”Laban”-Lecia: ”Jeg havde leget popidol hele mit liv, men pludselig fik jeg nok af det hele”

Mit første minde

"Er et minde om min far, der græder. Jeg var tre år gammel og havde aldrig set ham græde før, og så det heller ikke igen før mange år senere, da han var blevet en gammel mand. 

Min far var en hård nyser. Til tider også brutal. Han bar ikke sine følelser uden på tøjet. Det var derfor, det var så chokerende at se ham græde. 

Læs også

Annette Heick satte sine forældre stolen for døren: ”Jeg sagde, er du blevet fuldstændig vanvittig”

Vores lille hund Lux, et sort gadekryds med hvidt bryst, var blevet syg, så far var nødt til at få en af sine venner, der havde en riffel, til at skyde Lux. Det var mere end han kunne klare, så tårerne væltede frem. Jeg er selv meget følsom, og retrospektivt har jeg forstået, at det var min far også.

Livet havde bare lært ham at pakke følelserne væk. Han havde haft en helt forfærdelig barndom hos en mor, der ikke havde passet på ham. Sulten, beskidt og lusebefængt. Det havde gjort ham hård og på en måde også utilnærmelig for min mor og for os børn. Men da Lux døde, kunne han ikke holde alt det, der gjorde ondt, inde længere. Det er faktisk svært at tænke på også i dag."

Min første kærlighed

"Genboens dreng hed Bent, men alle kaldte ham af en eller anden grund Labbertus, og selvom han var en ung teenagedreng, og jeg stadig bare var en lille pige, elskede jeg ham inderligt. Måske vidste min far det godt, for han bad Labbertus om at bygge en drage til mig. Jeg kan huske den dag, han forærede mig den. Den var helt fantastisk. Bygget af fire pinde, brunt papir og med papirsløjfer i en lang smuk hale.

Labbertus tog mig med ned til markerne, der stadig lå i udkanten af Avedøre dengang. Og da dragen steg til vejrs og begyndte at svæve, var det som om, jeg svævede med. Jeg var helt igennem så lykkelig."

Mit første kys

"Fik jeg, da jeg var 16 år af den mand, der også blev mit livs første store kærlighed. Jeg mødte ham i ungdomsklubben i Hvidovre. Steen var virkelig cool, gik i læderjakke, havde pomade i håret, Elviskrølle og kørte Puch Maxi. Og så havde han et stort, hvidt og drenget smil. Alle pigerne var vilde med ham, så jeg vidste nok, at det skulle jeg ikke blive. Men det blev jeg selvfølgelig. Og en dag spurgte han, om han ikke måtte følge mig hjem. 

Jeg var rædselsslagen for at blive gravid, for min far havde sagt, at han ville smide mig ud, hvis det skete, så jeg var meget forsigtig med at komme for tæt på drengene. Men her var jeg sammen med min yngre søster Lucienne, og så kunne det jo ikke gå helt galt. 

Da vi var næsten hjemme spurgte han, om han ikke måtte få et kys. Jeg sagde først nej, men indvilgede, hvis han kyssede Lucienne først, for så føltes det ikke helt så farligt. Og det gjorde han. Bagefter kyssede han mig, dybt og inderligt. Jeg vidste nok allerede dengang, at han var trouble. Steen er den mand, jeg i dag mener, at jeg indtil for kort tid siden har elsket højst. Men også den mand, der har såret mig mest."

Læs også

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

Mit første job

"Spillede jeg i juli 1961 sammen med Lucienne på Damhuskroen i Rødovre. Jeg var 12, og hun var 9. Jeg havde sparet op til en guitar og var begyndt at synge, fordi jeg som 10-årig forelskede mig hovedkulds i Tommy Steele og tænkte, at det kunne være vejen til at møde ham.

Jeg er vokset op i en meget musikalsk familie. Vi boede i et lille hus på 40m2, Avedøres svar på ”det lille hus på prærien”. Min far byggede det selv af genbrugsmaterialer, som han skaffede lidt efter lidt fra nedrivningsbyggepladser. Mine søskende og jeg hjalp ham med at rense mursten. Vi havde ingenting. Min mor var blid og kærlig og dygtig til at skabe et hjem for de små midler, der var, men der blev set ned på os. 

Jeg havde fra helt lille en stærk længsel mod at løfte mig selv og min familie op og ud af den uværdighed. Jeg ville blive til noget. Os skulle de ikke se ned på, og jeg havde vel en fornemmelse af, at musikken kunne være vejen ud. Da jeg opdagede, at Lucienne også kunne synge, tog jeg hende med. 

Da det ikke så meget var Luciennes drøm, der gik i opfyldelse, men i den grad min, var det også mig, der for det meste skabte karrieren omkring Lecia & Lucienne. Men uden Lucienne var det nok aldrig gået. Da vi blev nummer tre ved talentshowet på Damhuskroen, mærkede jeg, at mine drømme måske var store, men ikke udenfor rækkevidde."

Mit første hit

"Indspillede vi i 1964. På det tidspunkt syntes jeg, at nu var vi dygtige nok. Nu skulle vi ikke længere kun spille covernumre, men indspille vores eget, så jeg kontaktede pladeselskabet HMV på Halmtorvet. Da vi troppede op, bad direktøren, Jørgen Kleinert, os vente lidt, for der ville komme én, som havde nogle sange, vi skulle høre. Vi ventede. Så bankede det på døren, og ind kom Otto Brandenburg. Altså han var jo Danmarks største rock-idol – vores Elvis Presley. Jeg var ved at dåne. 

Lucienne tog det mere roligt, hun anede ikke, hvem han var. Og så sagde Otto, som kun Otto kunne sige det: ”Hej piger, jeg har et par sange, jeg synes, I skal høre”. En af sangene var Wishing to Kiss You, og et par måneder senere strømmede den ud af radioen hjemme i vores lille selvbyggede hus i Avedøre. Det var en fuldstændig vild oplevelse. Jeg følte, at nu skete der for alvor noget. Det var som om, at the sky was the limit."

Mit første barn

"Er min datter Leila. Steen og jeg var meget unge og lige flyttet sammen i en lille lejlighed på Østerbro i København, og jeg var i fuld gang med karrieren. Men Leila var et ønskebarn. Jeg var 21, da hun kom til verden en novemberdag på Gyda Vengs fødeklinik i Rødovre, og hun forandrede mit liv. 

Jeg elskede mit barn, fra det øjeblik, jeg vidste, at jeg var gravid, men da hun kom ud, overrumplede den enorme følelse af kærlighed mig alligevel. At vi havde fået dette her lille vidunderlige levende væsen føltes næsten for godt til at være sandt. Det gav mig ro, og jeg satte min karriere på pause for en tid, så vi kunne nyde at være i vores lille familieboble. Mig og Steen og lille Leila. Jeg husker de år som de lykkeligste i mit liv."

Læs også

Katrine Muff: "Julen er min redningskrans, når det begynder at blive mørkere"

Min første krise

"Kom snigende. Det startede med, at Steen pludselig ikke var hjemme så tit, skulle have friaftner og blev væk til langt ud på natten. Der fattede jeg mistanke. Steen var mig nok aldrig tro. Der var altid andre piger og senere kvinder. Og når man i en årrække oplever den afstand og ingen interesse mærker fra den mand, man elsker, så bliver man sårbar overfor at opleve det et andet sted. Jeg var ingen undtagelse. Og selvom jeg aldrig elskede den anden mand, så kunne Steen ikke acceptere min utroskab. 

Han var af den overbevisning, at mænd af natur gerne måtte være utro, men ikke kvinder, og slet ikke mig. Han kunne heller ikke acceptere, at det var mig, der havde den største karriere. Det blev et usundt forhold. Alligevel var jeg længe om at bryde ud. Det var først, da jeg begyndte at frygte, at Leila ville lide under det, at jeg gik."

Mit første venskab

"Var med en jævnaldrende nabodreng, der hed Benny. Jeg var en tomboy og havde det bedst sammen med drengene, og det fortsatte i mit voksenliv. Jeg har altid haft flere venskaber med mænd end kvinder. Man siger, at mænd ikke kan tale nuanceret om følelser. Det kan de sagtens, hvis man tør åbne sig og vise dem tillid, og at man er interesseret i at tale med dem på en dyb og meningsfuld måde. Men mine venskaber med mænd handlede dengang nok også om, at jeg tiltagende følte mig på vagt overfor andre kvinder. Fordi mit ægteskab var, som det var. 

Jeg oplevede også, at min rigtig gode veninde igennem flere årtier svigtede mig, da hun pludselig flyttede sammen med Steen, så på en måde fik jeg ret i, at man ikke helt kan stole på kvinder. Heldigvis havde jeg en rigtig god og nær veninde tilbage. Hun er en veninde, der ikke taler en efter munden, men tør sige, hvad hun tænker. Og det er den slags venner, jeg holder af. Det betyder ikke, at jeg altid gør, som de synes. Men jeg har ikke brug for at blive strøget med hårene. Det lærer man ingenting af."

Mit første alderstegn

"Mærkede jeg som 38-årig. Og det var en befrielse. Jeg havde været i fuld gang med Lecia og & Lucienne og med Laban, som jeg havde etableret sammen med musiker og sanger Ivan Pedersen. Jeg havde leget popidol hele mit liv, men pludselig fik jeg nok af det hele. 

I en akut, kritisk situation tog jeg toget ned til smukke sydtyske Baden-Baden. Her var jeg ikke et popidol, og her kunne jeg trække i et andet sæt tøj og ind i en anden rolle end den evigt unge pop-pige. Jeg kan huske, at jeg gik rundt i lange støvler, en dødlækker frakke og sort hat og endelig følte mig som en voksen kvinde. Endelig.

Jeg har ikke haft det mindste imod at blive ældre. Tværtimod oplever jeg, at det, jeg altid har higet imod — at blive til noget — først for alvor er lykkes med alderen. For ikke så længe siden var jeg til en stor sammenkomst i Dansk Artist Forbund, og der kom så mange hen til mig for at sige, at de var glade for det, jeg havde været for dem og betydet for deres karriere. 

Jeg blev set som en rollemodel. Flere af de nye stjerner både lidt ældre og de helt unge ville ligefrem have et billede sammen med mig. Det var virkelig skønt at mærke anerkendelsen. Og den tror jeg først, jeg for alvor mærker nu. Det er som om, at det, jeg har kunnet og kan – som sanger og sangskriver – har fået tyngde nu. Hos mig selv og hos andre. Og det nyder jeg i fulde drag."