Lige inden Anette Støvelbæk fyldte 30 år,
oplevede hun det, hun dengang mente var hendes allerførste tegn på aldring.
”Det var tæt på min 30-års-fødselsdag. Jeg
knækkede en tand og følte mig pludselig helt porøs og gammel og tænkte; ”så, nu
begynder det!” Det gjorde det jo overhovedet ikke,” fortæller hun i et interview
med Hendes Verden uge 13.
Hun fortæller dog, at hun lige siden har fulgt
godt med i sin aldring.
”Det gør man jo som skuespiller, fordi man
konstant ser sig selv i spejlet, når man arbejder på at blive en anden. Og let
kan tænke; ”shit, hvor ser jeg træt og gammel ud. Det går virkelig ikke til den
figur.”
Netop opmærksomheden på krop og ansigt i skuespilfaget
er også noget, Anette Støvelbæk har taget til sig.
”Det er ikke noget, der har optaget mig så
meget på et personligt plan, men jeg går meget op i at holde mit ansigt og min
krop ved lige, fordi de jo er mine redskaber som skuespiller. Jeg bruger
oceaner af penge på behandlinger, for kroppen brokker sig tit. Og så træner,
svømmer og vinterbader jeg og bruger kollagen-pulver og lidt ordentlig
ansigtscreme. Fordi det er nemmere at sminke et menneske gammelt og mærket end
at sminke det ungt og glat,” fortæller hun.
Selvom det er vigtigt for Anette Støvelbæk at
holde sig selv ved lige, har hun også sluppet noget af sit fokus på udseendet.
”Der er noget enormt frisættende ved at blive
ældre og give lidt slip på forfængeligheden. Lige nu er jeg aktuel i en rolle
som en meget vejrbidt, indadvendt og alt andet end yndig kvinde, der går rundt
i striktrøje og vaders og er dybt belastet af, at hun ikke er lykkedes med at
passe på nogle af de vigtigste relationer i sit liv. Dem til sin mor og sin
datter. Det er en vidunderlig rolle. Og der er heldigvis stadig flere
instruktører og forfattere, der bringer den type fortællinger frem.
Fortællinger om kvinder, der har levet og er blevet mærket af livet. Dem vil
jeg meget gerne spille flere af.”
Læs hele interviewet med Anette Støvelbæk i
Hendes Verden uge 13, hvor hun også fortæller om at blive uventet gravid, om
kærligheden i et 40 år langt parforhold og om at lide af hjemve.
Anette Støvelbæk
• 57 år
• Fik sit store gennembrud som
Olympia i Italiensk for begyndere og har gennem sin karriere haft roller på både teatret
i film og i tv-serier, hvor hun
blandt andet har medvirket i
Krøniken og Badehotellet.
• Bor i København sammen
med sin mand skuespiller
Lars Mikkelsen. Parret har to
voksne sønner.
• Aktuel i DR’s nye dramaserie
Generationer.