Anders Breinholt: "Jeg trækker forhåbentlig stikket, før nogle andre gør det"

Udgangspunkt

– Mit udgangspunkt er de værdier, jeg har fået med fra mine forældre. Det er klassisk gode værdier som, at man skal være god ved andre, have empati, høre efter hvad andre siger og interesse sig for andre end sig selv. Jeg har prøvet at give dem videre til min datter, Ellen. Selvom jeg egentlig ikke ved, hvordan det kommer ud, for jeg sætter mig jo ikke ned en aften og siger: "Nu skal jeg fortælle dig, hvad gode værdier er". Men helt basalt handler det om, hvordan man anskuer verden og er over for andre.

– Men jeg er også opdraget med, at børn og voksne har lige meget ret til at mene noget. I mit barndomshjem var det ikke sådan: "Jeg ved bedre, for jeg er voksen". Når der var kartoffelkur og Tamilsag og Reagan på dagsordenen hjemme i Ølstykke i 80'erne, måtte jeg gerne tale med, spørge ind til det og være uenig, selvom jeg var 15 år og ikke vidste, hvad det handlede om. Sådan prøver jeg også at være over for ungerne derhjemme. I går aftes sad jeg med Line og hendes ældste datter, Ida, og snakkede om "Luksusfælden". Jeg elsker Luksusfælden. Vi begyndte at tale om renter og lån, og jeg brugte termer, som Ida ikke forstod. Jeg tænkte, at jeg måske burde omformulere det, men så tænkte jeg, at det gad jeg ikke. Hun måtte stoppe mig og spørge, hvad det betød, hvis hun ikke forstod, hvad jeg snakkede om – for sådan var det jo også hjemme hos mine forældre.

Lighedspunkt

– Jeg ligner min far, det kan jeg lige så godt sige. Han døde for tyve år siden, men jeg ligner ham på mange punkter. Ikke så meget udseendemæssigt. Hvis du satte mig, min far, min lillebror og storebror ved siden af hinanden, kunne man især se, at min lillebror ligner min far. Rundt hoved, intet hår, helt perfekt. Men jeg ligner ham af natur.

– Min far blev helt vildt hidsig over små ting. Da jeg var 13-15 år gammel, skulle vi sætte en persienne op på mit værelse. Alle, der har sat en persienne op, ved, at det er noget, der er skabt i helvede, men min far var uddannet smed og rimelig håndværksmæssigt anlagt, hvilket jeg ikke er, hverken smed eller håndværksmæssigt anlagt. Persiennen blev ved med at falde ned. "Sådan noget pis, hvad fanden er det for noget lort", råbte han. Han tændte af på tre splitsekunder, og efter den var faldet ned flere gange, tog han den til sidst, smed den ned i jorden og sagde: "Jeg sætter mig i en stol resten af mit liv".

– Det har jeg aldrig sagt, men jeg oplever ofte, at hvis jeg skal ordne noget praktisk, bliver jeg lige så hidsig og har svært ved at slippe den følelse. Det er fucking barnligt, lad det dog flyve, mand, tænker jeg, men følelsen bliver ved med at være i mig. Heldigvis griner Line og ungerne bare af mig...

– I gamle dage, da Anders (Lund Madsen) og jeg lavede "De Sorte Spejdere" i radioen, kunne jeg altid hidse mig op over noget, kaste op over noget, brokke mig, men det har aftaget over tid. Jeg kan ikke hidsig mig op over de samme ting længere, det har nok noget med alder og erfaring at gøre. Jeg har ikke så meget "wrraa" i mig som engang.

Anders Breinholt. Foto: Franne Voigt.

Kritikpunkt

– Men dansk politik kan godt gøre mig vred. Jeg har stemt på Socialdemokratiet en del gange, men på mine gamle dage er jeg blevet vægelsindet. Jeg tjener flere penge, end jeg gjorde for ti år siden og har mit eget produktionsselskab med 50 ansatte. Jeg burde være Anders Samuelsens (LA) største fan og klappe af Saxobank-kvajet i Schweiz, men jeg har valgt ikke at gå den vej. Men det virker, som om Socialdemokraterne er i gang med en stor omgang symbolpolitik, fordi det er gået ad helvede til de sidste mange år. De mener sgu det samme som DF, bare fem år senere, og om fem år mener de noget, der er endnu mere vidtgående.

– Hvis der kom valg i morgen, ville jeg simpelthen ikke ane, hvem jeg skulle stemme på... Traditionelt set er jeg opvokset i et socialdemokratisk hjem, hvor min mor var dagplejemor, og min far var smed og maskinarbejder, der gik ind for fagforeninger, solidaritet og alt det der, men nu er der ikke særligt mange, der har socialt ansvar – jo, kun helt ovre i den yderste venstrefløj, men så venstreorienteret er jeg ikke. Så er der Alternativet, men jeg ved ikke, hvad de vil. Jeg går ikke over til De Konservative, for der sidder Naser Khader, og ham har jeg det stramt med, Venstre nej, DF aldrig nogensinde... Ha ha, så hidsede jeg mig alligevel op.

Vendepunkt

– Min far døde af cancer alt for tidligt, han var 53 år gammel. Han var af den generation, der tænkte: "Det kan godt være, det gør ondt, men...". Han var nok, som mænd er flest og var for længe om at få fingeren ud og komme til lægen. Måske ville han ikke beskyldes for at være hypokonder, eller også var han bange, jeg aner ikke, hvad årsagen var, og ingen ved, om det var gået anderledes, hvis det var blevet opdaget før.

– Han fik det at vide i januar og døde i oktober. Beskeden var, at han havde et halvt år at leve i, ingen behandling, lægerne kunne ikke gøre noget, så de sagde bare, at han skulle sørge for at nyde den tid, han havde. Jeg vidste godt, at han var syg på det tidspunkt, men det var "the final message". Det var helt sindssygt at få det at vide.

– Selvom man godt ved, at kronologien er, at ens forældre dør før én selv, var det stadig bare for tidligt... Jeg havde en ven, Peter, hvis far fik samme besked, men i to år lå han bare i en hospitalsseng derhjemme. Peter fortalte, at det sidste, han huskede om sin far, var, at han lå i en seng i stuen i hans barndomshjem, pissede i en kolbe og blev en grøntsag. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft, at min far stadig levede, men når det ikke kunne være anderledes, er jeg bare glad for, at han var helt bevidst om sin situation til det sidste. Det var først det sidste døgn, han ikke var kontaktbar. Han var ærlig, nøgtern omkring situationen. Det var vildt at se, at ham og min mor sad ved spisebordet og planlægge alt, i forhold til hvordan min mor skulle blive i huset, efter han var død. Det var rimelig overskudsagtigt taget i betragtning af, at han skulle herfra inden for kort tid. Men det var vigtigt for ham at vide, at vi havde det godt, når han ikke var her mere.

– Jeg ville da gerne have, at han stadig var her. Line har aldrig mødt min far og Ellen har aldrig mødt sin farfar. Han ville have været 73, det er jo ingen alder i virkeligheden, men nu har min mor fundet en anden, så det er ham, der er farfar-agtig.

Holdepunkter

– Nu lyder det som om, at det er et interview til Matador-nyt, men mit holdepunkt er helt klart hjemmet. Det har det ikke været tidligere. Da jeg var yngre, skulle jeg bare arbejde og være ude tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag. Enten fordi der var en koncert, jeg gerne ville til, eller noget andet. Det fortsatte også, da jeg havde fået et barn. Dengang lavede jeg radio, så når jeg tog ud og så en koncert, var det også arbejdsrelateret. Det hele havde noget med arbejde at gøre, selvom der ikke var nogen, der krævede, at jeg stod i Vega og hørte et eller andet band, men det havde jeg lyst til. Og det var ikke en dårlig undskyldning for at slippe for familien, men reelt set var der nok mange dage, hvor jeg burde have været derhjemme i stedet for at stå på Vega og høre musik.

– Da jeg mødte Line for fem år siden, og vi lige pludselig blev en familie på fem, ændrede prioriteterne sig hurtigt. Vi var den helt klassiske skilsmissefamilie. Det var ikke bare mig og Line, der skulle flytte sammen, men også tre børn, som ikke kendte hinanden særlig godt på forhånd. I det øjeblik fandt jeg ud af, hvor fokusset skulle være. Wup.

– Vi har været meget privilegerede i forhold til andre skilsmissefamilier. Selvfølgelig har det været svært, det går altid ud over børnene. De fulgte bare med os, fordi vi havde bestemt, at vi skulle være sammen. Det var en mærkelig situation at byde børnene, men de har fandeme klaret det flot. De elsker hinanden – og det er ikke noget, jeg siger i blindhed, for selvfølgelig har de været kede af det og savnet deres andre forældre, men jeg tror, det har været nemmere for os, fordi de alle er piger og har samme interesser.

– Vi har lige været på ferie i Thailand, og det var magisk. Børnene var med på turen, men de var hele tiden i poolen og mødte nye venner, så når vi spurgte, om vi ikke skulle spise frokost sammen, var det hele tiden "ej, det gør vi sammen med hva'fanden-de-der-børn-hed". Da vi havde været der i tre dage, savnede Line og jeg simpelthen ungerne. Til sidst endte det med, at vi beordrede dem til at spise med os, ha ha.

Ømme punkt

– Det lyder måske patetisk og overfladisk, men jeg kommer altid for sent. Jeg strækker den altid til sidste øjeblik. Når jeg skal være i sminken klokken 13.15, sidder jeg stadig i studiet klokken 13.30 og drikker en juice, ryger en cigaret og fortæller røverhistorier.

– Rico, som jeg har et produktionsselskab sammen med, skriver jeg altid til, når jeg er forsinket. I starten skrev han ok, fint nok, men nu gider han ikke svare mere. Det er virkelig mit ømme punktog en dårlig egenskab e. Hvis det var en anden, der blev ved med at komme for sent, ville jeg jo selv tænke: "Hvor er respekten for det, vi laver?". Jeg tænker meget over det, men det er en brist hos mig, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan lære det.

Anders Breinholt. Foto: Franne Voigt.

Svage punkt

– Jeg har et svagt punkt for Lis Sørensen. Næsten alle hendes numre kan jeg tude til. Det sker oftest med de gamle sange som "Stille før stormen" og "Verden i farver". De får mig helt i knæ, uanset om jeg er glad eller ked af det. Jeg græder ofte i bilen til et af hendes numre. Det er simpelthen hendes stemme, hendes inderlighed... og så er der noget nostalgi forbundet med hendes sange.

– Men Niels Brandt fra The Minds of 99 har jeg også et svagt punkt for. Hans stemme og tekster får mig også til at græde. Niels er ikke den eneste, men han er et lysende eksempel på, at der stadig er nogen, der skriver lyrik, der er til fortolkning. Jeg skal altid tænke over hans tekster en ekstra gang, for det er skrevet så finurligt, at min hjerne bliver nødt til at overveje, hvad det egentlig betyder. Hvis det samtidig også er leveret på en god måde, gør det noget følelsesmæssigt ved mig.

– Jeg så The Minds of 99 for første gang på Jelling Festival for tre-fire år siden, hvor jeg begyndte at tude, fordi hele efterskole-segmentet stod foran scenen og hoppede og sang og holdt om hinanden. Alt, hvad der hed tid og sted, var glemt, og alt, hvad der hed dagligdag, var glemt. Der var bare noget, der skulle ud, de følte den big time, og det er eddermaneme sjældent, man oplever det. Nu er jeg en gammel mand på 45 år, og jeg kunne have været deres far, men det var rørende at se.

Nulpunkt

– Jeg synes ikke selv, jeg har peaket endnu, men jeg ved godt, at kurven vil gå nedad på et tidspunkt. Jeg har virkelig fundet min rette hylde. Det kan godt være, der er andre, der vil sige noget andet, men jeg har gjort alt for at prøve at forlænge min karriere. Jeg ved godt, jeg ikke skal lave "Natholdet" for evigt.

– Det gode ved både "Natholdet" og podcasten er, at jeg ved, at jeg skal lave et nyt program næste dag, så hvis det ikke går godt, kommer der altid et nyt. Men jeg føler næsten aldrig, at jeg ikke leverer. Nu lyder jeg meget irriterende, men hver dag er et nyt program, og hver dag er der nye ting, man skal fokusere på.

– Jeg har prøvet at tvivle på mine egne evner. Da jeg var vært på "Go' Morgen Danmark", irriterede detmig, at jeg ikke havde mere faglig ballast, end jeg havde. "Go' Morgen Danmark" var ikke rocket science, men jeg lavede næsten tre timers livefjernsyn, hvor der kom alt fra en kok, der lavede flæskesteg, til statsministeren og en familie, der havde mistet én til cancer. Emnerne var så vidtfavnende, og min opgave var, at programmet skulle laves om, blive nyt og sprødt, så jeg var meget bevidst om min rolle. Jeg skulle være elefanten i et glasbur, men det irriterede mig, at jeg i tiden på DR ikke havde takket ja til at tage en diplomuddannelse i journalistik. Det havde været godt at have haft lidt mere fagligt med i bagagen. Men jeg kigger ikke tilbage på den tid som en lortetid. Jeg havde ikke kunnet lavet det, jeg laver i dag, hvis jeg ikke havde haft halvandet år på "Go' Morgen Danmark".

– For fire år siden lavede jeg sammen med nogle andre mit eget produktionsselskab. Det betyder, at når jeg ikke er den fede mere, som folk ringer til og spørger, om jeg vil være vært – og forhåbentlig trækker jeg selv stikket på "Natholdet", før andre gør det – så har jeg noget andet at tage mig til. Jeg har undervejs fundet ud af, at jeg sammen med min partner er god til at finde nye talenter og sætte en gruppe sammen, som fungerer på tværs af alder og køn. Så når det hele en dag vælter, og jeg har peaket, er det det, jeg har at falde tilbage på. På den måde har jeg fremtidssikret mig selv.