Anders Agger: Uddrag fra Mit livs lærer

Mit livs lærer gik i hjemmestrikket vest.

Det var ikke holistisk hønsestrik.

Det var ikke et politisk statement.

Det var bare en hjemmestrikket vest.

Og det var en del af ham.

Ligesom piben.

Ligesom den høje, sorte herrehavelåge, han bugserede ind igennem skolegården hver morgen.

Fløjtende i fløjlsbukser. Let foroverbøjet, men atletisk.

Vores klasse vidste det instinktivt – uden at vide det:

At han selvfølgelig havde en smuk og mild kone, der nænsomt strikkede de ensfarvede veste i tremmesofaen i deres smagfulde lektor-villa i Vestjylland, mens de drak te af deres stentøjsservice om aftenen og vendte dagens pudsigheder.

Og fortalte de mindste og de største ting til hinanden.

Men det er det, der er med lærere:

De må helst ikke eksistere uden for kontekst.

LÆS OGSÅ: 9 fantastiske bøger til sensommeren

De må helst ikke handle i Kvickly med deres børn i vinterstøvler.

De må helst ikke gå til læge, ferniseringer eller se en Serie 1-kamp på stadion.

Så bryder de kontrakten og en verdensopfattelse.

Det er udpræget i de mindste folkeskoleklasser.

Men det hænger ligesom ved helt op i gymnasiet:

Fordi de tre år er en transformation af et barn til en næstenvoksen.

Lærere skal helst bo på skolen – og helt sikkert i fysiklokalet, hvis de underviser i fysik.

På et leje af det periodiske system, hvor Pb står for bly.

Plumbum.

Mit livs lærer hed Jens Vaaben.

Eller hedder.

For han findes endnu.

Og han var min fysiklærer i 2. og 3.g på Vestjysk Gymnasium, Tarm.

Hvor gammel var han dengang?

Højst 40, måske.

Men alt over 25 talte dybest set ikke.

Så var det bare ... det samme.

Vi taler 1980´erne – og vi taler det store opgør i et Danmark, som Anker Jørgensen ikke længere kunne få til at hænge sammen for så at overlade det til Poul Schlüter og de brølende ungkonservative, der fik det traditionelle, røde gymnasium til at flække i to:

En del, der fortsat bekendte sig til smækbukser og arven efter Gnags.

Og den anden del, der pludselig hørte Ultravox, A flock of Seagulls og Depeche Mode – og gjorde Matinique til deres kampuniform.

Jeg var en af dem, der flækkede – og søgte asyl i begge lejre, fordi der var venner på begge sider.

Det var noget rod. Politisk. Tøjmæssigt.

I det hele taget.

Midt i alt det stod Jens Vaaben i al sin mildhed og med al sin naturvidenskab.

Og han var alt andet end sit efternavn...

Han blev vores pacifist og helle i en brydningstid.

Vores Kofi Annan i de kaotiske to år, der langsomt spidsede til – og endte med den uvirkelige følelse, det var, at stå i den store atriumgård og få taget det episke studenterbillede i sommeren 1983.

Billedet.

Ingen snapchat, ingen insta.

Ingen flermediel begivenhed.

Bare et billede, man ventede på i cirka 4 uger.

For så at konstatere, at 110 elever ikke kan holde øjnene åbne på samme tid.

Jens Vaaben stødte til os i 2. g.

Lige der, hvor vi havde valgt side – om vi ville være fysisk, biologisk eller samfundsfaglig student.

Det var en familietradition, der afgjorde, at jeg skulle være matematisk-fysisk student.

Min far var matematiklærer – og mine to ældre brødre arvede hans flair for tal og forståelse af de inderste kamre af matematikken:

Derfor blev de matematiske-fysiske studenter med mere end pæne karakterer i hovedfagene matematik, fysik og kemi.

Jeg brød ikke arven.

For jeg traskede troligt efter naturvidenskaben, selv om vigtige, indre organer havde luret den.

Og skreg noget andet – uden at viljen eller virkeligheden hørte efter.

Ikke, at mine forældre og brødre forventede noget.

Det blev bare sådan.

Fordi man instinktivt skrev sig op i køen af familietraditioner og anede konturerne af et universitet på et tidspunkt, hvor alle kom ind på alle studier. Minus læge og jordemoder.

Og fordi at integralregning så tilpas fedt og firkantet ud, som det stod der i sin storebrors aflevering.

Havde jeg klaret den uden Jens Vaaben?

Muligvis.

Men jeg hælder til et kalejdoskopisk nej.

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: “Jeg er engang blevet nomineret til årets gay icon, på trods af at jeg ikke er lesbisk”

Han dukkede op med sin skoletaske i kernelæder i august 1981.

Det var klassisk, kvalmende varmt – og i det fine, lille auditorium, der skulle blive vores dagligstue med Jens Vaaben, satte han sig på bordkanten ud mod os.

Dinglende ben, Provencebrun og åben. Piben i vindueskarmen.

Uden vest.

Den blev langsomt monteret, når det blev efterår.

– Goddaw, sagde han.

– Det er fint at se jer, 2. zF.

Transitionen fra folkeskolen til gymnasiet var gennemlevet.

Vi havde vænnet os til lærere, der var excentriske epicentre i deres egen undervisning – dansklæreren, der stod på hænder i undervisningen for at fremme et fandenivoldsk Misfat-digt af F.P. Jac.

Den milde matematiklærer, der levede i sin egen, lille Tournesol-verden – og kun for alvor fik kontakt med os, når de bedste matematikere i klassen – Lisbeth Søndergaard, Jes Dideriksen eller Ole Gorm – virtuost havde været ved tavlen og isoleret de nødvendige x'er i en andengradsligning.

Så smilte han genert og stolt, mens han ikke kunne huske vores navne.

Den gamle, hyperbegavede oldævllærer, der var det sidste lektorudtræk fra 50'er-gymnasiet.

Ingen ondskab.

Ingen ønsker om bare et lille maltbolsje til ham.

Anders Agger cirka anno 1984.

Men bare to forskellige verdener, der kolliderede, mens lektoren manducerede os i de to eper, Illiaden og Odysseen.

Vi vidste godt, det var vigtigt og dannende.

Men hvordan – og hvorfor?

Lige der sad Jens Vaaben – og trak en lige linje tilbage til dengang, hvor læreren var både degn, hyrde, gårdvagt og buschauffør, hvis man skulle til idrætsstævne.

Sådan som de fungerede og var udtænkt til de mindste klasser i folkeskolen.

Han pegede på os med den venlige finger – og kunne vores navne.

Ville høre, hvor vi boede.

Ville høre, hvorfor vi ville fysik.

Og han havde ikke travlt.

På det første spørgsmål fik han fornemmelsen af en klasse, der var baseret på meget opland og lidt storby.

På det andet spørgsmål – hvorfor fysik – var det kun Lisbeth Søndergaard, Jes Dideriksen og Ole Gorm, der svarede.

Vi andre var renonce.

De fleste af os sad på et leje af at have valgt samfundsfag og biologi fra – og tilbage var der så fysikken.

– Bente, sagde han så.

– Forestil dig, at du er en lille neutron ...

Det ville Bente Nissen fra Bork tydeligvis ikke.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: “Vi skal passe på med at tro, at hele livet er en konkurrence. Der er jo ikke nogen præmie”

Men det lille billede har for eftertiden ramt klassen som den dag, hvor fysikken blev en størrelse, der kunne brydes ned.

Og gøres forståelig.

At alt sammen har noget med den, der formidler at gøre.

Jens Vaaben slækkede ingen steder – for pensum var pensum.

Og fysikrapporter var fysikrapporter.

Jeg er bare ikke sikker på, at vi opdagede det, fordi han samlede os – de 12-14 udvalgte, vi var.

Og fik umærkeligt gjort fysik til det fag, hvor der opstod en form for ligeværd og fascination.

En respekt for faget og videbegær.

Ole Hauskov var min sidekammerat, blodbroder og fodboldtvilling.

Han var ingeniørsøn.

Og i det hjem var der ikke tvivl om, at han skulle være matematisk-fysisk student.

Samfundsfarlig?

Det kunne man selv være.

Jeg rejser fortsat rundt med en historie om, at jeg trak Ole igennem de to første år af gymnasiet – på matematik- og fysiksiden.

Hvis ikke med direkte hjælp.

Så med direkte afskrivning fra mine brødres fysikrapporter og matematikafleveringer, som gymnasiet praktisk nok lod gentage gennem mange år.

Nutidens Jens Vaaben fotograferet af sin kone, Kis, på en cykeltur i Vestjylland.

Ole genkender ikke udlægningen.

Det er måske fair nok – og nødvendigt, når man sidenhen har begået en effektiv karriere i talverdenen.

Og sagen er nok den, at Jens Vaaben i virkeligheden blev livgivende for både Ole og mig.

Ikke, at jeg nogensinde kom til at forstå dybden af fysikken.

Ligesom at jeg aldrig knækkede koden til matematik. Kunne ikke se skønheden.

Ligesom det blev mere og mere indlysende, at jeg SKULLE have været en foragtelig sproglig-samfundsfaglig student.

Men Jens Vaaben gav mig et ØNSKE om at forstå en verden, der ikke var nem.

Han bar sin faglighed forrest – og insisterede på, at fysik var for folket.

At den griber afgørende ind i vores liv.

Derfor skulle vi også lære at forstå fascinationen af kviksølv – grundstof nr. 80, husker jeg på rygraden.

Føromtalte plumbum kan virke mere overflødig. Men har vist atomnummer 82.

Måske 83?

Nej, det er bismuth... med symbolet Bi.

Men længe inden, at nogen udtalte differentieret undervisning, havde Jens Vaaben gjort det.

Læst os, forstået os – og lært os.

Mit livs lærer kunne godt ha' været fru Døssing fra Juelsminde skole, der læste Brødrene Løvehjerte for os i 4-5. klasse.

Og fik indført, at man godt må græde en lille smule indeni – og endda indrømme det, selvom man spillede fodbold i frikvartererne uden frispark.

Det kunne også ha været Judith Pilgaard fra samme skole.

Bare fordi man var børneforelsket i hende.

Men det blev Jens Vaaben.

Jeg aner ikke, hvad det samlede karaktergennemsnit i fysik endte med for 3. zF.

Den skriftlige del blev en levende katastrofe for mig.

Og mærkelige eksamensvagter i en gymnastiksal, der var blottet for Jens Vaaben.

Den mundtlige fysikeksamen, som var min sidste, gav et 10-tal efter gammel karakterskala.

Jeg husker noget med centrifugalkraften – og at jeg havde godt fat i den og cirklede rundt og blev svimmel af glæde over, at censor nikkede samtykkende mod mig, mens de cremefarvede vægge og de lilla fysikprøveborde flød ud i et.

Og vigtigst af alt:

Jens Vaaben kiggede anerkendende og smilende til mig – og hjalp kun lidt, da jeg blev overmodig.

Udenfor stod min mor og min kæreste klar med studenterhuen, der var til den store side.

Billedet fra dengang er beskåret uheldigt.

Gymnasiets loft spiller en stor rolle.

Men det er et Kodakbillede, jeg husker – men ikke kan finde...

Min mor, Mette Marie – og mig, smilende.

Og med Jens Vaaben lige ved siden af.

Som min hyrde, degn, gårdvagt og buschauffør.

Eftertiden har det med at redigere råt – og det skal nok vise sig, at Jens Vaabens kone aldrig brød sig om at strikke.

Det lever jeg med. 

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

LÆS OGSÅ: Jette Frölich: “Det at være kreativ - det er pokkerdansemig også et arbejde!”

LÆS OGSÅ: “Jeg ler som en vanvittig hver dag”