V-politiker Almaz Mengesha: ”Jeg anerkender ikke, at majoriteten af danskerne er racister”

Almaz Mengesha mener ikke, at der er belæg for at sige, at der findes strukturel racisme i Danmark.

Selv er hun født i Etiopien og er med egne ord en, der ”nemt kan krænkes” som sort kvinde i Danmark med et fysisk handicap.

”Man kan komme til at sige noget forkert om min hudfarve, numse, mit køn og handicap. Hvis man vil indtage den krænkedes position, skal vi nok få en masse krænkelser. Så bliver ingen af os klogere, så kan ingen af os finde ud af at være borgere i samfundet uden at have advarselstrekanter foran os. Sådan et samfund ønsker jeg ikke,” lyder det fra Almaz Mengesha.

Hun er byrådsmedlem for Venstre i Aarhus og har kontaktet ALT.dk, fordi hun mener, at racismedebatten, ovenpå George Floyds død, er unuanceret skildret i medierne og giver sorte og brune mennesker ”patent på lidelseshistorien” og fjerner fokus fra det egentlige problem, siger hun.

”Jeg tror ikke, man kan finde nogle, der kan retfærdiggøre, at han (George Floyd, red.) døde, men pludselig er det kommet til at dreje sig om racisme fremfor det, jeg mener, det burde handle om, nemlig politibrutalitet i USA. Når jeg kigger på videoen – og jeg kan faktisk ikke se den færdig – så gør det så ondt på mig, fordi jeg kan se en mand, der ligger under en politibetjents knæ og tigger og bønfalder for sit liv. Kynisk fortsætter han med at lægge hele sin vægt på hans hals. Men jeg ser ikke, at der ligger en hvid politibetjent på en sort mand, men en politibetjent, der ikke er sin opgave voksen.”

Men kan man adskille de to ting, når man tænker på USA’s racehistorie?

”Jeg tror, at det er vigtigt at gøre. Det er meget vigtigt, at man netop får de nuancer ind i det. I virkeligheden, hvis man kigger på kriminalitetsstatistikken i USA og ser på, hvem der dør i forbindelse med skuddrab eller politibrutalitet, så er det faktisk ikke majoriteten, hvor hvide dræber sorte. Dem, der dræber flest sorte i USA, er sorte.”

Men der er mange, der vil sige, at hudfarve er en underliggende faktor, som stadig spiller ind?

”Jamen, jeg ved ikke, hvad det er for en underliggende faktor. Jeg ved, at slave- og kolonitiden var en meget vigtig lektion for os alle sammen, men jeg ved også, at den ikke er en livstidsdom. Den vil jeg gerne bryde ud af. Vi har ikke noget faktuelt at bygge påstanden på, at hvide er de overlegne. At det er dem, der slår os ihjel. Hvis vi faktuelt havde noget at bygge den fakta på, så tro mig, så gik jeg i front i den kamp. Men det er en misforstået kamp.”

Vil se flere tal og statistikker

Almaz Mengesha anerkender, at nogle sorte og brune mennesker har oplevet racisme herhjemme. Men, siger hun, hun anerkender ikke præmissen om, at racismen lever i det skjulte, i det strukturelle, i Danmark.

”Jeg anerkender ikke, at majoriteten af danskerne er racister. Men jeg anerkender, at der er få, ignorante mennesker, der er så uciviliserede, at de kan finde på at kalde andre med en anden hudfarve for nedværdigende navne. Det er ikke forbeholdt den hvide. Det er også den sorte, brune, gule… Det findes i os alle sammen.”

Læs også: ”Når det var vinter, brugte drengene det som en undskyldning for at vaske mig ren i sneen”

ALT.dk har talt med tre sorte kvinder, som alle har haft oplevelser med racisme i Danmark.

Blandt andet fortæller Mica Oh, som underviser i anti-racisme og strukturel racisme, at ”Danmark er det eneste land i verden, hvor vi hygger med racisme. I alle andre lande hedder det everyday racism. Men herhjemme hedder det hyggeracisme, når onkel Tom kalder det negerboller. Vi hygger jo bare. Men det er en distancering i forhold til racisme, og det er, fordi vi i Danmark har skabt strukturer, der har sørget for, at der er blinde vinkler. I ser simpelthen ikke som hvide mennesker, at I har privilegier.”

Men den udlægning er Almaz Mengesha ikke enig i, og hun mener heller ikke, at enkeltpersoners oplevelser er tilstrækkelige til at underbygge, at der findes strukturel racisme i Danmark. Hun vil se tal og statistikker, siger hun.

”Jeg bliver nødt til at have noget faktuelt at bygge den påstand op på, hvis jeg skal købe mig ind på argumentationen om, at Danmark strukturelt set er racistisk.”

Men der er faktisk fakta på det her. I 2018 blev der begået 260 racistisk motiverede forbrydelser ifølge Det Kriminalpræventive Råd…

”Nej, det gjorde der ikke.”

Hvordan kan det så være, at det står på deres hjemmeside?

”Der står, at det blev indrapporteret. Når man spørger dem, er det deres oplevelse, at de har været udsat for racisme.”

Men kan man tage den fra dem?

”Det er jo oplevelser. Jeg anerkender alle folks oplevelser, men vi kan ikke bruge det til at sige, at det er faktuelt rigtigt.”

Det handler ikke om race

Ifølge to rapporter, fra hhv. VIVE (2012) og Institut for Menneskerettigheder (2017), oplever sorte og brune mennesker i Danmark, at der er forskelsbehandling på blandt andet arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet.

I rapporten fra Institut for Menneskerettigheder konkluderes det bl.a., at hvis man har et ikke-dansk klingende navn, så er det sværere at få et arbejde, og i uddannelsessystemet bliver afro-danskere mødt med negative forventninger på grund af deres udseende/afrikanske baggrund og chikane i form af skældsord som n-ordet.

Desuden har ny forskning for første gang herhjemme kortlagt, at minoritetsetniske kvinder udsættes for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Studiet fra Københavns Universitet viser bl.a., at tørklædebærende kvinder skal sende 60 procent flere ansøgninger end etnisk danske kvinder, mens indvandrerkvinder uden tørklæde skal sende 18 procent flere.

Men tørklæde-diskrimination handler mere om religion end race og etnicitet, mener Almaz Mengesha, og med hensyn til dem, som ikke bærer tørklæde, kræver det, at man spørger arbejdsgiverne, før man kan vide, om der er tale om diskrimination eller ej, lyder det fra V-politikeren.

”Der ligger mange nuancer, vi går glip af, når vi ikke har spurgt arbejdsgiverne. Kigger vi på tallene for mennesker med handicap, er det kun 28 procent, der er i arbejde (dette tal gælder kun for mennesker med et større handicap eller længerevarende helbredsproblem, red.), mens 77 procent er i arbejde af dem uden et handicap. Her har man gjort sig den ulejlighed at spørge arbejdsgiveren om, hvorfor de er tøvende i forhold til at ansætte en person med et handicap, og de svarer, at de ikke føler sig klædt på til at håndtere et handicap og ikke ved nok om de kompensationsmuligheder, der foreligger. Det efterlader os med, hvorfor arbejdsgiverne så er tøvende overfor etniske kvinder, og mine personlige bud – og bemærk, at det er personlige bud – kan være sprogvanskeligheder, religiøse bekymringer, manglende kompetencer og manglende kendskab til dansk arbejdspladskultur. Som sagt, jeg vil ikke kloge mig på hvorfor. Det må bero på en undersøgelse, hvor man spørger arbejdsgiverne,” siger hun.

Læs også: ”Det er et privilegie at lære om racisme og ikke opleve det”

Desuden anerkender Almaz Mengesha heller, at de adspurgte afro-danskeres oplevelser er nok til at påvise strukturel racisme herhjemme.

”Den rapport fortæller noget om, hvordan afro-danskere oplever diskriminationen. Der er altså tale om en personlig beretning, og rapporten kan ikke sige noget om omfanget og karakteren af den oplevede diskrimination. Det fremgår af rapportens side 6. Jeg kan ikke tage fra folk, hvad de oplever, idet vi alle oplever tingene meget forskelligt, men jeg mangler fortsat den rapport, der objektivt underbygger påstanden om diskrimination på grund af hudfarve på arbejdsmarkedet.”

Men hvordan skal man påvise strukturel racisme, hvis folks personlige oplevelser ikke er tilstrækkelige?

”Vi har vedtaget et fælles sæt færdselsregler for, hvordan vi kan omgås hinanden, en samfundskontrakt. Den beskytter dig og mig mod uretfærdige anklager. Forestil dig, hvor mange vi kan anklage grundløst for fx voldtægt, tyveri og det, der er værre, hvis vi skal bygge vores konklusioner på hver vores oplevelse? Det kan ikke være en personlig oplevelse, at der bor 10 mio. mennesker i Danmark, da data siger, at der er 5,5 mio. mennesker. Hvis du synes, at rød er pænest, og jeg synes, at sort er pænest, kan vi ikke finde en fælles sandhed i det. Når Skat meddeler, at du har betalt for lidt i skat, kan du ikke vinde sagen ved at sige, at jeg oplever, at jeg har betalt for meget i skat. Vi har et sæt fælles færdselsregler, som beskytter os imod uretfærdige anklager, og de oplevelser, vi har, er subjektive og fyldt med fortolkninger, så de kan ikke danne grundlag for en sandhed.”

En af de heldige

Grundlæggende mener Almaz Mengesha, at racismedebatten i Danmark handler om, hvilken historie man vælger at fortælle.

Selv kunne hun godt, siger hun, fortælle om alle de gange, hun er blevet spurgt om, hvor hun kommer fra, eller føle sig diskrimineret over manglende udbud af pudder i hendes farve i makeup-butikkerne, men hun synes, at det afsporer debatten.

”Hvis jeg som sort fortalte dig, at jeg føler, jeg bliver diskrimineret, fordi jeg ikke kan få pudder i min egen hudfarve, så havde du skrevet den. Men for mig at se er det ikke en form for diskrimination. For mig er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Jeg er blevet spurgt et utal af gange: Hvor kommer du fra? Men jeg ser det som et naturligt spørgsmål, fordi jeg skiller mig ud. Og det er okay, at jeg skiller mig ud. Det gør jeg ikke i Afrika. Der ligner jeg dem, og så er det min hvide familie, der skiller sig ud. Sådan er det,” siger hun.

”Jeg har været så åben overfor den der diskriminationstankegang og tænkt, at der er noget galt med mig. Hvis der er så mange mennesker, der går ud og påstår, at de bliver diskrimineret, må jeg jo også have oplevet det. Jeg har været helt tilbage i min barndom, og der er bare ikke nogen eksempler, der dukker op.”

Men tror du så ikke bare, at du har været heldig, når nu sorte mennesker fortæller om deres oplevelser igen og igen i medierne?

”Det kan godt være.”

Hvad tænker du om, at vi alle skal tage ansvar for at agere antiracistisk og være bevidste om vores gøren og laden, så vi ikke diskriminerer nogle?

”Det, synes jeg, er relevant. Det er vigtigt, at det er os alle sammen – det gælder dig, mig og os alle. Når vi møder hinanden, så holder vi den andens liv i vores hænder. Vi skal sørge for at behandle det menneske så oprigtigt hjerteligt og godt som muligt.”

Hvad mener du så, at vi skal gøre for at løse problemet med racisme i Danmark?

”For det første, hvis vi vil tages seriøst, så skal vi kalde ting ved deres rette navn. Vi må ikke devaluere racismebegrebet og sige: Fordi jeg ikke kan få fat i et hårprodukt, der egner sig til mit hår, så er det strukturel racisme. Vi må have en fælles platform for, hvad vi rent faktisk kalder racisme. Så har vi et stærkere begreb at arbejde ud fra", siger Almaz Mengesha.

"Og hvis der sker noget uretfærdigt, skal vi sige fra overfor det. Nogle af de forfærdelige historier, jeg har læst, hvor forældre til en fodboldkamp råber noget nedværdigende til et barn, skal ikke tolereres. De andre forældre skal sige fra overfor det. Vise, at det er uncool, uciviliseret, at det er ignorant at have den form for opførsel. Jeg tror, at vi kan komme rigtig langt på den måde – men det går begge veje,” afslutter hun.