Anja er 46 og har planlagt sin begravelse i detaljer: ”Jeg ser gerne, at min begravelse bliver en fest”

Når Anja skal herfra, bliver det til tonerne af Queens sang 'Face it alone'. Kisten skal være pink og dækket af blomster i alverdens farver, og hendes yndlingsstilletter må gerne stå på låget. Hun skal begraves på en kirkegård, og højtideligheden derefter må gerne være festlig.

"Jeg er ikke så vanskelig, men jeg vil sætte et sidste aftryk, og jeg ser gerne, at min begravelse bliver en fest. Hvis jeg bliver gammel, behøver det ikke være sørgeligt," erklærer Anja Kristensen.

Læs også

Anne mistede sin mand til demens - i dag har hun fundet en særlig måde at bearbejde sin sorg

Selv om hun kun er 46 år og formentlig har adskillige gode leveår tilbage, har hun planlagt sin egen farvelfest minutiøst. Og der er penge til det hele, for Anja har oprettet en særlig opsparing til sin afsked.

Belagt med tabu

"Jeg har selv har taget alle beslutninger, og det giver mig ro, at der er styr på tingene – for man ved aldrig, hvad der sker," siger Anja.

Som så mange andre forholdt hun sig i årevis ikke til sin egen død, men det ændrede sig, da hun trådte ind i familiefirmaet Wulvig, som blev grundlagt af hendes farfar for snart 50 år siden. Virksomheden producerer såkaldt kistebeklædning, herunder dyner, puder og ligklæder.

"I dag bliver de fleste begravet i deres eget tøj, men hvis der ikke er pårørende, syer vi også tøjet," fortæller Anja, som oplever, at mange har en distance til døden, selv om det er et faktum, at vi alle skal herfra.

"Når jeg fortæller, hvad jeg laver, skynder folk sig at tale om noget andet – eller også synes de, at det er spændende," siger Anja.

Selv har hun fået et mere nuanceret syn på døden og vil gerne gøre op med det tabu, som omgærder den.

"Mange har svært ved at tale om døden, og folk på min alder tænker typisk ikke de tanker," siger Anja.

"Men for mig er det indlysende, at vi forholder os til, hvad der skal ske. Vi kan ikke være andet bekendt, for det gør det nemmere for de pårørende, som står i en forvejen svær situation."

Døbt som voksen

Anja har udfyldt dokumentet Min sidste vilje, en guide til hendes to døtre, hvor hun tager stilling til en række detaljer som, hvor hendes dødsfald skal annonceres, og hvad der skal ske med hendes sociale medier. Hun har også lavet en fuldmagt, så børnene får råderet over hendes økonomi, hvis hun en dag ikke længere er ved sine fulde fem.

"Jeg er alene med mine piger, og derfor er det vigtigt for mig, at de ikke kommer til at stå med alle de beslutninger, når jeg ikke er her mere," forklarer Anja.

"De er meget forskellige, så de kan godt have modsatrettede holdninger til begravelsen, men når jeg har planlagt den, er der ikke noget at blive uvenner over."

Hendes døtre er 15 og 19 år, og deres mor har talt med dem om, hvor hun skal begraves.

"Mine piger synes vist, jeg er lidt skør, men de vil gerne tale om det, og vi har haft nogle gode snakke," siger Anja og tilføjer:

"Jeg er tilfreds med en plade i en græsplæne, men det ville mine piger ikke være med til."

Døtrene er til en traditionel begravelse på en kirkegård med en gravsten, hvor de kan mindes deres mor, og ville heller ikke have, at hun bliver spredt ud over havet, det var for abstrakt.

Læs også

”Laban”-Lecia: ”Jeg havde leget popidol hele mit liv, men pludselig fik jeg nok af det hele”

"Vi besøgte også en skovbegravelsesplads, men de vil ikke kunne lide, at skolebørn tramper rundt på min grav," forklarer Anja, der netop er blevet døbt, så hun kan blive medlem af folkekirken og få en kirkelig begravelse.

"Det var en stor lettelse at få styr på én af de sidste detaljer. Jeg havde faktisk ikke forestillet mig, at dåben ville vække følelser, men jeg fik en følelse af at høre til," siger hun.

Farvel til farmor

Anja har valgt en kirkegård i hjembyen Odder, men vil revurdere sit valg om ti år.

"Hvis jeg lever 50 år mere, og min ene datter bor i New York, og den anden i Madrid, mens jeg selv er et tredje sted, giver det ikke længere mening at blive begravet i Odder. Mit gravsted skal give mening for de efterladte og ikke være drevet af min egen egoisme," forklarer hun.

Hun har endnu ikke oprettet testamente, men det er næste skridt, og hun har allerede talt med en advokat.

Anja bliver ofte spurgt, om hun kunne tænke sig at blive bedemand, men svaret er nej. Hun holder sig til kistebeklædningen.

"Jeg er alt for blød og ville tage historierne med hjem," siger hun, som selv netop har mistet sin farmor og været til urnenedsættelse.

"Det er sørgeligt for mig, fordi min farmor altid har været i mit liv, men hun blev 95 år og var frisk til det sidste. Hun boede hjemme og døde i gode venners selskab. Hvad kan man ønske mere?"

Sidste gang Anja så sin farmor, var en dag, hun kom uanmeldt forbi. Hun havde ikke behov for at se farmor død, for hun vil huske hende som det levende menneske, hun var, i stedet for som en tom skal uden sjæl.

I det hele taget har Anjas arbejde fået hende til at sætte større pris på livet og fokusere på det positive. Dårlige oplevelser skal ikke dyrkes, til gengæld bør man forsøge at lære af dem, mener hun.

"Jeg prøver at være taknemmelig for både gode og dårlige ting i livet," siger Anja.

"Fordi de lærer mig noget om mig selv og om andre."