Ann Eleonora Jørgensen blev ramt af mystisk sygdom som 25-årig: "Jeg vil leve maksimalt"

Min første tid

– Jeg blev født i Hjørring af ret unge forældre, der havde en del andet i deres liv end mig, men jeg var tæt knyttet til min mormor og oldemor. Ofte passede de mig, for hvis jeg blev sat i børnehave, stak jeg af. Jeg ville hellere være hjemme og tulle rundt med mine legesager og digte historier. Der er noget introvert i min personlighed, som allerede gjorde sig gældende dengang. Da jeg startede i skolen, sad jeg under bordet den første tid for at vænne mig til alle de andre børn, uro og støj, men jeg klarede det ok både fagligt og socialt. Som 11-årig blev mine forældre skilt, og jeg flyttede med min mor til et boligkompleks i Måløv på Sjælland. Det var en kæmpeomvæltning. Fra Vesterhav til beton. Jeg begyndte at gå i læderjakke og hænge ud med de andre i området, men der var en blød kerne indeni, som jeg nærede med litteratur og drømme om rejser til fjerne og spændende lande.

Tiden lige nu

– Fagligt spiller jeg med i Grønnegårds Teatrets sommerforestilling, som i år er Shakespeares Helligtrekongersaften. Derudover er jeg ambassadør for Verdensnaturfonden, WWF, og deltager i forskellige projekter og events. F.eks. var det en kæmpeoplevelse, da jeg i foråret var på Svalbard sammen med organisationen for at sætte fokus på klimaforandringer. Vi var på daglange ture ud i terrænet på snescootere, og det var slående smuk natur, men helt pandekagefladt, og det skal det ikke være. Isen skal være kuperet, men fordi den både smelter nede- og oppefra, ændrer det sig. Vi så også gletsjere, der har flyttet sig halvanden kilometer på få år. Naturen hvisker ikke til os mere, den råber! Og vi skal lytte og hver især tage et ansvar. Træffe de rigtige valg i hverdagen – og i særdeleshed når vi beslutter, hvilke politikere der skal styre verden.

Min bedste tid på dagen

– Det er om morgenen, hvor dagen er ny, sprød og fuld af muligheder. Jeg sætter kaffe over, nyder duften og sætter mig i et hjørne med min kop og en avis. Senere går jeg en lang tur med vores hunde, Hugo og Dante, og får på den måde også noget motion. Jeg er ikke vild med at røre mig alt for meget og kommer f.eks. sjældent afsted til yoga, selvom jeg har et årskort. Men turene med hundene nyder jeg, når der er tid til det. Er det i en periode med tv- eller filmoptagelser, skal jeg ofte ud ad døren klokken fire-fem stykker om morgenen. Så er der ingen kaffehygge og lange gåture, men alt i alt trives jeg med variation mellem travlhed og ro. Og de forskellige arbejdstider, der følger med forskellige arbejdsopgaver.

Min bedste tid på året

– Jeg kan lide alle årstider, når de er det, de skal være. Lune om foråret, varme om sommeren, kølige om efteråret og kolde om vinteren. Ikke noget gråt miskmask eller for høje temperaturer på forkerte tidspunkter. Skal jeg vælge én bedste tid, må det blive efteråret. Træernes farveskift og det lysfald der næsten ligner guldstøv på byens hustage. Og når aftenerne bliver mørke, så man kan krybe i sofaen, tænde et stearinlys og læse en bog. Det passer godt til mig, der ikke er så vildt udadvendt.

Min bedste tid i livet

– Det er uden tvivl min tid med børnene. Den første tid, hvor de var babyer, var magisk og som en lykkeboble. Og efterfølgende se dem gro som to små frø, man vander med kærlighed, opdragelse og de værdier, der er vigtige. Nu, hvor de er henholdsvis 15 og 24, er deres personligheder trådt tydeligt frem, og jeg er så glad og stolt over dem. En ny bedste tid venter, når der forhåbentlig kommer børnebørn. Det glæder jeg mig meget til, men jeg går lidt stille med det, så de ikke skal føle sig presset.

Min værste tid i livet

– Afsked og uigenkaldeligt farvel er det sværeste, man skal igennem som menneske. Det var hårdt at miste mine bedstemødre, som jeg var ekstraordinært tæt knyttet til. Og det var hårdt at blive skilt fra min første mand. En anden barsk periode var det, da jeg som 25-årig og næsten færdiguddannet skuespiller pludselig blev lam i den ene side af ansigtet og indlagt babu-babu. Jeg lå på enestue i tre uger og fik diagnoser, hvor den ene var værre end den anden. En læge sagde direkte, at jeg var ved at dø, og det gav en ekstrem stor sorg. Allermest fordi jeg ikke ville nå at få et barn. Hvad jeg fejlede, fandt de aldrig ud af, men jeg klarede den som bekendt og gik videre i livet med en stærk bevidsthed om, at vi ikke kan tage for givet at blive 100 år. Jeg vil leve maksimalt og gider ikke en masse strikse regler for, hvad jeg må og ikke må. Jeg drikker alkohol, ryger og spiser både sukker, hvede, kød og hvad der ellers er på den sorte liste, men jeg gør det på fransk, det vil sige med måde. Og nydelse!

Om tidens tand

– Meget af tiden tænker jeg ikke på den, men så går jeg nøgen forbi det store spejl i gangen efter badet og tænker: Hvad ... hvor ligger det der årskort til yoga?! Eller jeg ligger roligt og læser og opdager pludselig en underlig fold ved albuen, som aldrig har været der før. Jeg nyder ikke de kropslige forandringer, men prøver at tænke som Bergman, der sagde, at alder er som et højt bjerg, der skal bestiges. Det bliver hårdere og hårdere, men udsynet bliver også bedre og bedre. Fagligt er det sådan, at de gode roller bliver færre, når man er kvinde og over 50, men det, der ikke findes, må jo skabes. Tanken om selv at skrive manuskripter er nærliggende.

Hvis jeg havde en tidsmaskine

– Så fløj jeg direkte tilbage til 1920’ernes Paris og satte mig på Café de Flore, som var et foretrukket mødested for mange af de store kulturpersonligheder; Gertrude Stein, James Joyce, Sartre og Simone De Beauvoir. Jeg ville nu særligt holde øje med Ernest Hemingway og være klar med to glas calvados, hvis han dukkede op. Tænk at sidde der og tale med ham om livet og om litteratur. Og måske lige score et par skrive-fif, for hvem beherskede det enkle og fængende sprog bedre end han.

Den sidste tid

– På samme måde som huden bliver mere pergamentagtig med alderen, så bliver jeg det også i mit sind, og jeg tror ikke, jeg er en af dem, der bliver på scenen til sidste åndedrag. Omvendt er man jo også en gammel cirkushest, der liver op ved duften af savsmuld, så lad os se. Jeg vil i hvert fald under ingen omstændigheder blive et gammelt surt menneske, der råber efter børn, som cykler på fortovet, fordi jeg ikke har andet at gå op i. Jeg vil gerne blive ved med at være kreativ, som jeg altid har været; skrevet, malet, lavet smykker etc. Og måske bo i et olde-kolle med andre ældre og med min mand, som jeg håber at dele alle resterende dage med. Kærligheden er jo livets allerstørste gave. Helt enkelt.

Til allersidst, når det hele slutter, så håber jeg at dø som oldemor Eleonora – hende jeg er opkaldt efter. Hun havde lige fyldt vandkanden og skulle til at nusle om sine blomster, da hun sank om og var væk. Blidt, udramatisk og nådigt. Hvad der sker efter døden, ved ingen, men jeg tror på, at der er noget, som er større end det, vi rationelt kan se og høre. Noget universelt og guddommeligt. Og noget der handler om at være slægt, der følger slægters gang. Jeg har mine olde- og bedstemødre i mig, og når jeg er væk, er jeg i mine børn og deres efterkommere. En slags evigt liv.