Alice Vestergaard: "Det gav et ramaskrig"

Da jeg lærte, at al journalistik skal tages alvorligt - Haslev i starten af 60'erne

– Jeg er født på en gård på landet i Vendsyssel, og at blive journalist var ikke det, der lå

lige til højrebenet. Men det havde jeg altså sat mig hovedet, at jeg gerne ville. Mine for-ældre kendte en lokalredaktør i Haslev, og jeg havnede derfor i mesterlære på Haslev Folketidende. Sådan et sted laver man ALT. Der var kun mig og lokalredaktøren. Jeg tog imod annoncer og dødsannoncer, jeg gik til fodboldkampe, og jeg cyklede ud til møder i kvægavlsforeningerne i de små landsbyer – og så hjem igen for at skrive referat.

– Det var ikke formuer, man tjente på at være journalistelev på Haslev Folketidende. Jeg boede på et lejet, møbleret værelse, og hvis jeg skulle have en ny bh, skulle jeg spare sammen til den over et par måneder. Samtidig skete der det, at mine forældre blev skilt, og gården gik nedenom og hjem. Det betød, at jeg var totalt afhængig af mig selv og min egen indkomst. Og det lærer jo en noget.

– Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg havde forestillet mig, at det var at være journalist, men jeg havde i hvert fald ikke drømt om cykelture ud ad mørke landeveje for at hente resultatet af et menighedsrådsmøde hjem. De mange kaffeborde i forsamlingshusene hjalp dog på min økonomi, for der kunne jeg spise mig mæt i blødt brød. Jeg har stort set ikke spist wienerbrød siden!

– Min tid på lokalavisen lærte mig, at der ikke er noget journalistik, der er finere end andet. Alt skal tages lige alvorligt, og det har jeg tænkt over mange gange sidenhen i min karriere. Jeg lærte også, hvor vigtigt det er, at det, man skriver, er rigtigt, for jeg kan garantere, at man får på puklen næs-te dag, hvis der står noget forkert i en lokalavis. Folk læser jo hver en linje.

– Vi ringede meget ud til lokalmeddelere for at hente historier hjem, og jeg kan huske, at sproget somme tider gav mig nogle problemer, fordi jeg kom fra Vendsyssel. Engang ringede jeg til en kvinde for at få fat på hendes mand. Da jeg spurgte efter ham, sagde hun: "Næh, han er her ikke, han er gået bort". Og jeg tænkte, gud, manden er død! Det var dog frygteligt, og her har jeg ringet op til den stakkels kone. Det viste sig, at han bare var ovre hos naboen, for på midtsjællandsk siger man altså, "han er gået bort" i den sammenhæng. Jeg nåede heldigvis ikke at skrive en nekrolog.

Da jeg blev den første kvinde på Radioavisen - København 1963

– Da jeg var færdiguddannet som journalist, tænkte jeg: "Jeg vil da til København". Jeg så, at Radioavisen søgte en medarbejder, og jeg skrev en ansøgning. Jeg blev hevet til København og var til en prøve, og efterfølgende fik jeg brev om, at de godt ville ansætte mig, men jeg skulle altså være klar over, at jeg aldrig kom til at læse Radioavisen op. Det var der ingen kvinder, der gjorde. Det havde sådan set heller ikke været min store ambition, så jeg drog til København – det var det, det handlede om.

– Jeg blev sat til at producere indslag til de tidlige og sene radioaviser, men da der var gået et lille år, kom vores chef og sagde, at man havde set i andre lande, at der var kvinder, der var begyndt at læse nyhederne op. Indtil da havde jeg indimellem fået lov til at læse fiskerinoteringer og børsnoteringer op, når der var sygdom, så jeg havde fået en lille smag for det. Jeg sagde, okay, lad mig prøve, og så blev jeg sendt til talepædagog, for jeg talte jo lidt jysk. Da det værste var taget ud af mig, blev jeg sendt til mikrofonen til en femminutters Radioavis en sen aften klokken 24, for den var der færrest, der hørte.

– Det gav et ramaskrig. Simpelthen. Alle aviser skrev om det, der var læserbreve, der var telefonstorm. DET var for meget for den gamle, hæderkronede Radioavis. Folk skrev, at man ikke kunne lade kvinder fortælle om krige og ulykker, det skulle altså være de rolige, velafbalancerede mandestemmer, der gjorde det. Jeg fik at vide, at jeg skreg og talte jysk – der var mange ting galt.

– Reaktionen kom noget bag på mig, det må jeg indrømme. Det var faktisk ret rystende. Jeg syntes selvfølgelig, at det var dybt uretfærdigt, og jeg var sur over det. Jeg følte mig ikke specielt som en pioner, det var bare tilfældigvis mig, der kom til at være den første kvinde, der læste Radioavisen op. Der var da heldigvis nogle kvindeorganisationer, der gik ud og sagde, at nu måtte folk tage sig sammen, og efterhånden lagde kritikken sig. Jeg rykkede frem i graderne og fik lov til at læse de fine Radioaviser klokken 12.30 og 18.30, og senere blev jeg den første kvindelige vært på TV Avisen. Det gav også nogle reaktioner, men ikke så mange. Der havde man vænnet sig noget til det.

– Det sjoveste ved at begynde på Radioavisen var det med at komme fra den lille lokale verden på lokalaviserne til pludselig at beskæftige sig med hele verden. Og så var det skægt at arbejde med alle de mænd. Jeg blev betragtet som en ganske almindelig kollega, der var ikke noget med, at nå, det er hende der pigen, som vi skal tage særligt hensyn til. Sådan har det i øvrigt været i hele min tid som journalist. Jeg har aldrig oplevet, at der er forskel på mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Heller ikke, da jeg senere blev chef og havde masser af mænd ansat. Det har aldrig været et problem.

Da jeg spiste morgenmad med Mandela og fik røg under skørterne - Sydafrika 1992 – og Saudi-Arabien 1987.

– Jeg mødte Uffe på TV Avisen i 1970, hvor vi begge arbejdede som journalister. Vi blev gift i 1971, og i 1982 blev han udenrigsminister. Jeg var somme tider med på officielle rejser, og det gav fantastisk mange spændende og skægge oplevelser. Selvfølgelig er det banalt at sige, at det, der gjorde størst indtryk på mig, var at møde Nelson Mandela – men han var en fantastisk mand. Uffe skulle på et officielt besøg hos præsident de Klerk i Sydafrika i 1991, lige før Mandela overtog magten, og han skulle derfor også mødes med Mandela. Jeg havde fået lov til at komme med, og den morgen, hvor vi er inviteret til morgenmad med Mandela, ser vi på fjernsynet, at de meddeler, at Mandela og Winnie skal skilles. Vi ser på hinanden og siger: "Åh, så bliver det aflyst, øv". Men det gjorde det ikke. Da Mandela kom ud for at hilse på os, sagde han: "I'm a little sad today, but I think you understand". Men han virkede nu ikke voldsomt ked af det, ha, ha.

– Mandela var noget helt særligt. I det øjeblik han tog ens hånd, var det, som om man blev løftet et lille stykke op fra jorden. Hans øjne, hans håndtryk, hans stemmeføring – det hele. Der er mange, man møder, der bare siger goddag, goddag, men Mandela koncentrerede sig om DIG. Jeg har mødt én anden, som havde samme egenskab, det var Bill Clinton. Når han hilser på en, tænker man: "Han er kommet her for at møde mig og ingen anden". Sådan var det også med Mandela. Det var selvfølgelig mest Uffe, han talte med den morgen, men Mandela sørgede for, at jeg ikke på noget tidspunkt følte mig som det tynde øl. Selvom det jo var det, jeg var.

– Det har været fantastisk at rejse rundt i verden og møde så mange spændende mennesker, det har virkelig været med til at give mig et udsyn og også somme tider et andet syn på nogle mennesker. Jeg husker engang, hvor Uffe var i Saudi-Arabien på officielt besøg. Om aftenen var han inviteret til en officiel middag, og jeg var blevet inviteret hjem til udenrigsministerens kone. Til det selskab var der alt, hvad der kunne krybe og gå af kvinder fra de øverste lag i Saudi Arabien.

– Vi havde selvfølgelig lange kjoler på med lange ærmer, og jeg tænkte, at jeg var nødt til lige at sige noget om, at jeg syntes, at de levede deres liv som i forrige århundrede på mange måder. Men der må jeg sige, at de tog mig noget i skole og fik fortalt, hvordan deres liv i virkeligheden var. Jeg har altid undret mig over, hvem der går med de der smykker, som du ser i de meget, meget dyre butikker i for eksempel Paris og London. Det gør de kvinder i Saudi-Arabien. Det er også dem, der klæder om til korte skørter og andet smart tøj på toilettet i flyveren, når de for eksempel flyver til London. De sagde også, at det faktisk var okay, at kvinder ikke måtte køre bil, for så slap de for at stå tidligt op og køre børnene i skole.

– Det var fantastisk at møde så snakkesalige og udadvendte kvinder, som man ellers kun ser gå rundt indelukket i deres sorte, dækkende tøj. Jeg skal lige sige, at det jo var overklassen, jeg mødte til det selskab. Hvordan det er længere ned i systemet, er en anden sag, tror jeg.

– Kvinderne var begavede og vidende, og vi havde det simpelthen så sjovt. Vi fik kun kamelmælk at drikke hele aftenen, så det var ikke, fordi vi var fulde, men stemningen var meget, meget høj. De fik mig blandt andet til at stå med skørterne oppe hen over et bækken med røgelse, der bølgede op om mine ben. Det skulle velsigne mig og bringe held og lykke. Bagefter tog det mig fire-fem dage at vaske det af – det blev ved med at lugte. Da jeg kom tilbage til hotellet, havde Uffe været der i flere timer, og hans middag havde været rigtig kedelig. Men jeg havde været til et fantastisk selskab med røgelse og kamelmælk, som jeg aldrig glemmer.

Da jeg måtte lære at holde balancen på en trebenet stol - TV2 København 1988

– Jeg kendte Ulla Terkelsen fra min tid på TV Avisen, og da hun blev nyhedschef på TV2, spurgte hun og direktøren for TV2, Jørgen Schleimann, om jeg ville være stationens leder af nyhedsredaktionen i København. Det var meget modigt gjort, for jeg var stadig gift med udenrigsministeren. Men de havde så stor tillid til mig, at de ikke troede, at det ville blive et problem.

– At være med til at starte TV2 er noget af det sjoveste, jeg har oplevet i mit liv. Bare den måde, vi ansatte folk på, altså. Vi sad fire mennesker, Ulla Terkelsen, to redaktionschefer fra Odense og så mig, på rad og række. Ansøgerne kom ind ad hoveddøren og havde et kvarter til at præsentere sig. Jeg er ikke sikker på, at det var lige efter de managementmetoder, man bruger i dag! Når vi havde talt med dem, blev de lukket ud ad bagdøren, og så kom den næste ind. Det var virkelig morsomt, men vi må også have haft øje for det, for flere af dem, vi ansatte, er da blevet til noget her i livet.

– Vi, der var på TV2 i starten, skulle tage os af alt muligt praktisk hele tiden, og en gang imellem ringede jeg til Odense og spurgte, hvordan jeg skulle klare et eller andet. "Det må du sgu selv finde ud af, vi har problemer nok", svarede de, ha, ha. Odense blandede sig i det hele taget meget lidt, men der var dog et punkt, hvor Schleimann blandede sig. Vi havde fået nogle borde og stole til kantinen, og det var Arne Jacobsens trebenede Myren-stole. Folk faldt ned af dem hele tiden, og jeg ringede over og spurgte, om vi ikke godt kunne få nogle firbenede stole. "Nej", sagde Schleimann, "det kan I ikke, for det ville Arne Jacobsen ikke synes om, og I må blive ved med at falde ned, hvis I ikke kan lære at holde balancen!".

– På trods af det med stolene er der ingen tvivl om, at det var Schleimann, der var skyld i, at TV2 blev en succes. Han gjorde nogle fandenivoldske ting, som betød, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Hvis han havde fulgt alle lige linjer, så var TV2 aldrig kommet op og stå, tror jeg. Han lod for eksempel alle medarbejdere være i samme fagforening, og det var genialt, for det betød, at alle følte sig lige og tæt på hinanden. Han var en god starter.

Da vi fik en verdensmester i familien - Hellerup 1999-2014

– Der gik lidt panik i mig, da jeg skulle på pension. Hvordan skulle det gå, når jeg nu havde været vant til at arbejde meget hele mit liv? Jeg opfandt en hel masse ting, jeg skulle. Jeg skulle gå på Folkeuniversitetet, jeg lavede en kulturklub med kvinder, hvor vi en gang om ugen tog ud og så, hvad der var at se i København og omegn, og jeg gik til gymnastik og træning – alt muligt. For det skulle bare ikke gå galt, jeg skulle ikke sidde henne i hjørnet. Og så anskaffede vi en hund.

– Vi havde haft hund før, men det var, mens børnene var små, og den var her bare. Jeg ville gerne have hund igen, fordi jeg var meget alene hjemme, og efterhånden gik Uffe med til det – okay, okay. Nu er han fuldstændig vild og blodig med Oscar. Det er den, der bor her, og vi er så ansat her som oppassere!

– Oscars kennelmor lånte ham til nogle udstillinger, fordi hun mente, at han kunne klare sig godt. Først blev han juniormester, så danmarksmester og så europamester. Og så, da hun på et tidspunkt havde ham med på en udstilling i Düsseldorf, ringede hun til Uffe og sagde: "Du har verdens bedste hund!" "Ja, det ved jeg sgu da godt, svarede han". "Jamen nu har du papir på det!" Oscar var simpelthen blevet kåret til den bedste border terrier i verden. Det medførte jo så, at Oscar fik en sidebeskæftigelse, for pludselig strømmede der hunhunde til fra hele Europa. Så Oscar har børn over hele verden. Det tjente vi jo lidt penge på, og derfor mente Uffe, at jeg var blevet rufferske! Nu er Oscar 13 år, og de lykkelige tider er forbi, men han havde en virkelig glansperiode.

– For os er Oscar en vidunderlig hund, som vi tager os utroligt meget af, og som bestemmer en del i vores liv. Men han får os jo også til at gå ture. Han er en dynamo for, at vi kommer ud to gange hver dag. Når vi begge er hjemme, går vi sammen om morgenen i Charlottenlund skov inden morgenmaden. Det giver god motion. Og så er der også eftermiddagsturen. Oscar holder os friske. Simpelthen.

– At blive pensionist var ikke nær så slemt, som jeg havde frygtet. Det er gået fint. En ting, som vi dog skulle finde ud af, Uffe og jeg, var, om vi overhovedet kunne holde ud at leve sammen, når vi ikke længere arbejdede. Det viste sig at gå godt, men vi har også stadig gang i en masse ting. Uffe rejser stadig rigtigt meget, men nu kan jeg

oftere tage med, og det er dejligt.



LÆS OGSÅ: "Sådan en som mig er castet til at være skinger"

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: Jeg tror på kærlighed ved første blik

LÆS OGSÅ PÅ EUROMAN: Kristian Thulesen Dahl: Nationalromantiker