#Aftersex: Over 18.000 deler intime selfies
Glem alt om vovede billeder af din veltrænede mave og struttende kavalergang. En ny tendens vinder frem på de sociale medier, hvor ansigtet er i fokus frem for kroppen.
Over 18.000 mennesker, har i skrivende stund lagt et billede op af sit ansigt på instagram med hashtagget #aftersex - et tal der er stigende, og på siden beautifulagony.com deler brugere billeder og videoer af deres ansigtsudtryk under orgasme.
Hashtagget #aftersex har spredt sig og folk fra hele verden deler selfies under samme hashtag. Det vides ikke, hvor mange danskere, der har taget del i aftersex-festen. Men hvorfor er helt almindelige instagrambrugere villige til at dele så intime detaljer med resten af verden? Ifølge sexolog Jakob Olrik skal svaret findes i den prestige, der er i at vise, at man har god sex.
− Vi vil gerne fremstå som nogle, der har en vis succes i livet, ligesom når man poster, at man har bagt boller og købt nyt løbetøj. Det er et trofæ at vise, hvor godt man har det, så det er med at fremhæve sig selv som en succes, siger han.
Marta Karolina Olsen, seniorrådgiver hos det digitale kommunikationsbureau Advice Digital og ekstern lektor, mener, at folk bliver mere udleverende omkring sig selv, når mediet er imellem personen og den anden bruger, der ser billedet.
− Når man kommunikerer på nettet, så er der en tendens til, at folk glemmer, at de aldrig ville opføre sig sådan, hvis de stod over for en person. Derfor giver nogle mennesker mere af sig selv og bliver mere grænseoverskridende i deres kommunikation. De ville jo næppe invitere folk ind i sit soveværelse "efter sex", så grænserne er enormt sammenflydende på nettet, siger hun.
LÆS OGSÅ: Derfor photoshopper unge deres selfies
Salige blikke og bollehår
Hashtagget #aftersex opfordrer instagrambrugere til at dele et selfie lige efter sex. Går man ind på #aftersex på instagram og scroller ned mellem billederne, flyver der både par med saglige blikke og bollehår, selfies med trutmund og humorristiske fortolkninger forbi. Men hvordan bliver et hashtag til en tendens, og hvorfor er der over18.000, der følger strømmen, når et nyt og trendy hashtag bliver født?
"Nettet har en forside og en bagside."
Ifølge Marta Karolina Olsen skaber hashtags små fællesskaber på internettet, og det handler netop om at være en del af en gruppe.
− De her hashtags skaber nærmest nogle små communities, der bliver etableret om et emne. Nettet har en forside og en bagside. Forsiden er de steder, vi nemt finder hen, som store hjemmesider og sider, vi alle kender. Bagsiden, eller understømmen, skabes blandt andet af de mange hashtags og søgeord omkring mindre communities, hvor man skal kende vejen ind for at være med, siger hun.
Og det er de sociale medier og brugerne selv, der skaber denne kultur for intimitet i de små samfund på nettet, hvor det hele handler om at fremstille sig selv positivt blandt billeder. Ved siden af billedet af pulsuret, morgenmaden med bær og nødder og nyt dyrt tøj er denne form for selvfremstilling dog i en lidt anden boldgade og noget mere grænseoverskridende.
− De sociale medier inviterer til, at man skal vise noget fra sit private liv, og mange følger med for at være en del af en større tendens. Digital dannelse omkring hvad man kan skrive og vise på de sociale medier er jo hele tiden til debat, og det her er lidt en leg med tabuerne og lidt mere grænseoverskridende end normalt, siger Marta Karolina Olsen.
LÆS OGSÅ: 10 måder at forføre din partner på
Pornoen er næsten væk
Intime billeder efter sex eller under orgasme kan både være et udtryk for ekshibitionisme og i visse tilfælde, kan det være en slags amatørporno.
Men både sexolog Jakob Olrik og specialist i digital kommunikation og sociale medier Marta Karolina Olsen mener dog også, at tendensen har en vis poetisk værdi.
− Inden for aktiviteten sex er der mange, der eksperimenterer med forskellige ting. Det her kunne i virkeligheden være en del af noget ekshibitionisme, så det er en del af den seksuelle sfære, men der kan være en vis poesi i det, for pornoen er næsten taget ud af flere af billederne, siger Marta Karolina Olsen.
Jakob Olrik erkender også, at det er en form for ekshibitionisme, når vi poster billeder af os selv under og efter en orgasme. Vi kan godt lide at vise os frem. Han sammenligner det med at ligge på stranden i sin nye bikini og gøre sig til, for man har vel ikke knoklet hele vinteren i fitnesscenteret for ingenting, vel?
− Det er jo en måde at vise seksualitet på, når man har det der helt milde, intense blik efter sex, i hvert fald efter god sex, og det er jo faktisk ret liderligt. Det er jo en lidt salig tilstand, hvor vi er i en form for lykke. Så på den måde er det jo faktisk meget smukt at gøre det, siger han.
LÆS OGSÅ: 4 kendte mænd: her er vores største kropshemmeligheder