25-årige Alexandre flygtede fra krig som barn: ”Jeg lærte at løbe, før jeg kunne gå”

Min eksistens opstod i den del af verden

hvor afsavn kommer før døden

og døden før livet

kun de stærkeste overlever

overlever for kun at leve i traumer

Sådan starter den 25-årige digter Alexandre Nsoni sin digtsamling ”I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd”.

For Alexandre Nsoni har overlevet meget og oplevet endnu mere. Og meget af det har bidt sig fast i ham som traumer, der – bogstaveligt talt – holder ham vågen om natten og dagligt minder ham om den virkelighed, han blev født ind i i Congo, men siden er flygtet fra.

”Jeg skriver digte, fordi jeg prøver at forstå det uforståelige. Det uforståelige består blandt andet af mine egne og mine forældres følelser. Hvis man læser digtene i helhed, er det en dannelsesrejse. Min dannelsesrejse,” fortæller han.

Flugten har både sat sig i sindet, men også materialiseret sig i fysikken. Livet på flugt har også konsekvenser for dem, der overlever.

”Jeg har et handicappet ben, fordi jeg lærte at løbe, før jeg kunne gå. Jeg kan ikke spille fodbold, fordi mine ben er for stive. Jeg kan ikke bøje mine ben, når jeg sidder ned, fordi de er blevet skadet under min barndom,” lyder det fra den unge digter.

Over flydende lig

Alexandre Nsonis rejse startede for 25 år siden under krigen i Congo.

En krig, der har varet af flere omgange, men officielt strakte sig over syv år frem til 2003. Krigen tog mere end fem millioner liv med sig og tvang Alexandre Nsoni og hans familie på flugt.

Allerede fra barnsben blev han fortalt, at han skulle tage sig af sine to søskende, hvis forældrene døde.

Han krydsede floder med flydende lig og blev som femårig bevidst om, at alle kan dø. Ingen er forskånet, når det gælder krig.

Heller ikke ham eller hans familie.

Døden går igen i mange af Alexandre Nsonis digte, som den gik igen i hans barndom.

Vores fødder bar os i 14 dage

 fra Congo til Angola med søvngængeragtige bevægelser

vi skiftedes til at spise og drikke

mor både spiste og drak for to

og var bevæbnet med ord

forhandlede med soldaterne med et gevær for panden

et par sko der blinker i størrelse 22

reddede min far fra at blive likvideret

ved højlys dag

imens min mor rakte dem mine sko

viftede min far sand af sine hævede knæ

I Danmark er børn børn

Familien Nsoni flygtede fra Congo over Angola, før de ankom til Danmark for knap 20 år siden. Alexandre Nsoni var blot seks år gammel, da han satte sine ben i Aalborg lufthavn.

”Mit møde med Danmark var overvældede og angstprovokerende. Jeg havde aldrig set andet end Congo og Angola. Men det var også godt. Jeg kunne se, at her fik børn lov til at være børn.”

Alexandre Nsoni har aldrig haft en barndom.

For selvom krigen i Congo blev skiftet ud med fred og frikadeller, udspillede der sig stadig en krig i hjemmet i Nordjylland i start 00’erne. 

Ifølge Alexandre Nsoni var hans barndomshjem fyldt med vold, alkohol og uro. Forældrenes opdragelsesmetoder var hårde, og slagene faldt ofte. Hans far drak heftigt, og hans mor døjede med et svært sind, der medførte flere mislykkedes selvmordsforsøg.

Lærte at græde indvendigt

Forældrenes omsorgssvigt betød, at Alexandre Nsoni tog ansvaret for sine søskende på sine skuldre. Men ingen tog ansvar for ham, fortæller han:

”Det har altid været mig, der har sørget for mine søskende. Jeg er det tætteste, de kommer på en faderolle. Men der er ingen, der har sørget for mig. Der var ikke nogen, der opdagede, at mine fødder voksede.”

Hverken de fysiske eller mentale forandringer blev italesat.

I stedet gjorde forældrene det tydeligt, at rigtige mænd ikke viser følelser.

Alexandre Nsoni lærte at græde indvendigt, fra han var ganske ung, fortæller han.

Og måske det også er grunden til, at han i dag har svært ved at beskrive sine følelser. I hvert fald i tale, for i poesien har han fundet de rette ord.

Det giver derfor bedst mening af læse Alexandre Nsonis digte, hvis man vil forstå, hvem han er. Både for andre og for ham selv.

Jeg mødte min farfar

gennem min fars knytnæver

jeg modtog slagene

som han engang selv havde gjort

for ikke at forværre styrken i tævene

jeg mødte min mormors omsorgssvigt

når jeg kravlede hen til min mor

som en hund efter omsorg

og blev bedt om at vende om

jeg lagde mig på gulvet mellem dem

og vidste ikke hvor jeg skulle kravle hen

dér kunne jeg mærke deres lidelse

Et plaget sind

Da Alexandre Nsoni blev teenager og begyndte at feste, opdagede han, hvordan alkohol og stoffer kunne sløre hans mørke tanker.

Alkoholen brugte han til at ”drukne mit hjerte som en rotte i et hul,” som han skriver i et af sine digte, men hans traumeplagede sind ville ikke lade ham få fred.

For snart tre år siden endte han med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Han blev diagnosticeret med PTSD og bipolarlidelse i en alder af 22 år. Det var her, han for første gang nedfældede sine oplevelser. Ord for ord.

”Jeg startede med at skrive, da jeg var på psykiatrisk afdeling. Jeg følte ikke, at jeg var i stand til at formulere mig verbalt, i forhold til hvordan jeg havde det. Derfor begyndte jeg at skrive mine tanker ned,” fortæller Alexandre Nsoni.

I den periode havde han det, som han skriver, som ”et fortabt barn med tungen skåret over.”

”Jeg brugte skriverierne som en måde til at forstå mig selv bedre. Forstå, hvem jeg er, og hvorfor jeg er blevet, som jeg er,” siger han.

Bryder med tabuer

I juni måned i år udkom Alexandre Nsonis digtsamling ”I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd”.

Og selvom ordene let fandt vej til papiret, har skriveprocessen også været udfordrende for ham. Han fortæller, at han blandt andet undervejs har følt sig blottet.

”De følelser, jeg har holdt for mig selv i 25 år, er pludselig til frit skue, men jeg har det okay med det. Jeg vil nedbryde tabuer, og jeg har indset, at det sendte mig på psykiatrisk afdeling, da jeg forsøgte at holde det hele for mig selv.”

Min blyants bevægelser

fremkalder min gråd

og holder sammen på min krop og sjæl

beroliger min overaktive hjerne

og medbringer forståelse til mine følelser

trøster mine selvmordstanker

 sparer mig for nogle dage i psykiatrien

 og en masse timer hos psykologen

samtidig med at den nogle gange gør mig gal

og vækker tvivlen på tilværelsen

så efterlader den mig også i selvforherligelse

og holder mine fødder på jorden

Ikke et angreb mod familien

Det har heller ikke været nemt i forhold til familien. At dele og udspecificere de krigstraumer, de alle bærer på.

Forældrenes mantra har altid været: ”Hvad der sker indenfor hjemmet fire vægge, bliver indenfor hjemmets fire vægge”, og de har reageret med skuffelse over udgivelsen, fortæller Alexandre Nsoni.

Lige nu taler han ikke med sine forældre, men han frygter ikke, at de vil slå hånden af ham.

”Jeg har hele tiden kendt til mine forældres holdning på området, så jeg var klar over, at det ville få konsekvenser for mig, hvis jeg udgav digtene. Min mor er skuffet og ked af det. Hun mener, at digtene er et angreb mod hende.”

Men, understreger Alexandre Nsoni, trods digtenes brutale og ærlige beskrivelser af, hvad krigen har gjort ved ham og familien, har ønsket med at udgive sine oplevelser aldrig været at udstille familien eller angribe dem.

”Digtene handler om, at jeg forsøger at bearbejde mine egne traumer og blive klogere på mine forældre undervejs. Jeg er godt klar over, at mine forældres adfærd kommer af en grund. De har oplevet mange forfærdelige ting, som har påvirket dem negativt.”

Vil kæmpe fremfor at dø

Poesien har sparet Alexandre Nsoni for flere timers psykologhjælp og indlæggelser.

Det er han sikker på. Han bruger fortsat digtene, når livet virker uoverskueligt. Og det gør det ofte.

”Når jeg ikke kan forstå noget nu, så skriver jeg om det. Det hjælper mig at skrive. Jeg har fundet poesien, og den har fundet mig. Jeg bruger al min tid på at skrive og læse. På den måde er jeg et bedre sted i dag. Måske har jeg fundet mit livs kærlighed i litteraturen,” siger han og tilføjer:

”Nu, hvor min digtsamling er ude, føles min kiste 20 kilo lettere. Det har været en lettelse for mine brødre og for mig selv, og det var min første prioritet. Jeg vælger at fortsætte min kamp i stedet for blot at lægge mig i jorden.”

Men den unge poet ønsker også, at andre kan få noget ud af hans skriverier.

Både dem, der ikke ligner ham og hans familie, men som måske kan få en bedre forståelse af, hvad flugt gør ved mennesker.

Og også dem, der ligesom Alexandre Nsoni, er vokset op med vold og svigt i hjemmet.

”Jeg håber, at mine digte kan danne en bro. Digtsamlingen handler om mødet med det fremmede. Hvem tør omfavne det fremmede? Jeg håber, at læseren vil prøve at møde det i øjenhøjde,” fortæller han og uddyber:

”Derudover vil jeg sætte en stopper for den her form for opdragelsesmetode, hvor man skaber frygt i barnet for at få respekt. Jeg kan ikke se begrundelsen for at skabe frygt i et barn. Du bringer mig til verden, men fordi jeg ikke adlyder dig, så slår du hånden af mig. Den frygt skal stoppe ved mig.”