"Aaargh, kan vi ikke lære at holde af vores bryster, som de er?"

Af: Anna Bjerre, psykolog og daglig leder af Girltalk.dk

DEBAT: Jeg holder for rødt og ser igen bussen køre forbi. Nye bryster står der på siden af bussen. Jeg har efterhånden set den tusindvis af gange, og de fleste gange lægger jeg ikke mærke til den mere.

Men i dag ser jeg den igen. Nye bryster. Den griner næsten lidt hånligt til mig.

Jeg tager hånden op til mit bryst og smiler lidt overbærende til mig selv. Ja altså 3 børn og 36 år har da sat sine spor. Og kroppen er ikke helt, som den var engang. Jeg motionerer ikke engang, selvom det nok kunne stramme de lidt mere trætte dele af kroppen op, så ikke engang et minimum formår jeg at gøre.

Selvom jeg ikke er meget for det, må jeg nok alligevel indrømme, at jeg bliver lidt ramt af de smukke bryster på siden af bussen.

LÆS OGSÅ: Sådan lærte jeg at elske min krop

Jeg tænker blot to måneder tilbage, hvor jeg stod ved skrædderen, som skulle sy min brudekjole ind. 14 dage før brylluppet var jeg hos Thomas, som skulle sætte hår på mig. Han bad mig prøve kjolen, og hans ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af. Han sagde, "din kjole gaber alt for meget ved brystet. Hvad vil du gøre?"

Jeg hev lidt forfængelig to filet-lignende plastikstykker op af tasken og sagde, at de skulle sidde i kjolen og give mig barm. Thomas måbede, tog sin telefon og lavede lynhurtigt en aftale med sin ven Emil, der er skrædder. Emil kiggede hurtigt på mig i kjolen og sagde, "vi er nødt til at sy kjolen heeeelt ind ved barmen". Jeg skulle i høj grad undertrykke en lille tåre og sagde så, "jamen så ligner jeg jo en konfirmand eller en dreng".

Han var meget kølig og ærlig og sagde, "vi kan jo ikke trylle en barm frem, som du ikke har. Det var nok der, kæden hoppede af for mig, og resten af talen fra ham om, at jeg var haute couture, hørte jeg slet ikke.

Jeg kom hjem og tårerne fik frit løb. Jeg forestillede mig, at jeg stod der på bryllupsdagen foran kirken. Dørene går op, og jeg går ind. Første skridt ind i kirken og hele salen stivner. I en dramatisk tone er der én der udbryder, "jamen, hun har jo slet ingen bryster....!!"

Jeg griner lidt for mig selv og tænker så, at folk nok har andet at tænke på, end hvor store eller små byster jeg har, når jeg går op af kirkegulvet.

Tilbage til bussen. Den holder der stadig. Ok, jeg indrømmer. Jeg bliver ramt.

Så hvis det påvirker mig, der alligevel ser mig selv om et godt funderet refleksivt menneske, hvor meget mere rammer det så unge piger, som naturligvis er i en tid, hvor de er ved at lære kroppen at kende, samtidig med de forsøger at navigere i tanker og følelser som i høj grad handler om at være gode nok og særligt smukke nok.

Hvad er det for noget med de der bryster? Hvorfor fylder det så meget i hverdagen, at de ligefrem er med i trafikken? Det er som om, at muligheden for at få lavet noget kosmetisk, ikke bare er en mulighed, men faktisk et krav. Det handler ikke, OM du vil have noget lavet, men HVORNÅR det skal laves.

Jeg tænker tilbage til for cirka to år siden, hvor vi sad nogle stykker omkring et bord og talte om det med de busreklamer - og ja også brysterne. En kvinde ved bordet udbrød, "det er også ærgerligt at få det lavet, før man har brug for det". Den lader vi lige hænge et øjeblik. "Brug for det". Hvornår er det egentlig, og hvem bestemmer det?

LÆS OGSÅ: 8 ting, jeg har lært om at være kvinde efter jeg fyldte 40

Er det sådan, at jeg skal forvente, at veninderne en dag, kærligt men meget fast kigger på mig og siger "Anna, det er nu! - du har brug for det!".

Egentlig har jeg slet ikke noget imod kirurgi. Jeg har fået rettet mine tænder for 16 år siden, så det er ikke det med at få lavet noget om, som rammer mig. Jeg tror nærmere, at det er den der selvfølgelighed, der er over, at brysterne naturligvis skal laves. At muligheden ikke forbliver en mulighed, men ændrer sig til at blive til et krav. Det er det, jeg opponerer imod.

Hvad er det, der gør, at så mange kvinder pludselig for BRUG for det? Og hvad gør det ved os?

Det må da have en indflydelse på os. I 2008 var der omkring 600, der fik lavet bryster og i 2014 er der over 2000. Hvorfor den stigning?

Sidder vores kvindelighed i brysterne? Er det mere rigtig med fyldige runde bryster end hængebryster? Er det det vi tænker? Jeg ved det ikke, men jeg undrer mig - og ja, jeg bliver også ramt.

Så mit shout out er: Aaargh, kan vi ikke lære at holde af vores bryster, som de er? Så busreklamen er ligegyldig. Så den kører forbi mig uden at have et budskab til mig.

 LÆS OGSÅ på FitLiving.dk: Fra sløv til sund på 30 dage - Kan man det?

LÆS OGSÅ: Skal du droppe intimbarberingen?

LÆS OGSÅ: Dine drømme fortæller dig, hvordan du har det