Anne Knudsen: ”I dag går det ud over mændene”

Hvornår oplevede du første gang, at der ikke var ligestilling?

− Jeg var ni år og havde læst en dramatisk sundhedsvæsenshistorie, da jeg sagde til min far, at jeg ville være sygeplejerske, når jeg blev stor. Min fars svar var: ”Hvorfor vil du ikke hellere være læge? De har meget mere at skulle have sagt, og du kan godt lide at få din vilje”. Det slog mig, at her var en kønsforskel, for jeg havde aldrig set en kvindelig læge i mit liv. Hvis man skulle have noget at sige, skulle man i princippet være mand eller kunne det samme som en mand. Hvorfor skulle jeg slå mig til tåls med at gå og hjælpe til? Sådan stod det for mig dengang. Min generations fædre har i vid udstrækning været dem, der gjorde os opmærksom på ligestillingen. Min far ville ikke høre tale om, at kvinder var dårligere til ting, eller at hans døtre ikke skulle det samme som drenge.

Hvornår har du kæmpet for ligestilling?

− Lige siden. Jeg blev student i 1967, og der var kvinder stadig i undertal blandt studenterne. Jeg har insisteret vældig meget og taget uddannelser, som nogen ellers mente, var noget, mænd gjorde. Jeg har lært at åbne munden. Sagen er jo, at hvis man åbner munden, falder himlen ikke ned og tænderne ud. Og det bliver man modig af at opleve. Det, at man er i stand til at påpege, om noget er rimeligt eller ej, er noget af det vigtigste. Og så har jeg giftet mig med en ordentlig mand.

Hvordan er der ligestilling hjemme hos dig?

− Der er masser af ligestilling, men ikke nogen ens-stilling. Jeg har i mange år tjent bedst, og min mand passede vores tre børn, mens jeg gjorde feltarbejde og rejste i udlandet som antropolog. Han har ikke hængt sin maskulinitet op på, hvad der står på lønsedlen. Jeg ved godt, at man tidligere sagde, at mænd blev skaldede og impotente, hvis konen tjente for meget, men jeg har aldrig mødt nogen, der havde det sådan. Jeg bestemmer, hvordan vores hjem skal indrettes. Hvilke farver væggene skal have, og hvem vi skal have til middag. Typiske kvindeting. Men vi har ligestilling i den forstand, at vi ikke går og blander os i, hvad den anden gør. Ingen af os er medhjælpende hustru. Jeg opdagede meget tidligt, at hvis mænd skal gøre ting, som kvinder plejede at gøre, så skal de have lov at gøre det på deres egen måde. Da vores første barn var lille, stod min mand en nat og skiftede ble – der var jeg meget insisterende på ligestilling – så sagde jeg: ”Du binder den ble for stramt”. Så vendte han sig ganske fredsommeligt om, kiggede på mig og sagde: ”Sig mig, er det mig, der binder den ble, eller er det dig?”. Så når min mand laver mad, gør han det på en anden måde, end når jeg laver mad. Og når han gør rent, er det ham, der bestemmer, om der er rent eller snavset.

LÆS OGSÅ: Dét har været afgørende for min karriere

Hvorfor har ligestillingsdiskussionen stadig sin berettigelse i dag?

− Ligestilling betyder, at hvis du har lyst til det, og du ellers kan præstere til det, så kan du blive lige, hvad du vil uanset dit køn. Hvis kvinder vil tjene det samme som mænd, skal de vælge de samme uddannelser, job og arbejdstider som mænd. Hvis man vil kunne gå kl. 16 fra et fredsommeligt job, hvor man har haft tid til at tale privat i telefonen undervejs, skal man ikke tjene så meget som i et job, hvor man knokler rundt i eksportindustrien. I arbejdsmæssige sammenhænge består ligestilling i at blive bedømt på sine præstationer og ikke, hvad man har mellem benene. Det er ikke ligestilling at blive kvoteret ind. Sjovt nok kræver ingen flere kvindelige brandmænd.

Har din opfattelse af ligestilling ændret sig med alderen?

− Ikke med alderen, men med tiden. Fordi magtforholdene har ændret sig. Da jeg var ung, var der udbredt enighed om, at mænd var det suverænt mest tilbedelsesværdige køn. Rigtige mennesker var mænd. Det har ændret sig til det stort set modsatte i dag, hvor kvinder er rigtige mennesker, og mænd kan man udsætte alt muligt på. Dengang kunne man sige uendelige mængder af dumme ting som ”kvinder har ikke sans for matematik”. I dag går det ud over mændene. Derfor må vi ændre synet på ligestilling. Kvinder er ikke klar over, hvor meget magt de har. De tror stadigvæk, at de har at gøre med patriarkalske supermænd, som kan tåle det hele. Derfor tror de ikke, at der sker noget ved at tæske, sparke, latterliggøre og bagtale. Det er ikke en skavank ved mænd, at de er maskuline.

LÆS OGSÅ: Karriereklummen: Deler du din viden?

Hvem er din største ligestillingshelt/heltinde?

− Fredrik Bajer. Han var landstingsmand for Venstre og stillede i 1886 forslag om stemmeret for kvinder. Han stiftede Dansk Kvindesamfund sammen med sin kone Mathilde Bajer. Jeg nævner ham, fordi jeg gerne vil påpege, at kvinder ikke har stemmeret, fordi kvinder syntes, at de skulle have det. Men fordi mænd syntes, at det var urimeligt, at kvinder ikke havde samme rettigheder.

Hvis du kunne knipse med fingrene og skabe ligestilling på ét punkt, hvor ville det så være?

− I Danmark er mænd stadigvæk hjælpeløst prisgivet mødrene til deres børn. Det kan ikke nytte noget at skjule det. Kvinder får næsten altid ret, når børn bliver diskuteret. Der er stadigvæk en forestilling – som er i strid med ligestilling – om, at kvinder er bedre til at være forældre end mænd.

”Hvis man vil kunne gå kl. 16 fra et fredsommeligt job, hvor man har haft tid til at tale privat i telefonen undervejs, skal man ikke tjene så meget som i et job, hvor man knokler rundt i eksportindustrien”