Anders Agger: Når hende, man ikke kunne leve uden, bliver hende, man ikke kan leve med

Interviewet blev første gang bragt i ALT for damerne, nr. 37, 2013.

UDGANGSPUNKT

– Det meste af min barndom boede jeg i Juelsminde. I et parcelhus på en bakketop med udsigt ud over vandet. Der var birketræer i haven, grønne fliser på badeværelset, vægge beklædt med hessian, skibsbrikse og en grundfølelse af, at vi kunne tage tysk tv. Det var ret funky. Så sad min far, mine to storebrødre, Henrik og Lars, og jeg og så Bundesligafodbold eller det tyske fodboldshow "Das Aktuelle Sportsstudie". Det var bundet op omkring lørdag aften, hvor min mor serverede tunsalat. Og det var tæt på lykkeligt.

– Jeg tror i virkeligheden, at det var de lørdage foran fjernsynet, jeg var tættest på min far. Han var skoleleder, liberal, og så sad han altid for bordenden og fik to bøffer, når vi andre fik én. Det var patriarkalsk, men det var sådan, det var, og det var fint. Vi havde en fast, tryg ramme, og inden for den kunne jeg bevæge mig frit – jeg brugte næsten al min tid på at spille fodbold. Rammen var sikkert også meget firkantet, men vi vidste, at hvis noget gik skævt, så kom der nogen og hjalp os.

– Mit barndomshjem var et nydelseshjem, men der var også en bagkant. Jeg ved ikke helt, hvilken genre vi er i, men mine forældre troede på noget, der var større end dem selv – i et stærkt gudsbillede. Jeg voksede op med, at vi slog knoerne sammen og bad bordbøn, når vi kom ind til bordet efter at have spillet fodbold og var møgbeskidte. Mine forældre var moderate over for os og har aldrig skubbet os ind i en skabelon, men når jeg havde kærester, måtte vi ikke sove sammen, og det forstod jeg jo ikke som stor, hormonfyldt teenager. Samtidig var det noget nær rædselsfuldt, når jeg havde klassekammerater med hjem til aftensmad, og jeg tænkte: "Åh, skal vi nu bede bordbøn, og hvad siger de i skolegården?" Men man går jo ikke i stykker af det, og det har været med til at give mig en forståelse for diversitet og en respekt for, at vi som mennesker er lavet forskelligt.

– Indtil jeg gik ind i det der testosteronshow som teenager, overlevede jeg, fordi jeg var god til at spille håndbold og fodbold – i skolen lå jeg ret højt i hierarkiet, tror jeg, og jeg udnyttede det indimellem til at beskytte dem, der ikke havde så meget. Jeg var jo ikke Kofi Annan i Juelsmindeudgave, men jeg kunne i en eller anden grad fornemme, hvis nogen havde det svært eller blev uretfærdigt behandlet og sige fra på deres vegne. Jeg husker engang, vi lavede glidebaner i skolegården, og skolens to hårde drenge, Viggo og Klyden, iført træskostøvler fejede alle de små børn af banen. Jeg væltede Viggo omkuld og var skolegårdens helt i ti sekunder, men i det øjeblik jeg fejede benene væk under ham, vidste jeg, at jeg ville komme til at bøde for det. Og det gjorde jeg også – ude ved cykelskurene efter skoletid. Sådan var jeg også.

HØJDEPUNKT

– Efter en afstikker på biokemistudiet i København begyndte jeg som 23-årig at arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave i Skjern i Vestjylland. Jeg var ung og revolutionær og gik i smækbukser og batiktrøje. Meget ømt. Her blev jeg stormende forelsket i en pædagog, der var seks år ældre end mig: Lissa. Hun havde to små børn i forvejen, jeg sad og betragtede hende i kaffepauserne og følte bare, at det hele lukkede sig sådan lidt sammen omkring hende. Der var noget fascinerende ved dét, at hun havde været nogle gange rundt om blokken og kunne mere end de fleste. I hvert fald mere end mig. Vi blev kærester, og psykologerne ville nok bide mærke i, at hun var min tredje kæreste, som var ældre end mig. Jeg tror, det handlede om, at jeg selv var ret dygtig til mange ting, så jeg har nok haft behov for at møde nogen, som var dygtigere end mig. Jeg boede på det tidspunkt i et drengekollektiv i Skjern, men flyttede ind til Lissa og hendes børn, Line og Thomas. Til mit held var deres far helt ualmindelig cool over for mig og gav mig plads. Så blev Lissa gravid, og jeg var simpelthen så frisk at sige: "Jeg kan godt undvære det barn". I dag er jeg lykkelig over, at jeg var sammen med en kvinde, som sagde: "Det kan godt være, men det kan jeg ikke. Og det kommer du til at forstå en dag". På en eller anden baglæns måde gav det hele mening, i det øjeblik jeg stod på barselsgangen i min stribede H2O-sweatshirt med min søn, Rasmus, i armene og mine to papbørn ved siden af. Det lyder som en kliché, men det virkede som meningen med livet – at man skal passe på nogen, så man sætter sig ud over sig selv på alle leder og kanter. Så som 25-årig havde jeg altså ansvaret for tre børn, en husleje, et arbejdsliv og en hund. Lang tid før mine jævnaldrende var jeg malet ind i et hjørne, og det var nok meget godt, at jeg ikke tænkte så meget over det, før jeg kastede mig ud i det – mænd tager jo ikke ansvar, før nogen giver det til dem, og da jeg stod i det, var det det helt rigtige. Det hjalp, at Lissa gav mig lov til at leve et ungt liv, mens børnene var små: jeg spillede stadig fodbold tre gange om ugen, gik jævnligt i byen og var mindre bundet af hjemmet end de fleste andre nybagte fædre. Det var Lissas kloghed, for hun vidste jo godt, at hun havde fået en kæreste, der var seks år yngre end hende. Hun forstod mig, og det var en enorm styrke.

LYSPUNKT

– Jeg er grundglad. Det er sådan en Gori-farve, der ligger i mig. Meget, meget sjældent vågner jeg og tænker "Åh, jeg gider ikke i dag". Der er selvfølgelig perioder, hvor jeg er klemt både arbejdsmæssigt og privat, men som udgangspunkt er jeg altid optimistisk og i godt humør. Mine to brødre er også lyspunkter. Vi har altid været helt tætte, også selvom den ene har boet 20 år i Canada. Jeg bliver altid helt angst, når jeg hører om søskendeflokke, der råber røv efter hinanden – eller som ikke forholder sig til relationer, nevøer og niecer. Det er et grundstof i vores familie: At man kerer sig om hinanden. Hvor hennafarvet, irriterende og vandfødsel-agtigt det end lyder.

NULPUNKT

– Man når vel at krydse fire-fem kæmpeforelskelser i sit liv, og Lissa har været en af mine. Vi gik fra hinanden for seks-syv år siden. Det er et mysterium, hvordan hende, man næsten ikke har kunnet leve og ånde uden, nogle år senere er hende, man ikke kan leve med. Jeg lærer jeg nok aldrig helt at forstå, hvad det er, der går galt i det mellemstykke. Men det begyndte at gå skævt, da jeg fik tjenestested på DR i København, og vi fastholdt at blive boende her i Ringkøbing som familie. Det blev to verdener for mig – to bobler, som jeg nok var for dårlig til at få til at hænge sammen, og vores forhold blev ramt af noget inerti. Så tog vi beslutningen sammen, og hun og børnene flyttede 500 m væk i et andet hus. Da flyttebilen kom, var jeg på optagelser ude i et sommerhus ved vestkysten til et program om min gamle gymnasieklasse. Festen var den mærkeligste nogensinde, for jeg vidste godt, hvad der var ved at ske derhjemme, og jeg kan bare huske fornemmelsen af at komme hjem søndag formiddag – helt bagstiv – og gå ind i vores stue, som var ryddet. Der stod kun en telefon på gulvet. Og jeg var simpelthen ved at dø. Det er man jo. Så lagde jeg mig ned på gulvet og fornemmede, at det her måtte være mit livs ultimative nulpunkt. Det var helt filmisk. Hvis man holder fast i Møllehaves ord om, at sorg er kærlighedens pris, så mærkede jeg den virkelig lige der på stuegulvet. Jeg var bare lemlæstet. Jeg har svært ved at huske noget fra perioden derefter – jeg gik bare rundt som en liter letmælk. Som regel er det sådan, at hvis man går fra hinanden, kan man enten ikke forstå, hvorfor man nogensinde har været kærester, eller også vil man blive ved med at elske hinanden på en eller anden måde, og jeg tror i virkeligheden, jeg kom videre ved en fornemmelse af, at det ikke nødvendigvis var nekrologen over et parforhold. At det måske kunne reddes. Det kan man kalde en form for surrogat, men det var en måde at arbejde sig tilbage på i stedet for bare at kaste sig ud i 40 blondiner og 80 drinks. For det gjorde jeg ikke. Selvom det er en del år siden, vi flyttede fra hinanden, er vi blevet ved med at opretholde en eller anden form for kontakt og forhold. Det er det klassiske dilemma mellem hovedet og hjertet: Jeg elsker dig, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan bo med dig. Og det store hug er: Skal vi lade den ligge og komme videre, eller skal vi holde sammen og leve som kærestepar, der ikke bor sammen? Den tygger vi stadig på efter seks-syv år.

VENDEPUNKT

– Jeg har det meste af mit liv været skruet sådan sammen som mand, at jeg har været relativt dårlig til at flashe, når noget ikke gik godt. Men bruddet lærte mig, at man ikke går i stykker af kriser, og at det er okay at være et sted, hvor alting er svært at forstå. Hvor dine venner og familie og børn ser, at du er ked af det. Det der med at turde tale med andre om det, var rart – ud over at jeg fik lettet min egen dårlige samvittighed, gav det også noget modspil. Som når en af mine venner kiggede på mig og sagde "Anders, du er heller ikke verdens mest gennemsigtige mand". Det er på kanten af at være banalt, men tingene har det med at lægge sig på de rigtige hylder, når der er gået noget tid. Jeg har en rigtigt stor lagermester indeni, som går og ordner og sætter sorgerne ind på de rigtige hylder. Det er fair nok at skubbe glæden væk en gang imellem, for sorgen komplementerer den jo.

MIDTPUNKT

– Jeg smiler altid lidt, når folk taler om deres "karriere". Jeg bruger aldrig det ord, for i min optik er en karriere noget, hvor det er almindeligt anerkendt, at man har forvaltet sit job flot og er en succes – jeg kalder det bare "mit arbejdsliv". Og mit journalistiske arbejdsliv begyndte på Ringkøbing Amts Dagblad i slutningen af 80'erne, så kom jeg på DR i Holstebro og har været i DR-hamsterhjulet lige siden. Da jeg var journalist på 21-Søndag, stak mine ideer på redaktionsmøderne noget ud. Jeg husker, at jeg en weekend i maj havde siddet til en parmiddag i Ringkøbing og fik fortalt, at et par fra byen var brudt ud af hvert sit respektive forhold med fire børn for at blive kærester. Og da jeg kørte på arbejde mandag morgen, tænkte jeg ikke – hvor end jeg gerne ville – på Socialministeriets seneste opgørelse over social ulighed, jeg sad i stedet og tænkte på det par, der midt i foråret bare havde sluppet det hele for at gå efter kærligheden, og det var dét, jeg tog med ind til bordet ved redaktionsmødet. Jens Nauntofte var lige taget til Berlin for at lave et indslag om neonazisme, en anden ville lave noget om Israelkonflikten, en tredje ville dække Skattekommissionens nye udspil – og jeg ville egentlig bare gerne lave noget om forårskærlighed. Som så mange gange før kiggede Steffen Kretz og Morten Løkke-gaard bare på mig og sagde: "Det er fint nok. Lav lortet". Så det blev et otte minutter langt indslag i bunden af "21 Søndag", og seerne gik amok på den gode måde, fordi de var blevet genkendt på en følelse. På den måde har jeg altid haft en kærlighed til historier, der bygger på en form for menneskelig banalitet. Altså det, der holder os sammen. Og det, der skiller os ad.

– Det lyder måske ironisk, men jeg har aldrig haft et stort behov for at være på. At det er endt med at blive sådan, at jeg selv er en del i billedet i mange af min programmer, er lidt et tilfælde. Det startede, da Anne Hjernøe og jeg lavede de første sommerprogrammer på DR. Når hun stod med hænderne i maden, ville det være mærkeligt, hvis jeg fastholdt min stil med at holde mig i baggrunden, så jeg trådte et skridt frem. Og da jeg efterfølgende lavede serien "Sømanden og juristen", blev jeg jo ansat som frivillig på hospicet, så det virkede naturligt, at seerne oplevede, at jeg hjalp patienterne med det praktiske. Men det er aldrig mig, der er vigtigst i programmerne, og jeg er pinligt bevidst om ikke at være sådan et tulipanskud, der bare klipper mig selv ind, fordi det måske giver noget streetcredit. Det er jeg altid gået uden om.

FIKSPUNKT

– Vestjylland har været min base de sidste 30 år – med få afstikkere til København og Århus. Debatterne om "Udkantsdanmark" har i mine øjne ikke noget med Ringkøbing at gøre – en by, der har sit eget spillested, en fodboldklub i 2. division og en biograf. Så er det mentalt, man gør det til et udkantssted. Det undrer nogle, at jeg holder fast i at bo her, men det er bare blevet mit naturlige udgangspunkt. Det er her, jeg har mit netværk og helt uforligneligt gode venskaber – nærmest triptrap i baghaven bor to af mine tætteste venner, det er nærmest et oldekolle. Jeg kan godt lide, at man herude ikke er noget i kraft af det, man laver, eller det, man siger. Man er noget i kraft af den måde, man agerer på, og det, man gør ved folk. Det smitter af på min journalistik. Jeg får indimellem et par søde henvendelser om mine udsendelser i den lokale Netto, men i det hele taget er jeg bare en almindelig indbygger i Ringkøbing – jeg føler mig beskyttet og upiedestaliseret. Det kan jeg godt lide. Jeg elsker at bo her.

LAVPUNKT

– De færreste ved, at jeg lavede hospice-serien, fordi en af mine bedste venner gennem mange år begik selvmord. Jørgen var den første, jeg lærte at kende i Ringkøbing – vi mødte hinanden i 1991, da jeg var ude at dække en Thomas Helmig-koncert. Han er måske det sjoveste menneske, jeg nogensinde har mødt, men han var også ét stort panser – i hvert fald fik han pakket alt det svære ind. For fem år siden blev han fundet død i sin bil. Ude ved vores sommerhus for at det ikke skal være løgn. Bare to dage tidligere havde vi siddet og drukket kaffe ude på min terrasse. Da tænkte jeg: "Hold da kæft, hvor har du misset nogle ting her, Anders". Jeg tror, jeg bebrejdede mig selv, og da jeg bar kisten ud af kirken sammen med hans tre brødre, tænkte jeg, at der nok var nogle ting, vi skulle have opdaget noget før. Men det er svært at sige hvad. Det var sådan en begravelse, hvor man simpelthen ikke ved, hvordan man er kommet derhen, og hvordan man kom derfra. Hvis jeg havde fået 15 dage med Jørgen, inden han valgte livet fra, hvad havde vi så sagt til hinanden? Den tanke kunne jeg ikke slippe, og jeg forsøgte at finde svaret på hospice. Dybest set handlede programserien om Jørgen.

BLØDT PUNKT

– Mine børn Line, Thomas og Rasmus er både mine højdepunkter og bløde punkter. Selvom jeg kun er biologisk far til Rasmus, kan jeg ikke følelsesmæssigt kende forskel på de tre børn. Jeg elsker mine papbørn lige så højt, som jeg elsker Rasmus, og det er ikke bare en sang fra de varme lande – sådan er det virkelig. I dag har jeg været omkring mine papbørn i 25 år. Faktisk er jeg kun 14 år ældre end min papdatter Line, så vi kunne have udviklet et venskabeligt forhold, men det er det ikke – det er en udpræget parfar-datter-relation, vi har, og det har været vigtigt at holde fast i. Nu hvor Lissa og jeg er gået fra hinanden, har det slet ikke været et issue, om mine papbørn og jeg skulle blive ved med at ses – for selvfølgelig skal vi det. Jeg har fået to papbørnebørn, som også har en ret direkte vej til mit hjerte. Når jeg for eksempel afleverer 6-årige Alberte oppe på Kochs Skole i Århus, og hun former et hjerte med fingrene ud gennem vinduet, så kan jeg mærke, når jeg sætter mig ud i bilen, at det rammer mig hårdt.

– Jeg har også en musikalsk, melankolsk side. Lige nu er det en sang, der hedder "Heavenfaced" af The National, som hver gang, jeg hører den, gør mig helt ked af det på en god måde.

LÆS OGSÅ: Jussi Adler Olsen: Jeg er opvokset på forskellige sindssygehospitaler