Anne mistede sin mand til demens - i dag har hun fundet en særlig måde at bearbejde sin sorg

Det lange græs svirper om benene på Anne Stoklund Larsen, mens hun bevæger sig op ad stejle bakker ved sit hjem på landet uden for Jelling. 

Hun bøjer sig ned og nærstuderer en blomst med hvide blade. Det er en vild orkidé, fortæller hun og udbryder:

Læs også

Anja blev blind, fik sit drømmejob og lærte at ro kajak: "Det er en frihed uden lige"

"Er den ikke smuk? Den hedder en skovgøgelilje."

Anne holder om sin stråhat og lægger nakken tilbage et øjeblik for at nyde solens stråler. Så sætter hun igen det ene ben for andet andet og bevæger sig videre i bakkerne, hvor den blå himmel og hendes to heste udgør deres del af det levende maleri.

"Jeg elsker at være her. Jeg arbejdede 20 år på kontor, men det blev jeg for flad i rumpen af. Jeg er sådan et menneske, der helst skal være i gang og gerne udenfor. Naturen giver mig ro," siger Anne, der bor alene på landstedet, Østbjerglund.

De første tegn

Ejendommen var hendes og hendes mands fælles fristed i mange år, og de tog gerne turen frem og tilbage fra Sjælland. Her var der også god plads til Jørgens mange kunstneriske projekter. 

Hans store farverige malerier og skulpturer tiltrækker sig opmærksomheden inde i den gamle stald, som er blevet forvandlet til et smukt atelier og kursuslokaler med udsigt til himmel, høje træer og vilde blomster.

Anne taler om Jørgen i datid, for desværre lever han ikke længere. I 2015 blev han ramt af de første snigende tegn på demens – han begyndte at falde, og Anne blev naturligvis bekymret for ham. Diagnosen var frontallaps-demens – og Jørgen ændrede personlighed. Han blev udadreagerende, egocentreret og meget vanskelig, som Anne beskriver det.

"Det var en kæmpe sorg. Jeg skulle lære at sætte mig selv til side, fordi Jørgen fyldte så meget og ikke havde nogen forståelse for andre. Det krævede virkelig en kæmpe ja-hat, smil og hjælpsomhed fra min side."

Læs også

Idun Linnea troede, det var en hjerneblødning, men symptomerne skyldtes noget helt andet

Anne og Jørgen boede sammen på et landsted med plads til Annes pensionerede travhest, Moonie. Hver dag gik Anne ud til sin firbenede kammerat, striglede hende og tog en ridetur i skoven. Timerne med Moonie gav hende et helle fra situationen i hjemmet.

"Moonie var det væsen, der bare tog imod mig. Når jeg sad på hende i skoven, kunne jeg kun fokusere på det. Det var min redning," siger Anne, der også opdagede, at naturen havde en god effekt på Jørgen.

"Vi boede også naturskønt dengang, så det var nemt at tage Jørgen udenfor. Så sad vi og betragtede årstiderne, kiggede på småfuglene og mærkede solens varme. Og når jeg var rigtig sej, tog jeg ham i skoven i kørestolen," fortæller Anne med et smil og byder på kaffe og hjemmelavet hybenrosesaft ved de store vinduer i atelieret.

Stråler, når de tager herfra

Jørgen nåede at leve med demenssygdommen i fem år, inden han døde en januardag i 2020. Anne skulle nu lære at leve uden sin mand, og ret hurtigt vidste hun, at hun skulle skifte landsdel og flytte permanent ind på Østbjerglund.

Stedet var forfaldent og nusset efter årene med færre besøg på grund af Jørgens sygdom. Men Anne var klar til at smøge ærmerne op og gøre det hyggeligt igen – og ikke mindst til at arbejde på sin idé om at gøre det til et kursussted med vandringer, meditationer, musik og fortællinger.

Annes oplevelser med Jørgens sygdom gav hende særligt lyst til at invitere demente og deres pårørende ind på Østbjerglund for at kunne give dem gode oplevelser i naturen. Hun giver kursisterne smagsprøver på tørrede urter og hjemmelavet saft i atelieret – og tager dem med udenfor, hvor de laver bål, synger sange og kigger på dyr og insekter.

"Jeg kan mærke på de demente, der kommer her, at de finder roen. Og de pårørende fortæller også, at de nyder at være her og kan mærke en positiv forskel på deres ægtefælle, når de kommer hjem. Alle stråler og giver mig smil og kram, når de tager herfra," siger Anne, som i begyndelsen godt kunne være ramt i hjertekulen, når kursisterne tog hjem. Fordi hun blev mindet om sygdommen. Sådan har hun det ikke mere.

"Det er med til at bearbejde min egen sorg at møde både demenssyge og deres pårørende. Og det er så skønt at kunne give naturen videre. Det er nogle af mine bedste timer at være sammen med dem."