Anastasiia måtte flygte til Danmark, men hendes forlovede er fanget i Kiev
Anastasiia Volia kom til Danmark, da krigen brød ud i hendes hjemland Ukraine. I dag har hun bygget et nyt liv op her sammen med sin søn, men hendes forlovede er fanget i Kiev.
Anastasiia Volia kom til Danmark i 2022.
Hun var en af mange ukrainske kvinder og børn, der flygtede ud af Ukraine og længere ind i Europa.
I dag bor hun i Lyngby sammen med sin søn og de tre katte, hun har taget med sig fra Ukraine. Her har hun opbygget et nyt liv i sikkerhed, hvor hun har fået et arbejde i en skønhedssalon og nye venner.
Noget, der blev muligt, fordi hun mødte danskere, der inviterede hende ind i fællesskabet, og som hjalp hende med at bygge sit eget netværk her.
Men samtidig lever drømmen om hendes krigsramte hjemland fortsat for Anastasiia, hvis forlovede ikke havde mulighed for at forlade Ukraine sammen med hende.
Flugten fra Ukraine
I februar 2022 gik Rusland ind i Ukraine. Anastasiia var gravid, og derfor ville hun gerne krydse grænsen til Polen sammen med sin forlovede, Denis.
”Vi var bange. Min forlovede og jeg kørte til grænsen den første dag, da det hele skete, men køen var så lang, at vi holdt der i fire dage,” fortæller hun.
Efter fire dage i kø på motorvejen, meldte Ukraines regering ud, at landets grænser nu var lukkede for mænd. Derfor måtte Anastasiias forlovede vende tilbage til Kiev, mens hun selv drog ind i Polen for at bo hos nogle venner.
”På det tidspunkt troede jeg, at jeg ville være i Polen i en uge eller to, og så ville alt blive okay igen, og jeg ville komme tilbage til Ukraine. Men det skete jo ikke.”
Da det blev klart, at krigen var kommet for at blive, var hun nødt til at finde et mere permanent sted at opholde sig.
”Denis sagde, at jeg skulle prøve med nogle grupper på Facebook. Jeg fandt en, hvor danskere åbnede deres hjem for ukrainere. Jeg lavede et opslag, hvor jeg skrev lidt om mig selv, og at jeg var gravid. Jeg fik omkring 50 svar. Dog kom mange af dem fra mænd, der gerne ville give mig husly,” fortæller Anastasiia med et grin og fortsætter:
Annonse
”Men alle var så søde. Jeg var imponeret over, at danskerne ville åbne deres hjem for en fremmed.”
Der var heldigvis en familie fra Virum nær København, der havde en kælder til rådighed. Her flyttede Anastasiia ind, og i august 2022 fødte hun sin søn, Luka, i Danmark. Næsten 2000 kilometer væk fra barnets far.
Annonse
Mødet med Danmark
I 2023 var der ifølge Danmarks Statistik næsten 80.000 udenlandske personer, der indvandrede til Danmark. Tilbage i 2022 var tallet skyhøjt og nåede helt op på den gode side af 100.000.
Hvert år får vi altså folk til, der starter deres liv op igen i vores land.
De bliver vores kollegaer, naboer og studiekammerater. Vi kører forbi dem på cykelstierne, sidder ved siden af dem i busserne, eller passerer dem i supermarkedet. Men det er vigtigt, at de også bliver en del af vores netværk, fortæller Niels Svankjær Christiansen, der er chef for integrationsindsatsen i Røde Kors.
”Det, at komme til et andet land som flygtning, er ofte forbundet med forskellige former for tab. Det kan være tab af status, materielle ting eller familiemedlemmer, men det er også i høj grad tab af netværk,” forklarer han og uddyber, at det skaber en ensomhed, der forstærkes af den manglende adgang til fællesskabet, der kommer som følge af, at de ikke taler vores sprog.
For Anastasiia har den familie, som hun boede hos, da hun først kom til Danmark, været uundværlig til at skabe en ny omgangskreds.
”De har introduceret mig for deres venner, og det er sådan, jeg har skabt mit eget netværk. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg er endt her, og at jeg har bygget et nyt liv op her. Det er virkelig blevet mit andet hjem,” fortæller hun.
Men hun har også hørt fra nogle af hendes landsmænd, at det ikke er alle, der har haft den samme oplevelse.
”Måske har jeg været heldig, og måske har jeg bare en positiv indstilling. Jeg har selvfølgelig også haft forskellige oplevelser her, men dem, jeg kender godt, er virkelig søde.”
Om det er indstilling eller held vides ikke, men Niels Svankjær Christiansen fra Røde Kors fortæller, at de ofte hører fra flygtninge, at det kan være svært at skabe et nyt netværk i Danmark.
”Vi har ikke lavet en undersøgelse på det, men vi har hørt det mange gange før. At danskere kan være svære at komme ind på livet af, og at det tager meget lang tid at blive venner. Jeg kan godt genkende, at det er sådan for mange,” siger han.
En sprogbarriere
Annonse
Da Anastasiia kom til Danmark havde hun ikke talt engelsk, siden hun lærte det i skolen. Derfor var meget af det forsvundet, og det skabte udfordringer for hende.
”Jeg taler ikke så godt engelsk, som jeg kunne tænke mig, og nogle gange kan jeg ikke sige det, jeg gerne vil. Jeg er ikke lige så sjov på engelsk, som jeg gerne vil være,” forklarer hun.
Problemerne blev tydelige, da hun en dag havde et problem med en kunde i den skønhedssalon, hvor hun arbejder. Kunden forstod ikke reglerne for aflysning af en aftale, og da Anastasiia forsøgte at forklare hende det, gik det galt.
”Hun sagde, at jeg var uhøflig. Jeg blev ked af det, for det var slet ikke min mening. Jeg prøvede at være venlig, men jeg har ikke så mange ord i mit ordforråd,” fortæller hun og tilføjer, at hendes chef var nødt til at ringe til kunden for at redde trådene ud.
Niels Svankjær Christiansen fra Røde Kors fortæller, at sproget ofte bliver en barriere for de flygtninge, der kommer hertil.
”Dansk er rigtig svært at lære, og for mange mennesker tager det lang tid. Det kan blive en barriere for at opbygge et nyt, socialt netværk.”
Ifølge Danmarks Statistik var der i slutningen af 2024 48255 indvandrere og efterkommere her i Danmark, som oprindeligt kommer fra Ukraine.
Fremtiden
Krigen i hjemlandet gør det svært for Anastasiia at drømme om fremtiden.
”Jeg ved ikke, hvad der kommer til at være tilbage. Jeg vil gerne have, at min mand kommer hertil, for jeg tror, han ville finde sig godt til rette, ligesom jeg gør. Det ville også være rart, hvis jeg kunne komme tilbage. Men vi planlægger ikke noget,” fortæller hun og understreger, at det kommer an på, hvordan situationen ser ud i Ukraine til den tid.
For nu bor Anastasiias mand stadig i Kiev, og derfor må de bruge telefonen til at vedligeholde deres relation.
”Vi taler sammen hver dag. Min søn savner ham også. Han er to år, og jeg prøver at skabe noget, så de kan få et forhold til hinanden. Så han ikke glemmer sin far,” siger hun.
I sommer tog Anastasiia og hendes søn til Ukraine i tre uger for at besøge ham.
”Det var rart at være en familie. Men da vi kom hjem igen, og min mand ringede, blev vores søn meget ked af det. Jeg kunne se, at han savnede sin far.”
Men midt i alt det triste, insisterer hun på at huske alle de gode ting, der stadig er i hendes liv.
”Jeg vil ikke være hård. Når nye kunder spørger mig, hvor jeg er fra, så siger de altid: ”Det må være så hårdt for dig, hvordan klarer du den?” Så ændrer stemningen sig under deres behandling. Jeg er meget taknemmelig for støtten her i Danmark, men jeg vil gerne fokusere på noget andet i hverdagen. En lys fremtid. Vi behøver ikke kun tale om krigen,” forklarer hun.
For Anastasiia skaber det en akavet situation, fordi hun gerne vil snakke om det, som man ville tale med alle andre om.
”Jeg vil hellere tale om mit nuværende liv, min søn, vejret eller måske bare, hvilken farve de skal have på neglene. Det er meget smertefuldt for mig at være væk fra mit land, min familie og min mand, men jeg har heldigvis mennesker i mit liv, som jeg kan tale med om de ting,” afslutter hun.
