Anders Matthesen: Showman med defekte fødder

UDGANGSPUNKT

– Sommetider åbnede folk i Albertslund deres hoveddør, og udenfor stod en dreng med kasket og hvide handsker og dansede electric boogie. Den dreng var mig. Jeg gik fra dør til dør for at optræde, men det var lidt kikset, for jeg havde ingen ghetto-blaster, kun en walkman, så det var kun mig, der kunne høre musikken – så når de lukkede op, stod der bare en eller anden idiot med kasket og hvide handsker og dansede til sin egen musik. Jeg har også stået udklædt nede ved busstoppestedet med en ukulele. Jeg var ligeglad, jeg skulle bare have et show.

– Min mor, storebror og jeg flyttede fra Frederiksberg til Albertslund, da jeg var otte år gammel. Nogle år før var mine forældre blevet skilt, men i Albertslund var alle skilsmissebørn. Vi besøgte min far hver anden weekend, og jeg bilder mig ind, at jeg ikke drømte om, at de fandt sammen igen. Men tanken, om at min mor skulle finde en ny kæreste, var ikke fed. Jeg kan huske, at når den slags kom på tale, foreslog jeg hende bare at tage min far. Eller Kim Larsen.

– Vi flyttede i et lille rækkehus på Galgebakken, som min mor indrettede med pink puder og Ikea-ting. Udefra lignede det sikkert slum og byggesjusk, men for os var det jo fandeme et hus. Et fedt hus, endda. Det var tre etager. Mit værelse var overklistret med rap-plakater, Run-D.M.C., Beastie Boys. En total collage af hvad jeg sparsomt kunne finde og klippe ud i Mix og Vi Unge. Det var jo meget sjældent dengang, så det var sådan, at min farmor ringede og sagde "Der er noget af det der rap (udtalt som andens lyd) i Se & Hør." Og så ræsede jeg ned for at købe og klippe ud. Rap prægede hele min ungdom, fra jeg hørte det første gang på skaterrampen foran købmanden en aftenstund, hvor nogle af de store drenge havde en ghettoblaster med. Og i mange år var det den retning, mine drømme gik i.

– Min mor Hedda var altid meget optimistisk. Det var mig selv, der kom op med alle drømme, og hun var altid med på det. Engang tog hun min bror og mig med på Dyrehavsbakken, fordi de havde en plakatkonkurrence. Så gik vi og kiggede og tog hjem – fulde af inspiration – for at male. Min mor brugte fire uger på sit billede og gjorde sig virkelig umage med grunder, blyantstreger og skygger. Jeg stod med en køkkendør, vi havde savet over, og malede på den. Tog bare en pensel, dyppede den i rød og malede oven på blå. "Det ser ikke rigtig godt ud," sagde jeg og kan huske, at min mor sagde: "Nej, men til gengæld er du spontan. Du fortænker det ikke, du maler bare. Det ville de fleste voksne misunde." Når jeg senere i voksenlivet har siddet med et blankt stykke papir foran mig, har jeg tænkt på det, min mor sagde, og er bare gået i gang med at kradse noget ned.

– Min far repræsenterede nogle andre værdier, som også var gode for mig. Ud over at han var vanvittig dygtig med ord, repræsenterede han en form for grundighed: Han var krydsogtværsmesteren. Hvis jeg spurgte om noget, greb han et leksikon, og når jeg viste ham tegneserier, roste han dem, men han rettede også mine stavefejl.

LÆS OGSÅ: Jette Frölich: “Det at være kreativ - det er pokkerdansemig også et arbejde!”

VENDEPUNKT

– Det må være, da jeg optrådte som komiker for allerførste gang. Det var ved DM i standup 1993. På natklubben DIN's i Lille Kannikestræde i København.

– Jeg havde meldt mig til et par måneder før, fordi min mor havde hørt Mette Lisby fortælle om det i radioen. Standup var et helt ukendt fænomen for mig og mange andre dengang, men jeg blev straks nysgerrig og skrev en laaang ansøgning og var ikke klar over, at alle bare kunne melde sig til – jo flere tosser, jo bedre. Men jeg var stolt og følte mig meget udvalgt, da jeg blev inviteret til informationsmøde ude på Tuborg. Det var med cigarer og smørrebrød og alt muligt. Mette Lisby og Gordon Kennedy var værter, og der var nogle marketingfolk. Så sad jeg der blandt alle de andre ukendte deltagere og følte mig helt fejlcastet. De fleste havde læderjakker på. Og der var flere, der var sådan lidt Elvis-agtige og kommet hele vejen fra Aalborg. Og så var der Lasse Rimmer, som hele tiden rakte hånden op og kom med alle mulige fagudtryk: "Mette Lisby, må jeg spørge om noget? Henter man ikke ris til egen røv, hvis man kaster sig ud i en heckler (en person, der afbryder en standupkomiker for at hyle ham ud af den)?", sagde han. Og jeg tænkte bare: "Her er et helt game, jeg ikke ved noget om," men jeg var meget interesseret.

– På aftenen var jeg helt vildt nervøs. Alle deltagere bar hvide skjorter med Prince-logo på ærmet, og så var jeg trukket i nogle underlige røde lærredsbukser, jeg havde fundet i tøjbytterboden i Albertslund. Dommerne var Carsten Bang og Jan Gintberg, og min far var der med sit videokamera, og min mor var der. Det var en stor aften. Jeg kendte til følelsen af at optræde på grund af musikken, men det var meget mere nøgent at skulle få nogle voksne i jakkesæt med tør hvidvin i glassene til at grine. Dengang var standup meget mere high-end-agtigt end i dag. Jeg kastede mig som det første ud i at improvisere – der stod en ventilator på scenen, og jeg blafrede med håret som i en shampoo-reklame. Det var mere fjol end noget andet, så jeg kom lidt underligt fra start. Men så lavede jeg en spontan joke om, at jeg var blevet præsenteret med forkert navn. Værten havde sagt "MatthEsen", da jeg kom på scenen, og inde i hovedet lavede jeg det lynhurtigt om til en joke om, at folk aldrig kunne sige mit navn, og at der, sidste gang jeg var på apoteket, blev råbt "Esmaralda Hattesen". Jeg var på helt slap line og fortalte bare noget, jeg lige fandt på, og dér kom det første grin. Og jeg fik mit første fix. "Nu har jeg dem," tænkte jeg. Derfra gik det lidt op og lidt ned, men det var lige meget. Det lykkedes én gang, og jeg tænkte: "Det her er vildt! Jeg ved ikke, hvad det går ud på, men jeg skal bare mestre det, og det skal jeg bruge resten af mit liv på." I den vejrtrækning blev musikken og alt andet lagt på hylden. Det var en umiddelbar rus og mit livs største vendepunkt.

MIDTPUNKT

– Det kan jeg meget godt lide at være. Det med at blive genkendt var meget vigtigt for mig i starten af min karriere, for sådan kunne man måle sin popularitet. Det er en del af det, og jeg tror, det er vigtigt for rigtig mange komikere, også mere end man kan lide at sige. "Det er jo ikke derfor, jeg gør det," siger de. Jo, jo... det er det. Det er fandeme løgn at sige, at man ikke kan lide den opmærksomhed, der følger med at gå på scenen. Det er noget krukkeri, og noget man skal sige, fordi det er klædeligt. Man elsker hvert sekund af det, og hvis man er ude at rejse, så savner man det. Sådan er det. Jeg gør stadigvæk. Det vil jeg gerne stå ved. På udenlandsrejser lægger jeg pludselig mærke til, at det er anderledes, og der er ingen, der overhovedet gider kigge efter mig bare én gang: "Nårh! Jeg er ikke lækker, jeg bliver bare genkendt derhjemme."

– Jeg kunne aldrig drømme om at stå i en eller anden VIP-loge og se en koncert i Parken, nej, jeg vil ned og danse på marken og møde folk. Jeg elsker bare den kontakt og det der med at kunne gå ind i en købmandsforretning med et eller andet forspring i at møde mennesker. At folk bare smiler med det samme. Det kan jo godt være, det er en falsk virkelighed, men jeg synes, jeg tager den magi med mig ud... det er som at have flere venner. Det der lille smil, der fortæller, at alt det, jeg har lavet, ikke er ligegyldigt.

LÆS OGSÅ: “Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”

BRÆNDPUNKT

– Jeg brænder for at optræde. I begyndelsen af min karriere havde jeg virkelig et love-hate-forhold til det: Fra total rædsel til total eufori. En formiddag i 90'erne fandt jeg mig selv stående i en opgang i Studsgårdsgade, fordi jeg havde sagt ja til at underholde syv piger, der skulle på polterabend, i et køkken. Uden mikrofon, uden stemning, uden noget som helst. Og jeg stod bare i den der terrazzoopgang og sugede den ene smøg efter den anden og tænkte: "Hvorfor har jeg dog sagt ja til det her? Hvordan skal det dog gå? Jeg kan ikke stikke af nu, men jeg lover, at jeg gør det aldrig mere. Det er sidste gang." Klip til 40 minutter senere, hvor det var gået helt fantastisk, jeg var helt gennemsvedt, blev båret ud i guldstol, og jeg tænkte: "Husk nu dig selv på, at du aldrig må stoppe med det her!" Sådan nogle rutsjeture har jeg altid haft. Før i tiden syntes jeg, det kunne føles ensomt at optræde: Det der med ikke at være med i grinet savnede jeg – jeg følte mig lidt som en massør, der aldrig selv fik massage. I dag synes jeg, det er blevet meget mere en total oplevelse at optræde. Der er kæmpe, kæmpe nærvær i det, og jeg oplever en stor forbundethed med publikum.

BLØDT PUNKT

– I virkeligheden er mit bløde punkt ret stort, for mit helt store bløde punkt er mit bløde punkt. Jeg har rigtig svært ved at sige nej til nogen som helst. Der er meget fri adgang til mig, og der bliver ikke sorteret: Jeg har for eksempel altid haft lidt af en tossemagnet, og kommer der en skør type hen og siger "Regeringen aflytter mig," ville de fleste nok bare sige "Den er god med dig," og gå videre. Men jeg stopper op og siger "Prøv og fortæl mig det hele fra starten." Så kan jeg gå i en meget lang snak om det for at være sikker på, at han ikke misforstår mig eller får en dårlig oplevelse. Og så kommer jeg pludselig en halv time for sent til min aftale. Hvis nogen har noget på hjerte, så stopper jeg op. Men hvis nogen siger "dejligt vejr," så er jeg hurtigt videre. Overfladisk konversation siger mig intet. Lige som med ungerne – hvis de siger "se min tegning", er jeg ærligt talt lidt ligeglad, men hvis de spørger "Far, tror du, gud eksisterer?", så siger jeg "Okay, væk med maden. Nu skal vi snakke." Og så kan jeg slet ikke stoppe igen: "Lad os gå en tur, vi skal ned på kirkegården," udbryder jeg, mens min kone siger: "Jamen der er også Disney Sjov..." "Fuck Disney Sjov, vi skal snakke om Thor og Odin!" Hvis der er bid, bliver jeg opslugt.

KOGEPUNKT

– Jeg var meget vred det meste af mit unge liv. Dengang var der altid nogen, der skulle på bålet: "Fuuuck dem. Fuck lærerne. Fuck Øresundsbroen. Fuck politiet". Hvis jeg var ude at gå, var jeg vred på dem, der kørte, og hvis jeg kørte, var jeg vred på dem, der gik. Vrede blev en identitet for mig, og jeg fandt en meget stor tryghed i at vide, at der var det hvide, og der var det sorte. Men da jeg var i starten af 20'erne kom en erkendelse af, at sådan var det måske ikke alligevel. Det var nærmest en depression, for det hele var gråt. Men samtidig var det jo en kæmpe frihed at indse, at noget, som er sandt for den ene, ikke nødvendigvis er sandt for mig. Der skulle jeg lige igennem noget erkendelse, og min bitterhed fordampede på én gang til et punkt, hvor der nærmest ikke er noget had i mig i dag.

LÆS OGSÅ: Powerparret Christian Stadil og Alice Brunsø: ”Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer”

LAVPUNKT

– Efter mit sidste show gik mine fødder i stykker. Det var noget med en nedsunken forfod på begge fødder, efter at jeg har kickboxet i mange år, og efter at jeg i mit sidste show stod på en skrå plade meget af tiden. Det gav mig meget hård hud under foden – de så nærmest ud som en kats trædepuder. Begge fødder blev opereret af en eller anden klovn, der bare stak en kniv ind og fyrede den af. Jeg lå i sengen i to-tre uger, men det blev bare værre og værre, og jeg kunne ikke forstå, at der blev ved med at være betændelse derinde. Så fik jeg det åbnet igen, og der lå nogle rester fra operationen: Han havde lige glemt lidt tråd og nogle sager, og så havde han som en lille signatur skåret nerven over til alle mine tæer. Det er altså ikke noget, man bare lige gør – hver nervetråd er så tyk som en tændstik, så nu føles det, som om min venstre fod konstant er dyppet i kogende vand.

– Fejloperationen vil påvirke mig resten af livet: Når jeg skal ned om morgenen, skal jeg pludselig planlægge at tage en ekstra trøje med til min søn, for så slipper jeg for at gå op ad trappen igen senere, jeg kan ikke bære ham på samme måde som før, jeg kan ikke spille fodbold med ungerne, jeg kan ikke gå på bare tæer, jeg kan ikke løbe, jeg kan ikke hoppe på trampolin og går rundt med indlæg i begge sko. Når vi er tvunget til at gå langt på ferier, kan jeg mærke det dagen efter og tænker: "Shit, det skulle jeg ikke have gjort." Der er jo ikke noget af det, der er livsvigtigt, men alt i alt føler jeg mig jo handicappet. Hvis det ender med, at jeg skal sidde ned, mens jeg laver stand-up, så tror jeg også godt, folk vil være med på det – det ødelægger ikke hele showet nødvendigvis. Til mit nye show får jeg nok lavet en skammel på 172 centimeter, som er den perfekte højde til, at jeg lige kan hænge med den ene balle og blive aflastet lidt. Jeg prøver at se lyst på det; Min søn er fem år og kan godt gå selv, og egentlig er jeg sgu ikke så vild med at spille fodbold. Men undervejs sad jeg da lidt og tænkte "Ej okay, det her stinker". Jeg følte mig ude af balance. Du kan jo ikke være i balance hele tiden, sommetider skal du bare tillade sig selv at være i det der pis, lade dig selv have det, som du nu har det, og lære lidt af det, hvis du kan. For det er også pisse værdifuldt. Jeg er begyndt at tænke: "Okay, næste gang kan det være, at der ryger et helt ben. Det sker for mange mennesker. Hvad vil du gøre ved det?" Du har vel bemærket, at ligegyldigt hvor godt du holder maskinen kørende, så forsvinder den, inden der er gået 70 år. Og det bliver nok ikke fra den ene dag til den anden, der ryger nok en hofte først, og så en lunge eller whatever. Det må du forholde dig til og se komikken i, ellers bliver det én lang deroute fra nu af, og det, tænker jeg ikke, kan være meningen. Man må kunne nyde det og forundres over det, og derfor synes jeg, jeg har været god til at sige: "Okay, fuck it, tag I en fodboldkamp, så bliver jeg siddende her og kigger på."

ØMME PUNKT

– Jeg er ikke en god livskunstner: Jeg er bedre på scenen, end når jeg ikke er på scenen. Jeg er et bedre menneske, når jeg arbejder, end når jeg holder fri. Det synes jeg helt klart. At være et perfekt hverdagsmenneske – det er jeg ikke. Det hænger sammen med, at jeg er meget stor tilhænger af frihed. Jeg kan godt lide at gøre præcis, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det, og det er svært for mig at synes, at andres behov er lige så vigtige som mine. Et asocialt røvhul er måske så meget sagt, men lidt derhenad.

– Jeg mangler en helt basal forståelse for de der almindelige spilleregler for, hvordan man opfører sig: Jeg er ikke så god til at deltage i en fest, hvor man lige skal nå at give hånd og snakke lidt med alle, og det kan også virke lidt afstumpet, når et af børnene græder, og jeg siger "Øjeblik, jeg spiller lige klaver." Stikker der en jerndrager ud af benet, så kigger vi selvfølgelig lige på det, men ellers hænger det nok sammen med, at jeg ikke synes, der er plads nok til at udfolde mig. Det kan lyde lidt forkælet, men jeg synes ikke, jeg får det særlig meget på min måde, for det gør man jo ikke, når man har en familie med tre unger. I mange år har jeg skrevet om natten eller bare stået ude i badet med en fod på en vugge og tænkt: "Det er også en meget sjov idé." Mit arbejde er både min lidenskab og min hobby, og jeg har indset, at det skal have sin egen tid og sit eget rum, hvor der ikke må forurenes og forstyrres. Derfor har jeg fået indrettet et baghus på Frederiksberg til mit kontor med tusser, malergrej, whiteboard, de bedste CD'er i verden og kaffe på kanden. Bare for at give mig selv lov.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster

LÆS OGSÅ: Jesper Vollmer: “Jeg skal til at acceptere den nye Jesper”

LÆS OGSÅ: Mathilde Norholt: “Pludselig var der en sorg i familien, der lagde en tung dyne over mit barndomshjem”