Eva blev bortadopteret som spæd: ”Det blev min stærkeste identitet”

Eva Armini var kun fem-seks år gammel, da hun første gang hørte historien om den dag, hendes adoptivmor rejste fra Örebro til Stockholm for at hente en baby, der var annonceret i bladet Husmodern.

"Mor, eller min adoptivmor, fortalte mig, at jeg havde ligget i en anden dames mave," forklarer Eva.

Læs også

Søsterkærlighed: Maria og Rekha genfandt hinanden efter 43 år

"Hun sagde: "Men den mor ville ikke have dig, så jeg kom.""

76-årige Eva holder en kort pause, før hun fortsætter:

"Jeg lå i en åben kuffert i stuen. Da min adoptivmor bar mig ud af lejligheden, råbte min far: "Det kan vi ikke, det kan vi ikke!"."

"Det satte sig fast i mit hoved og banede vejen for, at jeg senere opsøgte min far," fortæller Eva.

Annoncen i Husmodern lød: "Baby forventes 10.-20. september af unge raske forældre af god familie, søger godt adoptivhjem. Helst direkte fra barselsafdelingen. Svar til ”dreng eller pige”.

"Dengang var det ikke ualmindeligt, at børn blev bortadopteret, fortæller Eva. Men det var som regel, fordi moderen var ugift. I dag tænker jeg mindre over, hvorfor jeg blev bortadopteret. Det optog mig mere, da jeg var yngre."

Allerede som barn følte Eva, at det var en styrke at være adopteret. Hun mærkede aldrig behov for at holde sin baggrund hemmelig:

"At være adoptivbarn blev min stærkeste identitet. Der var nogle problemer i mit adoptivhjem, men fordi jeg var adopteret, kunne jeg tænke: "Det er ikke mine problemer, jeg er mig selv". Jeg tror også, det gjorde, at jeg turde meget. Jeg var frygtløs og kastede mig ud i eventyr."

En spændende mor

Når Eva som barn fantaserede om sine biologiske forældre, føltes det først og fremmest spændende. Hendes mor var model, havde hun fået at vide.

"Jeg vidste, hvem mine forældre var. Min adoptivmoster læste Husmodern, og i kælderen havde hun gemt et par eksemplarer med min mor på billeder og på forsiden. Min kusine og jeg plejede at snige os ned i kælderen og bladre i de blade."

Eva læner sig lidt frem og tilføjer:

"Jeg så min elegante mor lidt som en filmstjerne. Alt virkede spændende, og min bedste veninde Rigmor blev draget ind i det. Vi piger var fascinerede af, at min mor var model med smart tøj. Rigmor fortalte mig senere, at hun som barn ønskede, at hun også var adopteret. Hun spurgte sine forældre, "Er I virkelig sikre på, at jeg er jeres barn?""

Eva griner lidt.

Læs også

Kirsten fra ”Anna og Lotte” er 80 år og hospitalsklovn: Jeg bliver ved, til jeg bliver smidt ud

"Jeg talte med Rigmor forleden dag," siger hun.

"Vi er stadig bedste venner. Hun er den person, der har kendt mig længst. Vi lærte hinanden at kende i folkeskolen. Vi var begge enebørn, men da vi var ni år, fik vi pludselig en lillebror hver. Det var et sjovt sammentræf. De blev som levende dukker for os. Rigmor har fulgt hele min historie, og det er meget værdifuldt for mig."

Sammen med Rigmor plejede Eva at lave telefonfis.

"Vi havde masser af sjov og ringede til flere kendte mennesker. Det gjorde man ofte dengang."

Men Eva, som på det tidspunkt var 10 år, havde lagt en plan om, at hun og Rigmor også skulle ringe til Evas biologiske far.

"Jeg havde været på posthuset og slået ham op i telefonbogen for Stockholm," fortæller Eva.

"Når man havde drejet alle numrene, kom det der øjeblik, før nogen svarede ... Jeg tabte næsten vejret. Og da jeg hørte hans stemme, var det et rystende øjeblik. "Undskyld, jeg er kommet til at dreje forkert," sagde jeg. Så lagde jeg røret på."

Telegram fra far

Men bare det at høre sin fars stemme var nok for Eva i lang tid. Årene gik. Hun flyttede til Göteborg for at studere.

"Det varede ti år. Så følte jeg mig klar til at skrive et brev for at høre, om min far ville se mig. Det var jo ikke en selvfølge. Men jeg ledte ikke efter en far på det tidspunkt, jeg var jo 20 år. Jeg ville bare vide, hvor jeg kom fra."

Eva husker, hvordan hun skrev et par korte, faktuelle linjer:

"eg fortalte ham, hvornår jeg var født, og at jeg vidste, at jeg var hans datter. Jeg spurgte også, om han havde lyst til at møde mig. Allerede dagen efter at jeg havde sendt brevet, ringede det på døren. Udenfor stod et telegrambud: "Telegram til dig." Jeg havde aldrig modtaget et telegram før. Bare det!"

Eva griner igen, men fortsætter hurtigt:

"Det var uventet. Jeg havde tænkt: "Der kommer vel svar om nogle uger, hvis overhovedet." Men jeg blev meget glad for det hurtige svar. Jeg vidste nu, at min far gerne ville møde mig."

Læs også

Irma blev stjerne som seksårig – men på vejen til toppen blev hun pisket og udnyttet

"Vi mødtes så i Stockholm, hvor han boede. Han stod og ventede ude på gaden. Jeg så ham med det samme, da jeg steg ud af taxaen. Det møde betød meget. Jeg følte, "Nu ved jeg, hvem min far er." Vi talte om vores liv. Det var interessant at finde ud af, hvordan han var, og vi holdt kontakten. Det resulterede i, at jeg også mødte flere andre medlemmer af min biologiske familie."

Eva læner sig tilbage og forklarer, at hun og hendes biologiske far også talte om Evas mor.

"Men hun var flyttet til udlandet, og jeg tænkte aldrig, at jeg ville opsøge hende. Det var min far, jeg var interesseret i. At han havde råbt, "Nej, det kan vi ikke!", da jeg blev båret ud som spæd, gjorde det muligt at opsøge ham. Ellers havde jeg måske aldrig skrevet det brev."

Eva har tidligere arbejdet som lærer og skoleleder, og historiefortælling har altid ligget hende meget på sinde.

"Jeg plejede at ville skrive en bog. Men jeg er et livligt menneske - det passer mig ikke at sidde og skrive i tusind timer. Nu, hvor jeg er blevet ældre, er jeg faldet til ro. Måske kan jeg faktisk gøre det nu. Jeg kunne skrive en bog om mit liv, men jeg tror hellere, jeg vil skrive en roman."