Amalie Dollerup: “Jeg er glad for, at de er der, og at de er som de er”
Vi skal sætte pris på melonerne, forlygterne, gajolerne og de skønne kvinder, der bærer dem. Sådan lyder budskabet fra Kræftens Bekæmpelse og lang række kendisser i kampagnen ”Sæt pris på brysterne”. Vi har spurgt Amalie Dollerup, hvordan hun har det med sine bryster og med den kræftform, der hvert år rammer flere end 4600 danske kvinder.
Hvorfor støtter du brysterne?
− Fordi jeg desværre kender alt for mange kolleger og venner, som får brystkræft. Når det kommer så tæt på, tænker jeg, at det lige så godt kunne være en i min familie eller mig selv. Penge til forskning er derfor enormt vigtigt for mig og for alle andre kvinder.
Hvad sætter du mest pris på ved dine egne bryster?
− At de får mig til at føle mig feminin og kvindelig. Og så gør det mig bestemt ikke noget, at de ikke er så store. Jeg har ingen gener, og så kan jeg også lade være med at have bh på hele tiden.
Hvor tit mærker du på dem?
− Jeg er faktisk ret dårlig til at mærke efter knuder, for jeg tænker, at det sker da ikke for unge kvinder som mig. Men med de oplysninger, jeg har fået via kampagnen, er jeg blevet mere opmærksom på at få det tjekket. Ikke gå i panik, men bare holde mere øje med det.
Hvornår hænger de løst?
− Når jeg kommer hjem fra arbejde og får sat mig ned i sofaen, tager jeg ofte min bh af. Hvorfor dog have dem strammet ind derhjemme, når jeg bare skal slappe af? Nogle toppe, som har et ekstra stykke stof omkring barmen, kan jeg sagtens have på uden en bh. Det er så rart.
Hvordan pakker du dem ind?
− Jeg pakker dem ind i en almindelig bh, som skal sidde godt, men ikke stramme for meget – det har jeg fra min mor.
Hvad gør du for at passe på dem?
− Jeg prøver at finde den helt rigtige bh-størrelse, spise sundt og varieret, lade dem få lidt frisk luft og ikke mindst være glad for, at de er der, og at de er, som de er.
LÆS OGSÅ: Camilla Ottesen: “Jeg burde tjekke mig selv oftere for knuder”
LÆS OGSÅ: ”Min far sendte Ida til mig fra himlen”
LÆS OGSÅ: Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster