Anna Thygesens forældre tog deres eget liv: ”Selvom jeg var i sorg, var det også en frihed”

0-10 år (1965-1975)

For enden af grusvejen

"Jeg husker min barndom som ekstremt lykkelig.

Vintre med sne, kælketure og varm kakao, og somrene var lyse nætter, kornmarker og leg.

Læs også

Da Elsebeth Egholm fandt sin kæreste som 46-årig, lærte hun særligt én ting: ”Det er nødvendigt”

Men jeg kan godt høre, når jeg fortæller det, at det nok ikke helt var sådan – i hvert fald ikke for hele familien. Min mor var bipolar, og hun blev rigtig syg, da jeg var to måneder gammel. Hun blev indlagt og kom først hjem, da jeg var omkring ni måneder.

Så jeg ved, der har været en tristhed i hjemmet, men jeg husker det ikke som om, det involverede mig. Min mor var en af de første i landet, der fik lithium mod sin sygdom. Det virkede, og hun havde det derfor godt i mange år. Jeg har altid været en betragter, der ser tingene udefra. Måske var det også derfor, jeg fik den idé, at jeg var adopteret.

Jeg kunne finde på at pakke min lille røde kuffert og gå ned for enden ad grusvejen og vente på min “rigtige familie”, der selvfølgelig var godsejere. Det var sådan en afstandtagen til min familie, men det var også bare en federe historie. Jeg syntes, det var kedeligt ude på landet. Der skete jo ikke en skid! Når jeg så havde siddet der længe – sikkert indtil jeg blev sulten eller skulle tisse – måtte jeg vende hjem igen.

Jeg har egentligt lært meget af det, den der mentale forberedelse på at måtte indse at heller ikke denne gang fik jeg ret. Det var jo et nederlag, men det gik, og så var det heller ikke værre."

10-20 år (1975-1985)

De hårdeste år

"Det var de hårdeste år i mit liv. Jeg begyndte på gymnasiet i Aarhus, det var en storby for mig, og jeg elskede det. Men da jeg gik i 1.g, blev min far syg. Han fik simpelthen en depression, og det blev værre og værre, og det endte med, at han begik selvmord, da jeg var midt i 2.g. Det er jo klart, det kom til at overskygge resten af min gymnasietid.

Det var en kæmpe sorg at miste min far, og så blev min mor syg oveni. Hun var selvfølgelig i sorg, men hendes medicin stoppede simpelthen med at virke. Der var jo ikke krisepsykologer og sorggrupper dengang, så jeg sad der som 17-årig og skulle deale med alt det selv. En dag jeg sad på mit værelse og skulle forestille at lave lektier, tænkte jeg: “Det her kan ende rigtig, rigtig skidt for mig.” Min næste tanke var, at det ville min far aldrig have ønsket for mig. Han elskede mig, og jeg elskede ham.

Så jeg nåede til den erkendelse, at han gjorde ikke det her for at genere mig, derfor blev jeg simpelthen nødt til at leve mit liv. Som en accept og respekt for hans valg. Så det begyndte jeg at arbejde på. Jeg besluttede, at jeg hverken ville være flov, bitter, vred eller påtage mig skylden – noget der ellers er meget udbredt hos pårørende til selvmord. Han har været en god far for mig, og han har elsket os alle sammen, så jeg ville vise, at jeg kunne få et godt liv alligevel.

Jeg pålagde mig selv en stor forpligtelse. I mange år havde jeg sådan: “De skal ikke få mig ned med nakken!”, uden at jeg dog rigtig vidste, hvem “de” var."

20-30 år (1985-1995)

Stor sorg og stor frihed

"Da jeg blev student, skred jeg fra Danmark! Jeg elskede at være i Aarhus, men jeg opdagede, at verden var meget større, så efter studentereksamen rejste jeg konstant og boede praktisk talt ikke hjemme.

Læs også

Peter hjalp Michelle gennem krise: Dér fandt jeg ud af, hvor god en ven han er

Det var ikke kun min verden, der blev større. Det var jo i den periode, Berlinmuren faldt og i kølvandet flere kommunistiske regimer. Der var meget optimisme og udsyn både i verden og i mit eget liv.

Men min mor fik det dårligere og dårligere efter min far døde, så fire år efter min far tog livet af sig, begik min mor selvmord. Jeg var 21 år, og havde mistet begge mine forældre. Det var et kæmpe slag, og jeg flyttede hjem til Danmark og blev i et halvt år.

Det jeg sagde om min barndom, at jeg altid har været en betragter, det har hjulpet mig igennem det store tab, det var at miste begge mine forældre. Jeg er ekstremt god til at se det hele udefra – nærmest som om det ikke er mig, det handler om – og så nå frem til, hvad jeg vil råde mig selv til at gøre. Så selvom jeg var i stor sorg, var der også en frihed i det.

Der var intet, der holdt mig i Danmark, jeg var efternøler, så min søskende havde længe været etableret langt hjemmefra, og jeg kunne dyrke den ultimative frihed og min udlængsel, som jeg altid har haft i mig. Jeg forelskede mig i en israelsk mand og flyttede til Israel og blev gift.

Jeg arbejdede for et amerikansk firma, så jeg rejste rundt i verden. Udover Israel boede jeg også i USA i mine 20’ere, og jeg var i længere perioder i Nairobi, hvor min søster boede. Så selvom det begyndte trist, husker jeg det som fed periode."

30-40 år (1995-2005)

Kurt, Bill og klog af skade

"Det er det årti, der har formet mig mest. Faktisk på alle fronter af mit liv. Det helt korte og hæsblæsende resumé lyder: Blev direktør i Kurt Thorsens spanske selskab, blev med ét offentligt kendt i forbindelse med PFA-skandalen og den efterfølgende retssag. Mødte Bill og blev mor til Vilhelm.

PFA-skandalen kom til at overskygge mine 30’ere, men det hele begyndte egentlig meget godt. Jeg var næsten lige flyttet hjem til Danmark, fordi jeg var blevet skilt fra min israelske mand. Jeg havde arbejdet flere år som leder i hotelbranchen, og måske lyder det underligt, men på det her tidspunkt gik det op for mig, at jeg var dygtig til mit arbejde. Altså ikke dygtigere end andre. Bare dygtig.

Det skyldtes min alder, tror jeg, jeg havde haft chefjob, fra jeg var i starten af 20’erne, og mange forventede ikke, at jeg var chefen. I 30’erne kunne jeg mærke, at jeg havde fået erfaring, og den blev også anerkendt af omverdenen. Derfor var jeg fast besluttet på, at jeg ville have en direktørstilling, og det fik jeg. Nogle år senere mødte jeg Kurt Thorsen og blev direktør i hans spanske selskab. Det var et nyt eventyr, et nyt sted i verden. Det var lige mig. Jeg var god til at lande nye steder, og jeg havde nemt ved at lære sprog. Så ramte skandalen.

Det var i 1999, sagen blev offentlig kendt. Da var jeg 34. Det handlede om bedrageri og dokumentfalsk i milliardklassen. Projekter i Kurt Thorsens selskab viste sig at være finansieret af falske garantier. Thorsen og Rasmus Trads, daværende underdirektør i PFA, havde forfalsket direktørens underskrift på garantierne. Mange troede og tror stadig, jeg var tiltalt i den sag. Men jeg havde intet gjort, og jeg anede intet om bedrageriet. Jeg var “kun” direktør i selskabet, og derfor var jeg indkaldt som vidne. Men jeg kom i pressens søgelys, fordi jeg var kærester med Kurt Thorsen.

Læs også

Trine Gadeberg havde mange nætter på hotelværelser hvert år: Så traf hun en stor beslutning

Dommen faldt i byretten i 2000, men først i 2002 blev dommene stadfæstet i Østre Landsret. I de år fyldte både sagen og mit møde med offentligheden og pressen derfor meget. Det, der hjalp mig igennem, var, at jeg altid har haft styr på mine værdier. Min far har altid sagt til mig: “Du skal opføre dig ordentligt, sådan så du hver dag kan se dig selv i spejlet”.

Fordi begge mine forældre døde, da jeg var helt ung, blev jeg meget tidligt opmærksom på, hvad de stod for, og hvad den opdragelse og opvækst, de gav mig, havde betydet. Så jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget forkert, jeg havde intet at skjule, og derfor undveg jeg ikke journalisterne. Det gav mig nogle indsigter. Jeg fik en grundlæggende forståelse af, hvordan pressen agerer, og hvad, der var en god historie. Det blev en krise, som gav mig de erfaringer, jeg blandt andet lever af i dag som rådgiver i krisekommunikation.

Men det er jo klart, at mit arbejdsliv lå i ruiner. Her tror jeg, at det hjalp mig, at jeg havde overlevet noget meget værre. Da jeg mistede begge mine forældre, var jeg magtesløs, her var der i det mindste noget, jeg kunne kontrollere. Jeg flyttede til Holland og slikkede mine sår. Jeg fik et godt job der, og selvom den her lortesag fyldte i årevis, endte det jo faktisk med, at jeg skrev en bog og blev vært på tv-programmet Forført af en svindler på den baggrund. Så jeg kom positivt ud af det.

Jeg var i slutningen af 30'erne, da jeg mødte Bill, som er journalist. Han vidste, hvad han gik ind til. Så da jeg blev gravid under tre måneder efter vores første møde, endte vi med at tage det på os, og vi er stadig sammen i dag."

40-50 år (2005-2015)

“Hold kæft, mor taler i telefon”

"Jeg blev mor, lige før jeg fyldte 40, så familielivet var selvfølgelig en central del af mine 40’ere. Jeg oplevede den ubetingede kærlighed, man nærmest kun kan have til sit eget barn. Det er der jo noget sårbart i, og det var nok også derfor, jeg havde undgået det indtil da. Og så fordi jeg ikke havde mødt nogle egnede mænd, men Bill havde styr på sit shit.

Jeg er ekstremt glad for, at jeg har fået et barn, men jeg har aldrig været en af de mødre hvor ”først nu giver livet mening.” Jeg elsker at være mor, men jeg er også meget andet. Så jeg fortsatte med at knokle røven ud af bukserne i de her år. Jeg skulle jo også tilbage efter PFA skandalen. Det tog syv år.

Da jeg blev ansat som forretningsudvikler på TV2 i 2007, følte jeg, at jeg var tilbage karrieremæssigt. Når jeg for sjovt spørger Vilhelm, der i dag er 21, hvordan han husker mig fra sin barndom, så holder han en fiktiv telefon op til øret og mimer “hold kæft, mor taler i telefon” ved at trække pegefingeren hen over halsen. Det giver mig på ingen måde dårlig samvittighed, for han har altid haft sin far.

Bill er hønemoren hjemme hos os, han havde udlevet sin journalistkarriere, og … ja, det har bare fungeret godt i vores forhold. Det er nok fordi, der ikke skulle gøres plads til to John Wayne’er."

50-60 år (2015-)

En ung gammel

"I 2015 blev jeg selvstændig i min virksomhed We Do Communication og om et år fylder jeg 60. Jeg er jo ved at blive gammel, og det har jeg det egentlig ikke specielt svært med. Jeg synes selvfølgelig, det er mærkeligt, for ude på landet var man altså færdig som 60-årig.

Men jeg har en ung søn og jo ingen børnebørn endnu, så jeg føler mig ikke gammel. Jeg synes heller ikke, jeg på nogen måde er begyndt at geare ned eller har lyst til det. Selvfølgelig kan jeg godt blive ramt, når nogen for eksempel kritiserer mit udseende, og det sker faktisk ofte, når man som jeg deltager i den offentlige debat. Folk sviner én til på de sociale medier, det kan være alt fra, at min stemme lyder frygtelig, og at jeg bare skal holde min kæft, til at jeg ser gammel ud med mine rynker. Men jeg har det også sådan: Jeg kan da ikke ligne en på 30, når jeg snart er 60. Hvad havde I forventet?

Jeg føler at min erfaring kun gør mig bedre. For hver krise jeg har været involveret i, er jeg blevet klogere. Jeg har hørt om imposter-syndromet, hvor man viser, at man har styr på det, men er bange for at blive afsløret. Jeg har det omvendt, jeg kan godt blive ramt, når nogen kritiserer mig, men kun momentant, for indeni har jeg min kerne: Jeg lyver ikke, jeg er god til mit arbejde, jeg er et ordentligt menneske. Der er ikke noget, jeg kan blive afsløret i.

Jeg synes, jeg har indfriet mit løfte om at vise, at jeg kunne få et godt liv, selv om jeg mistede begge mine forældre. “De” har ikke fået mig ned med nakken, og det får de sgu heller aldrig!"