Efter seks år tog Thomas Hwan chancen og lagde en hånd på Johanne Louise Schmidts lår

Johanne husker det, som var det i går. Det første blik fra Thomas. 

Det var i 2005, og hun var lige begyndt på Statens Teaterskole ude på Holmen. Thomas havde gået der i to år og stod i skolens kantine, da Johanne lidt betuttet kom ind ad døren.

Sofie Stougaard var lige blevet gift, da hun mødte sit livs kærlighed

Sofie Stougaard har elsket sin mand, Torbjørn Rafn, i 33 år. Deres fælles liv begyndte dog først for 30 år siden, da Sofie først måtte afslutte et andet ægteskab, før hun kunne finde sin vej til ham.

"Skolens lokaler ligger i sådan nogle kæmpestore gamle haller, hvor der er sindssygt højt til loftet, men hvor man alligevel kan kigge fra den ene ende af hallen til den anden. 

Jeg trådte ind ad døren i den ene ende og fik med det samme øjenkontakt med Thomas, der stod helt nede i den anden ende. Og jeg tænkte bare: Wooow! Han havde den vildeste energi, og jeg syntes, at han var så sindssygt smuk, at jeg straks blev mega forlegen. 

Der var sådan en connection, nærmest en helt filmisk kanal af energi imellem os, og Thomas har siden sagt, at han havde det på samme måde. Men jeg ved jo ikke, om det er rigtigt, haha."

Johanne Louise Schmidt og Thomas Hwan har bænket sig i køkkenet i deres rækkehus på Amager, hvor de bor sammen med deres otteårige datter Allie, for at fortælle deres kærlighedshistorie, og Thomas skynder sig grinende at bekræfte, at jo, han mærkede helt bestemt blikket, energien og forbindelsen den dag på Teaterskolen. 

Og Johanne tilføjer, at hun føler, at hun kan huske ALLE samtaler, de derefter havde i årene på skolen, også selvom de faktisk hverken blev kærester eller nære venner, mens de gik der. 

De havde bare en udtalt bevidsthed omkring hinanden hele tiden.

Hvad tænkte du, Thomas, da du så Johanne den dag?

Thomas: "Man gør sig jo umage med den energi, man sender, når man gerne vil ha’, at den skal modtages på den måde, som Johanne fortæller, at hun modtog den, haha. Og når man er i starten af 20’erne og konstant på udkig på en eller anden måde, lægger man jo mærke til folk omkring sig, og da jeg så Johanne i den dør, tænkte jeg, hov, hvad fanden var det? 

Udover at hun var så skide smuk, så var der også noget andet. Ofte vil man jo gerne prøve at ”være noget” i andres øjne, sådan lidt cool eller arrogant, måske, men det var Johanne bare slet ikke. 

Hun var der bare. Og sådan en tilstedeværelse er jo let at forelske sig i."

Johanne: "Og det, jeg så, var Thomas’ uendelige blik. Det stopper aldrig. Og sådan er det den dag i dag."

Thomas: "Det var sødt sagt."

Akavede samtaler

Både Johanne og Thomas er vokset op i Jylland, hun i Skanderborg og han i Brovst. Han ville egentlig gerne have været musiker, og sjovt nok havde Johanne oprindeligt samme drøm og ville gerne på Konservatoriet. 

Men da hun begyndte til hørelære, syntes hun, at det var alt for teknisk og matematikagtigt, og i stedet søgte hun ind på Statens Teaterskole. 

Da hun tråde ind der, følte hun, at hendes liv for alvor begyndte. Hun var simpelthen kommet hjem. Hun havde en kæreste, da hun begyndte på skolen, men efter 14 dage var hun single. Det var for svært at have en tæt på, der ikke var en del af den parallelverden, som skuespiluddannelsen ifølge både Johanne og Thomas er. 

Senere fik hun dog en ny kæreste, som hun havde igennem en stor del af uddannelsen. Thomas havde også en kæreste inden skolen, men det kunne heller ikke fungere side om side med det enorme fokus, han havde på sin uddannelse og den rivende personlige udvikling, han samtidig gik igennem. 

Også han fik en ny kæreste undervejs, så de var begge optaget på skift gennem hele studietiden, men blikket for hinanden slap de aldrig.

Hvordan kom I videre fra det første blik?

Thomas: "Jeg kan huske, at jeg altid syntes, det var mega akavet, når vi talte sammen."

Johanne: "Ej, er det rigtigt?"

Thomas: "Vi havde ikke rigtig nogen fælles venner eller en oplagt grund til at skulle tale sammen, så når vi gjorde det, var det fordi, vi bare gerne ville, og så var det sådan, nå, hej, sjovt, at vi begge tilfældigvis er lige her nu.

Og når man snakker med en, man synes er virkelig nice, så vil man jo gerne gøre sig umage, og så BLIVER det bare så akavet, at man bagefter tænker, åh, hvorfor fanden sagde jeg det og det! 

Men at have det sådan er jo en ret god indikator på, at der er ”noget”."

Johanne: "Ej, what, altså! Jeg syntes altid, at du var så super cool."

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

Thomas: "Det prøvede jeg sgu da også at være."

De griner højt.

Johanne: "Da Thomas blev uddannet i 2007 og skulle have sit diplom ved en stor ceremoni, hvor rektor holdt tale for alle, der var blevet færdige, kan jeg huske, at jeg sad og lyttede helt vildt efter talen til Thomas.

Jeg sugede til mig, okay, nå, er det sådan og sådan han er, okay, spændende. Og talen til Thomas var den eneste, jeg bagefter kunne huske."

Johanne var lidt trist over, at Thomas ikke længere gik på skolen, og der gik nogle år, hvor de ikke havde kontakt. Johanne blev færdiguddannet i 2009, og først året efter, hvor de begge skulle modtage Reumerts Talentpris, mødtes de igen bag tæppet på Gamle Scene, hvor prisen skulle uddeles.

Det viste sig, at de begge var blevet ansat på Det Kongelige Teaters nye, kunstneriske scene, Det Røde Rum, og da det gik op for dem den aften, tænkte de præcis det samme: Det kommer til at gå galt!

Johanne: "Jeg havde altid svoret ved mig selv, at jeg for alt i verden skulle lade være med at indlede forhold til mænd, som jeg skulle samarbejde med. For det er bare svært. 

Så jeg kan huske, at jeg tænkte: Fuck, fuck, fuck!"

Og det gik ”galt”. Allerede da den første forestilling på Det Røde Rum skulle fejres.

Johanne: "Efter festen sad vi pludselig på en kantsten på Gothersgade …"

Thomas: "Ja, men inden da havde vi siddet på en bar med en af vores veninder og havde tænkt, okay, hvornår tager hun afsted, haha."

Johanne: "Ja, det er rigtigt. Endelig gik hun."

Og kyssede I så på den kantsten?

Thomas: "Det tror jeg …"

Johanne: "Jeg kan i hvert fald huske, at du lagde din hånd på mit lår, og at jeg tænkte: Åhhh …!"

Hvordan var det at kysse første gang efter alle de års interesse?

Johanne: "Jeg tror da, det var virkelig rart. Men jeg husker faktisk mest den der hånd på låret, og det var meget smukt."

Thomas: "Jeg er helt sikker på, at det var et godt første kys, men vi var jo altså også lidt stive, haha. Jeg husker også bedst hånden på låret, og jeg kan huske, at jeg tænkte, nu må jeg satse lidt, og så lagde jeg den hånd."

Johanne: "Og det var ikke bare sådan – klask – det var med følelse. Igen mærkede jeg den vilde kraft imellem os, som jeg havde mærket ved det første blik."

Hun stopper op og smiler stort til Thomas.

Johanne: "Når jeg tænker på os, kommer jeg til at tænke på tegnefilmen ”Elementært”, hvor Vand og Ild mødes og bliver vildt forelskede. 

Vand slukker jo ild, så de kan ikke kysse, men fordi energien imellem dem er SÅ stærk, så kan de alligevel godt kysse, uden at ilden går ud."

Hvad er det grundlæggende, I hver især er faldet for?

Johanne: "Man lærer hinanden at kende igennem årene, og jeg er faldet for mere og mere hen ad vejen. Ting, jeg jo ikke vidste noget om i begyndelsen. 

Dengang faldt jeg for, at Thomas er virkelig, virkelig smuk. Jeg er et meget æstetisk menneske, og jeg kan så godt lide at kigge på ham."

Hun griner lidt genert, og han smiler over hele ansigtet.

Johanne: "Ja, det lyder helt vildt overfladisk, men …"

Thomas: "Det er SÅ overfladisk, haha."

Johanne: "Thomas er også den i hele verden, der får mig til at grine allermest, det er vigtigt. Det tiltrækker mig også virkelig meget, at han er så god en skuespiller, og at han er så begavet et menneske. Og selvfølgelig at han er så fantastisk en far."

Thomas: "Hvor er det sødt sagt!"

Og så er det din tur, Thomas?

Thomas: "Jeg har lyst til at sige copy-paste, men det kan jeg jo ikke bare. Altså, jeg har altid haft en drøm om den her femme fatale med et stort rødt hår. 

En drøm, der føltes uopnåelig, men som pludselig blev personificeret i dig, Johanne. Du har også en fandenivoldskhed, som du bare står ved. Du lader ikke som om, du er, som du er. Og det blev jeg dødeligt forelsket i. 

Du har en stor seksuel energi, som du ikke skal gøre dig umage for at udstråle – hvis jeg må sige det."

Johanne: "Det må du så meget sige, det vil jeg da gerne høre."

Thomas: "Det, synes jeg, er super frækt. Og så er jeg enig i, at der er noget meget tiltrækkende ved en kompromisløs dedikation til det, man laver. Der er ikke noget, der kan stoppe dig, og det er så overrumplende. 

Samtidig er du så kærligt et menneske med alle mulige nuancer. Det har jeg jo fundet ud af hen ad vejen, men du udstrålede det allerede dengang, synes jeg, og jeg kan godt lide den kompleksitet. Jeg kan godt lide noget, som er både og, noget som også er helt forkert nogle gange. 

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Det er jo det, der gør det spændende. At man ikke bare lige kan regne dig ud."

Er det en opdagelsesrejse, du stadig er på?

Thomas: "Absolut. Hen ad vejen har jeg for eksempel fundet ud af, at Johannes tøjskab godt kan være fuldstændig eksploderet, samtidig med at hun er totalt sådan her med sit arbejde:"

Han tegner en firkant på bordet.

Thomas: "Helt struktureret. Og så tænker jeg, hvordan kan det dog hænge sammen? Men sådan er det. Sådan er du."

Klar til at være far?

Siden den aften på kantstenen på Gothersgade har Johanne og Thomas været hinandens. De fik nogle legater, som de fyrede af på rejser til Rom, Paris, Amalfikysten, Wien og Prag.

Thomas: "Når man møder en, vil man jo gerne få verden til at eksplodere lidt. Man vil gerne udleve den der forelskelse. Og det var vi gode til. Vi rejste rundt og opførte os, som om vi ejede hele verden. 

Alt handlede om, hvad vi kunne få ud af de byer romance-wise. Det var så dejligt naivt på en eller anden måde. Ingen af os vidste jo reelt, om vores forhold ville holde long-term, men det betød ikke noget, for det føltes fedt i nuet."

Johanne: "Ja, lad os bare fyre den af, det var sådan, vi havde det."

Thomas: "Og sådan havde jeg aldrig nogensinde haft det før."

Hvornår vidste I så, at det var langtidsholdbart?

Johanne: "Jeg tror egentlig, at jeg havde troet på det hele tiden, men da vi købte vores første lejlighed sammen, tænkte jeg, okay, ham her vil jeg sgu gerne have et barn med. Og det var lidt vildt, for jeg havde aldrig før mærket det biologiske ur tikke. 

Overhovedet. Jeg kan huske, at vi en aften var helt vildt stive på Hong Kong Bar, og at jeg pludselig sagde: ”Jeg vil føde dine børn!”."

De griner begge to højt.

Thomas: "Ja, det ringer en klokke, haha."

Og var du også klar, Thomas?

Thomas: "Jeg ved ikke, om jeg som sådan var klar, men jeg har altid gerne villet være far. På en eller anden underlig måde havde jeg samtidig tænkt, at det sgu nok aldrig ville ske."

Hvorfor det?

Thomas: "Fordi jeg havde tænkt, at hvis jeg skulle være far, så skulle det være med en, jeg elskede helt vildt højt, men hvor man stadig kunne gøre alt det, man selv havde lyst til. 

I mit hoved var det nogle kriterier, der gjorde, at det nok ikke kunne lade sig gøre at få det hele til at gå op, og jeg ville ikke være far for enhver pris. Men jeg kan huske, at der skete noget, da vi var på en tur til Rom. 

Vi stod på en gade dernede, og Johanne var bare så fucking hot, at man skulle tro, at der var et kamera på hende. Og der, midt på gaden, kom der så pludselig en ældre dame hen til hende og sagde: ”You are so beautiful”. Og husk, vi snakker Rom, hvor der er SÅ mange smukke mennesker.

Derefter kiggede damen på mig og spurgte, om Johanne var min, og da jeg svarede ja, sagde hun: ”You are so lucky”. Og lige der tænkte jeg bare, ja, det er rigtigt, det er jeg virkelig! Og siden har jeg nok ikke været i tvivl om, at selvfølgelig skal vi da også ha’ et barn sammen."

Johanne: "Jeg tror også, at man når til et sted i et forhold, hvor det kommer helt naturligt. Man har prøvet en masse ting sammen, og pludselig får man også lyst til at skabe og udvikle noget sammen. 

Vi ved jo ikke, hvor vores forhold ville have været i dag, hvis vi ikke havde fået Allie, men vores forhold er i hvert fald radikalt anderledes, end hvis vi ikke havde fået hende. Jeg tænker tit, at når man har været igennem en fødsel sammen, så skal der fandeme meget til, før man går væk fra det menneske, man har haft den oplevelse med. 

Det er lidt som den ultimative test."

Praktisk i det praktiske

Allie kom til verden i 2017, og Johanne og Thomas er enige om, at de faktisk klarer rollen som forældre ret godt, og at der er noget meget smukt i at gå igennem den transformation, det er at få et barn, sammen. 

De mener også, at en af deres spidskompetencer er at snakke sammen, og det hjælper meget i en hverdag, der sagtens kan være lidt presset på grund af perioder med meget arbejde.

Thomas: "Men jeg kan da godt forstå, at folk går fra hinanden, når der kommer et barn, for pludselig ser man, hvordan den anden ”rigtigt” er. 

Min svigermor vil ikke samsove med min datter, så nu må hun ikke længere overnatte

En læser plejer at samsove med sin datter. Men hvis svigermor skal passe hende, kræver svigermor, at barnebarnet skal kunne sove i tremmeseng. Læs, hvad Rosa Øllgaards råder til i Vores Børns brevkasse.

Man ser bagsiden, som man måske ikke tidligere har set, men jeg må sige, at jeg har været helt ligeglad med, hvad der måtte vise sig. Som jeg sagde før, så kan jeg godt lide, at mennesker nogle gange er helt forkerte og overraskende. 

Det, der er pænt og rigtigt hele tiden, interesserer mig ikke."

Hvordan har det ændret jeres forhold at få Allie?

Thomas: "Man bliver jo på en måde voksne sammen, når man får et barn, og man får et ansvar sammen. Før vi blev forældre, kunne vi godt have travlt og alligevel have tid til hinanden og glemme alt andet, men når vi har travlt i dag, så prioriterer vi vores lille trekant med Allie. 

Og der skal vi måske blive bedre til at huske også kun at være os to somme tider. Ellers kan der let gå et halvt år, uden at man opdager det, og så står man pludselig overfor hinanden og siger, nå, men hvordan går det så med dig?"

Hvordan får I en travl hverdag til at hænge sammen uden at miste hinanden?

Johanne: "Udover at være gode til at tale sammen har vi også valgt ikke at skændes om praktiske ting."

Thomas: "Ja, vi er sammen om vores liv, også når den ene i perioder har meget travlt med et projekt. Det hjælper at være praktiske i forhold til alt det praktiske, hvis man kan sige det sådan."

Johanne: "Ja, ellers kan man hurtigt føle, at det hele er meget uretfærdigt. Når Thomas for eksempel har travlt og er meget væk, kunne jeg let komme til at tænke, nå, okay, nu giver han den gas som kunstner, mens jeg går rundt herhjemme og kører til svømning og alt muligt og bare fucking hader det.

Der er det vigtigt, at vi begge to ved, at vi giver hinanden plads til på skift at udleve nogle arbejdsmæssige drømme, for hvis man ikke gør det, kan man let blive bitter, tror jeg."

Alt kommer på bordet

Det kan hurtigt komme til at lyde som om, at Johanne og Thomas bare har styr på det hele. 

Det har de ikke, understreger de flere gange, og for et års tid siden havde de for eksempel en svær periode. De flyttede i hus, mens Thomas var væk hjemmefra i lange stræk på grund af sit arbejde, og både Allie og Johanne havde svært ved at finde sig til rette i de nye omgivelser. 

Samtidig fik Johanne en voldsom hjernerystelse og piskesmæld og kunne næsten ikke overskue noget, så der var den lille familie på hælene og kunne godt mærke, at alle bedsteforældrene bor i Jylland og derfor ikke bare lige kunne træde til. Det krævede nogle lange snakke at komme på ret køl igen, men det lykkedes. 

Samtidig er der selvfølgelig stadig områder, hvor forskelle og uenigheder kan kommer til udtryk.

Johanne: "Det er på samme tid en kæmpe velsignelse og en udfordring, at vores sanseapparater er så fintunede som følge af vores fag. Vi kan simpelthen ikke skjule noget for hinanden, og vi kan ikke gå og gemme os.

Alt kommer på bordet. Omvendt er vi også ret forskellige på mange punkter, og det kan også godt give nogle udfordringer. Hvis jeg for eksempel får en idé, vil jeg helst have, at den skulle være sat i gang i går. 

Der er Thomas meget mere sådan, ah, lad os nu lige tænke os om. Så bliver jeg FULDstændig vanvittig, for jeg har det som udgangspunkt sådan, at det er bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Hvis vi skal have lavet noget ved det her køkken, vil jeg gerne ringe til en i morgen, der kan fikse det for os. 

Der vil Thomas gerne undersøge alting grundigt først. Så vores tempo er meget, meget forskelligt."

Thomas: "Åh ja, det er det, haha. Der ville aldrig ske noget som helst, hvis ikke Johanne var her."

Johanne: "Vi kan heller ikke købe ind sammen."

Hvorfor?

Thomas: "Johanne går gennem en forretning sådan her …"

Han viser med hænderne, hvordan Johanne i høj fart hiver varer ned fra hylderne i et imaginært supermarked.

Thomas: "Og imens er jeg ikke kommet længere end til agurken. Her står jeg og tænker, hm, jeg kunne også lade være med at købe agurk i dag."

Johanne: "Derfor køber vi aldrig ind sammen, haha."

Hvad drømmer I om at gøre eller opleve?

Thomas: "Det er nemt at have drømme, når man laver noget, man virkelig elsker. Det er min drøm, at vi kan blive ved med at gøre det, vi elsker. Sammen. 

Bliver livet passionsløst, synes jeg, det er svært. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at vi bliver ved med at være sammen, og jeg drømmer om, at vi i vores lille familie skal finde tilbage til noget af den eksplosionsfølelse, vi havde, da vi var helt nyforelskede."

Hvordan?

Johanne: "Vi har for eksempel en drøm om, at vi en dag alle tre skal tage ud i verden og arbejde i en længere periode, måske med noget velgørenhed."

Thomas: "Ja, det her med at få et helt andet perspektiv på sit liv og prøve at være mere end bare turist i et andet land, kunne være virkelig fedt. Og Allie er ved at være så stor, at det giver mening, for nu vil hun også kunne huske det i resten af sit liv."

Johanne: "Ja, det ville give så meget mening. Og så vil jeg i øvrigt gerne lige sige som Thomas, at jeg også er sikker på, at vi kommer til at være sammen for altid …"

Thomas: "Nemlig, og det er da også gået over al forventning indtil nu!"