Trine Gadeberg mand revy sommerhus

Trine Gadeberg havde mange nætter på hotelværelser hvert år: Så traf hun en stor beslutning

Det er slut med uendelige nætter på fremmede hotelværelser for skuespiller, Trine Gadeberg. Hun har nemlig købt og indrettet et sommerhus i det nordjyske, hvor hun igen i år spiller sommerrevy.

”Driving home for Christmas" fik en lidt anden betydning for entertainer og sangerinde Trine Gadeberg sidste jul. Hun havde sidste job – en kirkekoncert i Jylland – 19. december, og da hun vendte bilen mod hjemmet i København, græd hun.

"Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at skulle tage et år til med 198 dage hjemmefra og 198 nætter i andre menneskers senge," forklarer hun på en varm sommerdag i haven.

"Da jeg kom hjem og så min mand, Kasper, sagde jeg: Er det sådan, du ser ud?"

Trine Gadeberg er naturligvis glad for at have et job, som sender hende til koncerter, revyer og optrædener som den lille dreng Pelle, som altid siger sin mening og spidder samfundet på én og samme gang.

Men alle de rejsedage tærede på hende, og så var der kun én løsning, eftersom hun igen i år skal være med i Hjørring revyen.

"Vi købte et billigt sommerhus, for så er jeg altid tæt på hjemme," siger hun.

Huset ligger i Tversted i Nordjylland, og det var ikke et hvilket som helst hus, for det var det selvsamme hus, som Trines kollega Christiane Gjellerup Koch lejede sidste år, da hun også var med i Hjørring revyen.

Blå bog

Trine Gadeberg, 55 år, er sanger og skuespiller.

Hun er med i Hjørring revyen for sjette gang.

Hun er gift med Kasper le Fevre, som ligeledes er med i revyen. Parret har også podcasten ”Den hvide dame”, ligesom Trine Gadeberg er med i en strikkepodcast, ”Mens vi strikker”.

Til efteråret tager hun på turne med Pelle, som er hendes fem et halvt-årige alter ego.

Trine Gadeberg er mor til skuespiller Andrea Heick Gadeberg.

"Da jeg så det, tænkte jeg som sædvanlig, ”Hvorfor lægger man ikke lige den væg ned eller fikser det hjørne?”, men jeg havde jo aldrig drømt om, at huset skulle blive mit. Men da Kasper så begyndte at sige ”Kunne man lige…?”, så købte vi det."

Men Tversted passer fantastisk, for ikke bare bliver hun næsten nabo til sin revykollega Preben Kristensen, så har de også kun 20 minutters kørsel til Hjørring revyen, hvor Trine i år slår sine folder for sjette gang.

1.jpg

En særlig mintgrøn væg

Lige siden parret overtog stedet i januar i år, har Trine lagt alle sine kræfter i at sætte det i stand. Hun elsker nemlig at indrette og går for eksempel gerne på loppemarkeder eller handler brugte varer på nettet.

"Min mand synes måske nok, at det er lidt irriterende, at jeg hele tiden går og tænker på en særlig mintgrøn væg, for det er jo ham, der skal male den," griner hun.

Der er en del at gøre, for det nye sommerhus trænger til både nye gulve og en ordentlig spand maling, men kommer tid, kommer penge, som Trine siger. 

Mange af møblerne er de dog kommet let til, for begge deres mødre døde i 2018, og nu er mange af møblerne kommet til deres ret i Tversted efter at have stået til opbevaring.

"Vi får dog nok ikke meget tid til indretning, for Kasper skal jo også holde lidt fri. Det er jo ikke meningen, at jeg skal gøre livet surt for ham."

Lidt får parret dog nok tid til at gøre ved deres nye hus.

"Jeg elsker at indrette, og jeg kan godt lide at tage noget genbrug og flytte det ind i nye rammer. Nogle af de ting, der stod i sommerhuset, har vi givet til Røde Kors, mens andre er blevet malet eller kommet i en ny ramme for eksempel."

2.jpg

Ferie i august

På den måde har Trine Gadeberg og Kasper gjort huset til deres eget.

"Der er fantastisk deroppe, og jeg er begyndt at holde meget af det område," siger Trine, som selv stammer fra Esbjerg-egnen, men i dag bor på Amager.

Når man er med i en revy hele juni og juli, går man også glip af store dele af den danske sommer, som unægtelig kan være en blandet fornøjelse. Men det generer ikke Trine Gadeberg.

"Jeg tænkte faktisk lige over det i går. Men nej, jeg får sommer i august, som også er en dejlig sommermåned og hvor jeg har fri, og jeg ville ikke undvære at spille revy. Det eneste, jeg er ked af, er, at jeg skal undvære min have hjemme i København," siger hun og kigger sig omkring i haven, som både indeholder et sandt blomsterhav, et vildmarksbad, en sauna og en terrasse, som snildt kan rumme en mindre havefest.

Strik som livredning

Haven kan også bruges til en stille stund med strikketøjet, for lige siden Preben Kristensen lærte Trine Gadeberg at strikke, har hun praktisk talt konstant haft et par pinde mellem hænderne.

"Strik har reddet mit liv," siger hun med en pludselig alvor.

4.jpg

"Jeg har jo nok et ekstraordinært højt drive. Og det er nok en underdrivelse, for min mand har det tit sådan, at han har lyst til at proppe mig i en flyverdragt og sende mig ned i gården for at løbe et par omgange. Men så er det bare med at finde strikketøjet frem, for det virker. Strikketøjet skaber struktur i hjernen, fordi jeg sidder og tæller ”en ret, en vrang, to ret, to vrang.” Når jeg sidder sådan, kan jeg ikke tænke på revytekster og sommerhusindretning. Der får min hjerne ro," siger Trine Gadeberg, som har podcasten ”Mens vi strikker” sammen med skuepillerkollegerne Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Koch.

Den får en lille pause til sommer, hvor to ud af tre står på revyscenen i Hjørring.

"Nu glæder jeg mig til at bo i et hus, der er mit, mens jeg spiller revy, og jeg glæder mig til at komme hjem om aftenen til en god gin på terrassen og de lyse nætter. Nu har jeg fået et sted, jeg hører til."

5 hurtige sommerspørgsmål

  1. Bedste sommerminde?
    "Der var et år, hvor min storesøster og jeg cyklede 11 kilometer hver dag til en jordbærplantage, hvor vi plukkede jordbær for penge hele sommeren. Jeg tror måske, jeg indimellem puttede lidt småsten i bunden af bakkerne for at få dem til at veje noget."
  2. Hvad lavede du ellers om sommeren?
    "Vi søskende lavede cirkus i haven sammen med de andre børn i området. Min storesøster var sprechstallmeister, min lillesøster styrede tæppet, men det var vist mig, der havde alle de andre roller: klovn, trapez-dronning, det hele!"
  3. Bedste sommermad?
    "Det er labneh – en drænet yoghurt tilsat hvidløg – med grillet asparges og citronolie og brunet smør, som serveres på et fad."
  4. Bedste ferie?
    "Det var, da Andrea (Trines datter, Andrea Heick Gadeberg, som også er skuespiller, red.) og jeg var i Los Angeles, hvor vi lejede en bil og susede rundt på sekssporede motorveje og så, hvor alle de rige bor i Beverly Hills. Vi spiste god mad, besøgte Universal Studios og Disneyland og boede et fedt sted ude ved kysten. Det er 15 år siden, men vi taler stadig om det."
  5. Hvad læser du denne sommer?
    "Jeg er meget optaget af islandske forfattere i år, og denne sommer glæder jeg mig til at læse ”Stjernernes Knitren” af Jón Kalman Stefánsson."