50-årige Anette er penneven med amerikansk straffefange - og årsagen vil overraske dig...

Anette sendte det første brev en forårsdag i 2016.

Hun havde fundet hans profil på en hjemmeside, der formidler kontakt til fanger i USA. Og profilen tiltalte hende med det samme. Han skrev ærligt om sin forbrydelse og fortalte om livet i fængslet, hvor han havde forsøgt at skabe en meningsfuld tilværelse ved at læse jura og træne hunde gennem arresthusets hundetræningsprogram.

Læs også

Hun troede, at parforholdet var eneste lykke i livet – to ting ændrede Marys opfattelse

Og så smilede han varmt og imødekommende på det vedhæftede fotografi. En sort mand i sin bedste alder med en hvalp i armene.

Derrick hed han.

"Jeg anede jo ikke, om jeg ville få svar. Men der gik ikke mere end 14 dage, så lå der et brev i min postkasse," fortæller 50-årige Anette Karine Banke.

De skæve mennesker

Brevet blev begyndelsen på en årelang samtale mellem to vidt fremmede og vidt forskellige mennesker fra hver deres side af Atlanten. En brevveksling, som endte med at inspirere Anette til at skrive romanen 'Når had spænder ben', som hun har udgivet i år.

"Derrick og jeg har faktisk skrevet den sammen," siger hun og smiler.

For at forstå, hvad der i sin tid fik Anette til at skrive et brev til en forbryder i et andet land, må man forstå hendes interesser i mennesker, der lever på kanten af samfundet og ikke har haft det letteste tråd på jord.

"Jeg har altid været optaget af social retfærdighed og af skæve eksistenser," fortæller Anette, som gennem sit arbejde som social- og sundhedsassistent har mødt mange både misbrugere og kriminelle.

"Dem er vi hurtige til at stemple og nedgøre. Men det er jo mennesker, der ikke er født hverken dårlige eller onde, men som har mødt meget modstand i livet," fortsætter hun.

"Jeg havde ledt efter én, som kunne hjælpe mig til at forstå den form for liv og skæbne, for jeg havde længe haft lyst til at give de mennesker en stemme og skrive om deres liv. Det blev så Derrick."

Råbt ad på gaden

Da Derrick og Anette begyndte deres korrespondance, var der først lidt flirt i luften fra Derricks side. Men Anette gjorde det hurtigt klart, at den slags skulle der ikke være noget af.

"Jeg har både mand og børn og er i øvrigt ikke det mindste fascineret af farlige mænd. Det var slet ikke mit ærinde," siger hun.

"Da Derrick forstod det, var det næsten en lettelse for ham, for så kunne vi virkelig begynde en samtale. Ikke som mand og kvinde, men som to mennesker."

Læs også

”Det var nok det værste, jeg kunne gøre, for han viste sig at være oberst i KGB”

Derrick fortalte i sine breve mere om den forbrydelse, han har fået en livstidsdom for. En aften i 2007 havde han forladt en biograf sammen med sin daværende kæreste. En hvid kvinde.

To mænd havde sendt racistiske tilråb efter ham og kaldt hans kæreste "n…...-lover". Og det, der begyndte som håndgemæng, udviklede sig til en regulær slåskamp. Derrick ramte efter sigende den ene mand på en måde, der slog ham ihjel. Han blev efterfølgende dømt for uagtsomt manddrab.

Død af overdosis

"Derrick føler, at det, der skete, var selvforsvar; at det var hans og kærestens liv eller de to overfaldsmænds," fortæller Anette.

"Han er overbevist om, at han ikke var blevet idømt samme hårde straf, hvis han havde været hvid. Jeg har selvfølgelig kun historien fra ham, men jeg føler mig overbevist om, at sorte mennesker i USA fortsat udsættes for racisme. Også i retssystemet."

Derrick har dog aldrig lagt skjul på over for Anette, at han ikke har været guds bedste barn. Han var småkriminel som ung, stjal og solgte ting, han ikke burde.

"Men han var var aldrig voldelig før den aften i 2007," siger Anette.

"Og han har haft et hårdt liv. Som barn så han sin far dø af en overdosis, og han voksede op hos en enlig mor, som ikke havde meget. På mange måder har han aldrig rigtig haft en chance."

Vinkede til hinanden

Derricks livsbane og den skæbnesvangre aften ved biografen blev udgangspunkt for Anettes roman. Selv om den er fiktiv, trækker den på det autentiske drama, der udspillede sig i hendes pennevens liv og besejlede hans skæbne. Som han har fortalt stadig mere detaljeret og personligt om i sine breve.

Derrick er imidlertid ikke den eneste, der deler ud af sin historie. Anette begyndte nemlig også at dele sin med ham.

"Jeg fortalte om min familie – og om min ældste datter, som heller ikke har haft et snorlige liv, men har kæmpet med sine egne udfordringer, og hvordan det har været at være mor til et barn, som er særligt," siger Anette.

"Derrick og jeg er vel blevet en form for venner, selv om vi aldrig har mødtes. Kun en enkelt gang har jeg set ham over Zoom (videomøde, red.), hvor han smilede og vinkede og råbte ”hey, Anette”. Jeg nåede kun lige at svare, før forbindelsen blev afbrudt."

Læs også

Sara Blædel indså noget vigtigt efter tabet af sin mor: "Det er faktisk kommet bag på mig"

En bog i fængslet

Selv om Anettes mand og to voksne piger til at begynde med syntes, at nu havde hun da fundet på en virkelig mærkelig hobby, da hun begyndte at brevveksle med Derrick, har de i dag sympati for hendes projekt.

"De synes, det har været spændende at følge med fra sidelinjen. Og er jo stolte over, at jeg er kommet i mål med min bog. De har bestemt bakket mig op hele vejen," siger Anette.

En anden, der er stolt, er Derrick.

Selv om han ikke kan forstå et ord af de danske gloser i bogen, er han begejstret for det eksemplar, han har modtaget i sin celle i et statsligt arresthus i USA. Og for, at et fremmed menneske, på den anden side af jorden, har taget sig tid til at lytte og fortælle hans historie.

I sit seneste brev til sin danske penneven, skrev han:

"Mit møde med dig har forandret mit liv på så mange måder. Og denne bog, som fortæller den historie og den rejse, jeg har været på, har givet mig ny energi og en ny ild i mit hjerte. Og det hele skyldes dig – englen Anette."

"Det kan man jo ikke være andet end rørt og taknemmelig over," siger Anette.

Hun og Derrick har da også planer om at fortsætte deres brevveksling længe endnu.