Karina Frimodt har båret på hemmelighed i mange år - en uventet ven hjalp hende videre
Karina Frimodt har i årevis båret på en hemmelighed, men under tv-optagelser bliver det pludseligt tydeligt for alle - og så træder Thomas Bo Larsen til.
De fleste kender til, at der er fødevarer, som de bare ikke
kan lide. Det kan være ost, fisk eller tørret frugt, som man ikke har nogen
interesse i at smage – og det uanset, hvor meget andre forsøger at lokke.
For nogen er kræsenheden dog så omfattende, at den sætter et
stort præg på hverdagens måltider.
Det kender danser Karina Frimodt alt til. Siden hun var barn,
har hun ikke kunnet spise bestemte fødevarer – og det har haft flere
konsekvenser. Der har været tårer og kommentarer – og til sidst en frygt for at
blive syg.
”Den mad, som jeg kan lide, er lidt børnemadsagtigt – det er
meget simple retter,” fortæller hun ærligt til alt.dk.
Hun kan lide al slags kød, og sovs har hun det også fint
med. Ris, pasta og næsten alle typer brødspiser hun også.
”Men jeg spiser ikke kartofler og grøntsager overhovedet –
kun lidt agurk en gang imellem. Jeg kan heller ikke lide frugt som meloner
eller jordbær. Generelt er der noget med konsistensen og lugten, som spiller
ind i mine madvaner. Det er svært at forklare, for der er ingen tvivl om, at
meget sidder oppe i hovedet på mig – og det er blevet en vane,” siger Karina
Frimodt.
Hendes ekstreme kræsenhed er ikke noget, som hun tidligere
har delt. Men hendes venner og familie ved det – og det samme gør mange af
hendes kolleger.
”Alle i min omgangskreds, f.eks. på Vild med Dans og på
teateret, ved det godt, så de stiller ikke spørgsmålstegn ved det længere, for
de ved, at det er en del af mig. Det er, når jeg kommer ud i nye forsamlinger,
at jeg støder på det igen. Jeg prøver ikke at have så meget fokus på min
tallerken, for jeg har ikke lyst til at snakke om min kræsenhed, når jeg er i
et nyt selskab. Det er lidt flovt at sidde og stikke til maden.”
Sidste efterår rejste hun til Sydkorea for at deltage i
TV2-programmet ’Shaolin’. En oplevelse, som hun glædede sig til, men som også
viste sig at være langt mere udfordrende end forventet. Der blev nemlig kun
serveret vegetarmad, så for Karina Frimodt betød det, at hun måtte leve af hvide
ris. Kiloene raslede af hende, men det var også i den situation, at det ramte
hende, hvor meget hendes madvaner styrede hende.
”Jeg kunne jo godt mærke, at hvis jeg skulle være i det
tempel i 12 dage med virkelig hård træning i 40 graders varme og uden mad, så kunne
jeg ikke gennemføre det på så lidt ris hver dag. Det kunne jeg simpelthen ikke
holde til. Og jeg blev bange for mit hjerte, og om jeg overhovedet overlevede,
fordi det var så voldsomt.”
Annonse
”Vi blev undervist af munke, og da masteren sagde, at
det er vanerne, der styrer os, ramte det mig fuldstændig helt ind i
hjertekulen, og jeg tænkte, at jeg er nødt til at spise. Der er også så meget
konkurrencemenneske i mig, så jeg ville virkelig gerne gennemføre, og
jeg ville gerne gøre det godt.”
Tvunget til at spise banan
Når Karina Frimodt ser tilbage, har madens konsistens altid
betydet meget for, hvad hun kunne spise – så meget, at hendes forældre til
sidst begyndte at blende maden for at være sikre på, at hun fik noget at spise.
Og så er der en særlig episode i børnehaven, som har sat markante spor.
”Jeg gik i en børnehave, hvor alle fik frugt sidst på dagen,
inden vi skulle høre historie nede i puderne. Jeg kunne ikke spise noget af
det, men især bananerne havde jeg svært ved. Det, der skete, var, at jeg blev placeret
i køkkenet og tvunget til at spise op. En gang imellem var der en sød
køkkendame, som tog bananen for mig, men ellers sad jeg derude og tudede, for
jeg kunne simpelthen ikke få det ned uden at kaste op.”
En dag kom Karinas morfar og fandt hende ude i køkkenet. Hun
havde ikke sagt noget om det derhjemme, men efter den dag blev hun ikke længere
tvunget til at spise noget.
”Det har måske også udviklet min kontrol over, at der ikke
er nogen, som skal presse mig til at spise det, jeg ikke kan lide. Og jeg har
virkelig udviklet en fobi for bananer efter den episode. Når jeg træder ind i
et rum, ved jeg præcist, hvor de er. Det er værst, når de bliver åbnet – det er
som en stor, klam edderkop for mig.”
Som barn og ung dansede Karina Frimodt også meget, så hendes
forældre lavede den mad, som hun kunne lide, fordi de ville gerne have, at hun
fik noget at spise.
”På den måde har jeg også fået serveret den mad, jeg kunne
lide – og det stod på helt op i teenageårene. Så flyttede jeg hjemmefra, og lige
siden har jeg selv bestemt, hvad jeg har lyst til at spise. Vi har så meget mad
at vælge imellem, og så er det bare let at sige, at jeg tager det, jeg godt kan
lide.”
”Det har også stået på i så mange år nu, at jeg allerede har
besluttet mig oppe i mit hoved, at jeg ikke kan lide det. Hvor jeg for 20 år
siden måske havde smagt på det, er det blevet en vane for mig at sige, at det kan
jeg ikke lide – og så vælger jeg det bare fra. Jeg væmmes ikke ved det – jeg
har bare besluttet mig for, at jeg ikke kan lide det.”
Karina har altid spist meget – bare kun ting, hun kunne lide.
Det har aldrig bundet i et fokus på vægt, og hun har altid levet et aktivt liv.
Det har bare ikke været så sundt i forhold til at få en alsidig og sund næring.
Annonse
”Min læge har også været efter mig i forhold til at spise
mere alsidigt og at få vitaminer.”
Den ekstreme kræsenhed har også været en stopklods for hende
i mange sociale situationer. Der har været middagsselskaber og restaurantbesøg,
som hun har takket nej til, fordi der ikke er noget på menuen, hun kan lide.
”Det kan være irriterende, hvis jeg er ude at spise i et
selskab, hvor jeg ikke kender dem så godt, hvor jeg sidder og stikker i maden,
og spiser mig mæt i kød og brød, for det er der som regel på menuen – og så
ligger resten tilbage på tallerkenen.”
”Mange er uforstående overfor, hvorfor jeg ikke bare kan
spise det. For dem er det den mest logiske ting – om ikke andet så bare at
smage på det. Men jeg ved allerede, at hvis jeg får det ind i min mund, så er
jeg overbevist om, at jeg vil kaste det op. Så der har altid været meget fokus
på min kræsenhed, hvor de enten bliver forargede over, at jeg ikke bare spiser
det, og andre synes, at det er min egen sag.”
”Med tiden har jeg fundet ud af, at det er meget lettere at
lade være med at lægge fokus over på min tallerken, for så skal jeg ikke sidde
og forklare, hvorfor jeg ikke spiser det hele,” siger Karina Frimodt.
Ramte bunden
I Sydkorea kunne hun mærke energien blive mindre og mindre –
og de hvide ris gav hende slet ikke den næring, hun havde brug for. Så trådte
skuespiller og med-deltager Thomas Bo Larsen til.
”Han blev en god ven og støtte for mig dernede. Han var god
til at presse mig – på den helt rigtige måde. Han fortalte om sin egen historik
og om det at være helt nede og ramme bunden. Dernede var jeg, så nu kunne jeg
kun kravle opad.”
Thomas Bo Larsen foreslog hende, at hun kunne tage bare én
ting hver dag, som hun skulle smage på.
”Det kunne jeg bedre overskue – at tage én ting. Og så blev
det stille og roligt mere og mere fra dag til dag. Jeg snød min hjerne. Thomas
smagte en ting før mig og sagde, at det smagte lidt som en madpandekage – og
det kan jeg jo godt lide, så det bildte jeg mig ind, mens jeg smagte. Der var
helt sikkert noget grønt i den, som jeg aldrig nogensinde har spist før. Men
jeg kunne trigge min hjerne til at sige, at jeg skulle smage den. Og så tænkte
jeg, ja, det smager som en madpandekage, og så behøvede jeg ikke at vide mere.”
Annonse
Karina Frimodt og Thomas Bol LarsenBo Nymann
Efter Karina Frimodt er kommet hjem, har hun stadig lyst til
at udvikle sine smagsløg og gøre op med de gamle vaner.
”Thomas er en stor del af, at jeg er kommet videre, og jeg
er ikke bange for det længere. Jeg er også blevet nysgerrig. Når der bliver
serveret noget, så vil jeg gerne smage på det. Og sådan har jeg ikke haft det i
over 40 år. Det er en stille og rolig proces, så jeg kan have mig selv med i
det. Jeg kommer aldrig til at spise bananer, men forleden bestilte jeg en
thai-ret med både bønnespirer og broccoli i – det havde jeg aldrig gjort før.”
Der er mange, som har skrevet til Karina, efter hun åbnede
op om sin kræsenhed i programmet.
”At der kommer fokus på ekstrem kræsenhed, gør det måske
mere okay. Kræsenhed handler ikke om, at man er mærkelig, besværlig og
underlig, fordi man ikke kan spise som alle andre. Jeg er ofte blevet mødt af, at
jeg da i det mindste bare kan smage. Det burde være det letteste i verden, men
det er en stopklods, og det er en psykisk ting, der trigger din hjerne. Og du
skal måske så langt ud, som jeg var, før du får lysten til at forsøge at ændre
det. Og jeg vil anbefale alle andre at sætte sig et realistisk mål, som jeg
gjorde ved at skulle smage én ting hver dag.”
Karina Frimodt
Professional danser i Vild med dans siden 2010.
Har sin egen danseskole i Holte og medvirker desuden i musicalen Dirty Dancing og TV2 programmet Shaolin.
Mor til to børn, Mathilde og James.
Diagnosen ARFID
Avoidant Restrictive Food Intake Disorder (ARFID) er en ny
spiseforstyrrelsesdiagnose, som er kendetegnet ved, at personen spiser meget
selektivt pga. sensitivitet og ubehag ved madens smag eller konsistens. Mange
med ARFID bekymrer sig også om kropslige fornemmelser i forbindelse med at
spise, hvilket afholder dem fra at spise en lang række fødevarer.
I modsætning til andre spiseforstyrrelser som f.eks. anoreksi er ARFID altså
ikke motiveret af vægttab, men undervægt og fejlernæring kan blive konsekvensen
af den selektive spisning.
I Danmark er diagnosen ARFID ikke anerkendt. Men Verdenssundhedsorganisationen,
WHO, har vedtaget, at ARFID er en selvstændig diagnose.