15-årige Ada savner ligestilling i folkeskolen: Er træt af sexistiske jokes og manglende hygiejneposer

Vi er i år 2022, men der bliver stadig sat spørgsmålstegn ved, om kvinder kan det samme som mænd. I min klasse blev der sagt, at en kvinde ikke kunne være forsvarsminister.

Det var sagt for bevidst at være provokerende, men efterfølgende startede det en debat i klassen, hvor det for alvor blev diskuteret, om det var muligt. Der blev bl.a. talt om, at en kvinde ikke kunne være forsvarsminister, hvis hun ikke havde været i militæret og derfor ikke havde erfaring. Gad vide om alle mandlige forsvarsministre har været i militæret? Mon Morten Bødskov har været i militæret? Det er et dårligt argument, og jeg mister næsten håbet for ligestillingskampen. 

Hvad er ligestilling egentlig? Og hvordan opnår vi ligestilling? Vi skal selvfølgelig have økonomisk ligestilling mellem kønnene, fx i form af ligeløn, og der skal flere kvinder i bestyrelser og magtfulde positioner. Social ligestilling er mere kompliceret, fordi den form for ligestilling handler det om, hvordan vi behandler og tænker om hinanden. Især måden, vi tænker om hinanden på, er en udfordring.

Bliver puttet i en boks

Jeg har selv oplevet, at man ubevidst har større respekt for mænd end kvinder. Jeg træner mindre børn, og det gjorde jeg sammen med en dreng på cirka samme alder som mig.

Børnene havde langt mere respekt for ham end for mig. De turde ikke tale med ham. De turde godt tale med mig og holde mig i hånden. De ville hellere trøstes af mig, og jeg blev hurtigt en omsorgsperson. Børnenes adfærd er allerede kønsstereotyp. De puttede altså ting og hinanden ind i stereotype bokse. De stereotype kønsroller er indlejret dybt allerede fra barnsben.

Når jeg siger, at jeg er feminist, bliver jeg også hurtigt puttet i en boks. Man bliver ofte set som den skingre, irriterende feminist. Men jeg er feminist, og det har jeg lov til at være, når jeg argumenterer for ligestilling.

I ophedede diskussioner er jeg kommet til at sige provokerende ting, som ikke har styrket min sag. Det har jeg lært af, for jeg gider ikke at høre på det for evigt. Jeg oplever, at nogle drenge kan slippe afsted med sexistiske jokes uden at skulle høre for det overhovedet. Til tider støtter de ligefrem hinanden. Men hvorfor skal jeg høre for mine provokerende udtalelser, når de ikke skal?

Kamp for håb - og hygiejneposer

Jeg mister også håb, når vi ikke har det nødvendige inventar på toiletterne. På skolen overtog vi det gamle drengetoilet på grund af corona. Der var ikke nogen hygiejnepose. Det var vist bare en forglemmelse. Vi spurgte, om vi kunne få en, og vi fik at vide, at den snart ville blive sat op. Det gjorde den ikke. Da jeg senere mindede dem om det, fik jeg at vide, at det bare var ærgerligt, og at jeg ikke kunne forvente, at der altid var hygiejneposer på alle toiletter. Men jeg burde kunne forvente, at der altid er hygiejneposer på toiletter. Det her er et konkret eksempel på manglende social ligestilling. På min skole endte det dog med, at de blev sat op. Hygiejneposer er nemlig lige så vigtige som skraldespande og toiletpapir.

Når jeg har hørt på nok sexistiske jokes, fået at vide, at jeg ikke kan blive forsvarsminister, og der har manglet hygiejneposer på skoletoilettet, bliver jeg træt.

Jeg er træt af, at folk ikke gider at tage mig alvorligt, jeg er træt af de indlejrede stereotype kønsroller. Og det her er små ting i hverdagen, men tilsammen udgør alle de små ting et stort ligestillingsproblem.

Måske når vi frem til økonomisk ligestilling med tiden. Men eksemplerne fra min hverdag viser, at der er lang vej til social ligestilling. Det skal dog ikke forhindre mig i at blive ved med at prøve.