Anna Mejlhedes mor forsøgte at kontrollere hendes liv: ”Hun nærmest udraderede mig”

I den lille stue på plejehjemmet ligger en døende kvinde, omgivet af sine børn og børnebørn.

De har våget over hende i flere døgn. Talt sagte, grinet gennem tårer, sunget og holdt hendes hånd.

Læs også

Dorthe mistede sin mand. Flere uger efter dukkede et afskedsbrev fra Bjarne pludselig op…

En sygeplejerske ser bevæget til fra døråbningen. Overvældet af den kærlighed, hun er vidne til. Den kærlige omsorg, som den gamle kvinde i sengen må have vist sine børn gennem et langt og selvopofrende liv, og som nu strømmer tilbage imod hende i hendes sidste tid. 

Men sygeplejersken aner ikke, hvad det er for et menneske, der er ved at dø. Det gør præst og forfatter Anna Mejlhede til gengæld. For det er hendes mor i sengen.

"Min mor var ikke kærlig i klassisk forstand. Ikke kun, i hvert fald. Hun var også en selvoptaget kunstner og en dybt kontrollerende hustru og mor. Måske især over for mig, der var hendes sidste barn. Kort før hun døde, greb hun min hånd og holdt så fast, at jeg et øjeblik tvivlede på, om hun nogensinde ville slippe igen. Så viljestærk og kraftfuld var hun," siger hun.

Indbydende hjem

Det skete selvfølgelig ikke. Annas mor døde. Og slap taget i sin datter, så Anna endelig blev sat fri til at sørge – og til at blive sig selv.

Hun havde brug for begge dele.

"Man kan godt elske et menneske uden rigtigt at kunne lide at være sammen med det. Sådan havde jeg det med min mor," siger hun.

Hun har skrevet romanen Det gode imellem os. En bog, som trækker på elementer fra hendes egen opvækst. Og som hun først kunne skrive efter sin mors død.

"Ikke fordi min mor ville have følt sig truffet. Hun ville tværtimod have proklameret, at det var en forfærdelig mor, jeg havde skrevet frem. Og hvor godt det var, at jeg ikke selv havde haft sådan én, men en god mor som hende," griner Anna.

Og hun havde på en måde haft ret. For Annas mor var fantastisk. En begavet børnebogsforfatter, der skrev med stort vid og substans. Og indrettede et kreativt hjem med højt til loftet og klassisk dannelse til sig selv, sin mand og deres børn. Et hjem med keramik, litteratur og ballet. Et hjem, der åbnede sig indbydende mod omverdenen.

Enestående børn

"Min mor glimrede, når vi havde gæster. Hun var nærmest magisk. Fuld af humor, leg og det, der føltes som dyb og oprigtig interesse for de mennesker, der kom på besøg. Voksne og børn var betagede – nærmest forelskede i hende. Det var jeg også selv, for hun strålede jo."

Hverdagen var dog mere glansløs. I Annas familie spiste man ikke sammen om et bord, men når det var praktisk. Grovboller med bønnepostej. Eller anden sund kost, der mere var nødvendig ernæring end et egentligt måltid.

"På et tidspunkt læste min mor, at en bøf af oksekød skulle være godt for et barns udvikling. Så sådan nogle begyndte hun at tilberede til mig. I mikrobølgeovnen."

For Annas mor handlede forældreskabet mindre om at skabe tryghed og nærhed, og mere om at udvikle enestående børn. Børn, der skulle være sunde, slanke, smukke, dygtige. Frem for alt dygtige.

"Jeg skulle excellere i alt. Ikke bare skrive gode stile, men exceptionelle stile. Ramme alle toner rent til kor og aldrig sætte en fod forkert til ballet," siger Anna.

Blid og kærlig far

"Jeg tror, det handlede om, at jeg var efternøler; hendes sidste chance for at udleve de drømme, hun – som mange andre kvinder i hendes generation – aldrig fik mulighed for selv at udleve," siger Anna.

"Hun var kunstner. Og hadede de forventninger, der lå i tiden om at passe børn og hjem. For hun ville i virkeligheden alt muligt andet."

Positionen som efternøler efterlod Anna ekstra udsat, fordi hendes ældre søskende flyttede hjemmefra, og hun blev alene med sin mor.

"Min far var kærlig og blid, men han forgudede hende og evnede ikke at være det bolværk, jeg havde brug for," siger Anna og fortsætter: 

"Min storesøster siger, at jeg blev udsat for omsorgssvigt. Og jeg kan også sagtens se, at der skete bizarre ting i min barndom. Men jeg tror alligevel aldrig, jeg selv ville sætte det ord på."

Højlydt kritik

I det hele taget havde Anna svært ved at italesætte forholdet til sin mor, mens hun levede.

"Som voksen gik jeg i terapi og fik nogle sætninger, jeg kunne sige til hende, når hun gik over mine grænser, hvilket hun gjorde hele tiden," fortæller Anna.

Hun kritiserede for eksempel højlydt sin datters valg om at stoppe som præst – det var jo et fint embede, hun som mor kunne sole sig lidt i. Og hun var dybt skuffet, da Anna flyttede fra byen for at slå sig ned på Læsø. Den ø, Annas far voksede op på, men som hendes mor anså for et indskrænket og småborgerligt lilleputsamfund.

Læs også

Det 10 år lange ægteskab var ved at briste, men så fandt Pernille Aalund nøglen til at bevare det

"Hun har aldrig villet slippe kontrollen over mig. Heller ikke da jeg forsøgte at tage kontrollen fra hende. De sætninger, jeg fik af min terapeut, virkede bare ikke. De prellede af," siger Anna, der ikke længere kan huske de konkrete sætninger.

Afbrød kontakten

I et års tid så Anna næsten ikke sin mor. Distancen var nødvendig, omend uforståelig for moren. Men den gav Anna mulighed for at slippe vreden og tilgive. Så de kunne genoptage kontakten.

"Det tager tid at tilgive et menneske, der har gjort dig ondt, og kræver, at du

fokuserer på det gode og lyse, der også ofte er til stede selv i en kompliceret relation," siger Anna.

"Min mor var pacende og styrende. Hun nærmest udraderede mig. Men hun drev samtidig noget frem i mig og er grunden til, at jeg blev forfatter. Det er jeg ikke i tvivl om," siger Anna.

"I den forstand er hun nærmest blevet et Janushoved i min bevidsthed. Hun gav mig en smertefuld side med så høje krav til mig selv, at jeg næsten blev syg af det. Men også en side, hvor alt funkler."

Da Annas mor lå for døden, var der ikke meget tilbage af den kvinde, der havde forsøgt at kontrollere sin familie, ikke mindst sin yngste datter.

"Hun havde demens; var blevet forvirret og mild. Som et lille barn," siger Anna.

Kærlighed i spa

Mens hun endnu levede, tog Anna og hendes søskende deres nye skrøbelige mor med på spaophold, hvor de overøste hende med gourmetmad, varmvandsbassiner og bløde frottékåber. Al den nydelse, der aldrig havde eksisteret i deres barndomshjem.

"Vi morede os virkelig over, at vi flød rundt der med vores lille, skrøbelige mor, mens hun pippede: ”Har vi virkelig råd til alt det her?!” Vi syntes, at vi alle sammen havde fortjent det," siger Anna.

"Både hende og os."

Helt uden nag. Uden gnavende vrede. Kun kærlighed. For man kan godt elske et menneske, selv om man synes, at det menneske er svært at være tæt på.