” fortæller Christina Jensen, der i forbindelse med ferniseringen på projektet så mange af billederne poppe op flere steder på bl.a. Instagram.

”Det er virkelig stærkt, at både artisterne selv og mange andre deler billederne, fordi lige det her projekt handler rigtig meget om at være en mængde af folk. En mængde, som virkelig viser et sammenhold og en gruppe, der står sammen om at få gjort noget ved den her problemstilling.”

Det ikke-verbale

Projektet har fået en varm velkomst, både før og efter projektets offentliggørelse, og har indtil videre ikke mødt anden modstand end små praktiske bump på sin vej. Men det har også hele vejen igennem været vigtigt for fotograferne, at projektet er positivt, pointerer Christina Jensen:

”Vi er ikke ude på at pege fingre eller sige, at mænd er nogle idioter – for det er de ikke. Skylden ligger ikke hos én specifikt. Der er rigtig mange aktører, som ikke har haft en bevidsthed om skævvridningen, hvilket blot har været med til, at branchen har vokset sig mere og mere skæv. Det har derfor været vigtigt for os, at det var et projekt, som på en meget konstruktiv og imødekommende måde er med til at italesætte problemstillingen.”

Netop af den årsag har mange kunsterne også givet positiv respons, når de er blevet spurgt, hvorvidt de ville være en del af projektet.

”Det er ret tydeligt, at det er et emne, som mange synes, er rigtig vigtigt, og som de rigtig gerne vil bakke op om. Men det er også et emne, som mange ikke har lyst til at blande sig i, fordi ligestillingsdebatten er hård i Danmark,” fortæller fotografen.

”Det var ret slående, at flere af artisterne sagde, at en af grundene, til at de sagde ja til vores projekt, var, at de her kunne være med til at vise, at de er her, at de bakker op, og at de er en del af en bevægelse og et fælleskab – men uden at sige noget. Det synes jeg godt, at man kan give en tanke eller to; at det faktisk stadigvæk er sådan i Danmark, at man ikke har lyst til at blande sig i ligestillingsdebatten – i hvert fald ikke verbalt.”

Rollemodellerne

Da Christina Jensen selv var helt ung, manglede hun en kvindelig musiker at spejle sig i, og derfor er dette projekt ekstra vigtigt for hende – og noget, hun er særligt stolt over. Og at de mange artister blander sig i debatten på denne måde, håber hun, kan være med til at skabe en ændring, der kommer til at gavne yngre generationer.  

”Problemet ved skævkønsbalancen er, at det er en selvforstærkende effekt. Når vi primært bliver eksponeret for mandlige artister, så er der også mange flere unge drenge, der sidder hjemme på værelserne og spejler sig i dem, de ser. Hvis der ingen kvinder er på scenen, hvem skal pigerne så se sig selv i?”, spørger Christina Jensen.  

”Ligesom det er gældende på alle leder og kanter af samfundet, om det er at få en kvindelig statsminister, eller få flere kvinder på plakaten til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival, så er det virkelig vigtig, at unge kvinder har nogle seje forgangskvinder, som de kan stå på skuldrene af. Har man nogle stærke rollemodeller, så begynder det at vokse stille og roligt.”

Til de unge har Christina Jensen derfor ét budskab:

”Kvinder er megaseje og kan sagtens være musikere. Det ikke er mændene, der har patent på det her.”

Udstillingen kan ses i VEGA i København frem til 19. april. Derefter kan den opleves i Musikhuset i Aarhus i maj og juni, samt i Værket i Randers i oktober og i Forbrændingen i Albertslund til efteråret.