Bryllupsgæster

7 ting du skal undgå: Det brokker bryllupsgæster sig altid over

Især punkt nummer #3 kan få os til at gabe…

I udgangspunktet skal gæster jo ikke brokke sig, og da slet ikke til bruden. Men det sker alligevel, at nogle af de inviterede synes, noget kunne være gjort anderledes. Her lister ALT.dk syv irriterende scenarier op, du kan komme i forkøbet.

1. Lang ventetid mellem reception og fest

Det kan være rart med et pusterum efter vielse og reception. Nogle trænger måske til at trække lidt frisk luft, andre vil gerne hjem og skifte tøj til et mere festligt aftendress, inden selve middagen går i gang. Brudeparret selv udnytter ofte tiden til at få taget billeder af en professionel fotograf. Men sørg for, at der ikke er alt for mange timer at slå ihjel. Især kan det være et problem for de gæster, der kommer langvejs fra og derfor ikke kan tage hjem i ventetiden. Evt. kan I lade receptionen fortsætte uden, at I, brudeparret, er til stede, mens I selv får taget billeder.

LÆS OGSÅ: Kære Bryllupsgæst: Sådan her skal du absolut ikke bruge Instagram, når du er til bryllup

2. At få en kedelig bordherre

Gab, det kan blive en lang aften, hvis du får brudens kedelige fætter Finn til bords. Derfor bør brudeparret gøre sig umage med at blande gæsterne ved bordet på en måde, så snakken falder let, og alle føler sig i godt selskab. Overvej, hvem der kunne have noget fælles at tale om. Hvem snakker absolut ikke sammen? Hvis der er nogle vennegrupper, kan det være en god idé at bryde dem op, så de gæster, de pågældende venner sidder ved siden af, ikke kommer til at føle sig udenfor. Brug evt. det gratis værktøj Tablerrr til at placere folk og holde styr på, hvem der skal sidde hvor.

3. For mange og for lange taler

Her har vi en klassiker, de fleste nok kender til. Alt for mange og alt for lange taler med indforståede jokes, som kun taleholderen selv forstår, keder gæsterne og trækker aftenen i langdrag. I værste fald når maden at blive kold, og brudeparret når ikke at danse brudevals inden midnat, som traditionerne ellers foreskriver. Sørg for at vælge en toastmaster, der forstår at overholde et stramt tidskema. Det er hans eller hendes job at holde snor i taler og sange og at give gæsterne besked om, hvor meget tid der er sat af til hver af dem. Instruér toastmasteren i at prioritere de vigtigste talere såsom brudens far, gommen, forloveren, brudgommens far og bruden. Sørg også for, at toastmasteren ved, at han ikke skal præsentere en ny taler, lige inden næste ret bæres ind. Ellers risikerer I, at tjenerne står og venter med fadene, mens den rosa stegte steg lige så stille bliver kold. Læs mere om, hvordan du skriver en god tale her.

LÆS OGSÅ: Hvis du er nervøs: 6 eksperttips til at holde tale ved dit bryllup

4. At der ikke er nok mad

Eller at maden ikke er god. Der er intet, du kan gøre ved det, når du sidder der på dagen som brud. Lige præcis den dag, skal du ikke gøre andet end at nyde. Problemet skal I komme i forkøbet allerede, når I beslutter jer for, hvem der leverer maden. Snak med andre, der har erfaringer med at bruge lige præcis det cateringfirma eller den restaurant ved et større arrangement. Og husk at bede om at få en prøvemiddag, så I selv har smagt på maden inden den store dag.

5. For lidt alkohol

Hvis I gerne vil sikre jer en festlig aften, skal I ikke løbe tør for alkohol. Nogle vennekredse er mere drikfældige end andre, men som tommelfingerregel skal I ifølge Sally Hansen fra Restaurant Wilhelm i Charlottenlund regne med, at hver gæst i løbet af middagen drikker ca., hvad der svarer til en flaske vin. Vil I servere champagne, cava, cremant eller en anden type mousserende vin til receptionen efter vielsen, kan I regne med at skulle købe en flaske for hver tre gæster. Lav evt. en aftale om at kunne levere uåbnede flasker tilbage til forhandleren efterfølgende. Så skal I ikke være bange for at komme til at købe for meget.

LÆS OGSÅ: 7 smukke bordkort du selv kan lave til brylluppet

6. Selv at skulle betale for drinks efter middagen

Det er selvfølgelig trælst, hvis du som gæst selv skal have penge op af lommen, når du får lyst til en gin og tonic efter middagen. Men det kan være nødvendigt, hvis det er den eneste måde, brudeparret kan få budgettet til at gå op på. Nogle finder det måske nærrigt, og det er da også god stil, at værterne betaler hele gildet, nu gæsterne er mødt op i pænt tøj og har købt en dyr gave. Men mon ikke det går an, hvis alternativet til egenbetaling i baren er ingen fest overhovedet.

7. For tidlig lukketid

Ingen har lyst til, at en god fest skal slutte. Hvis I gerne vil have, at dansen skal fortsætte til den lyse morgen, så dobbelttjek at det selskabslokale eller den restaurant, hvor I holder festen, ikke smider jer ud allerede klokken 01.00.

Se mere bryllup