Anne Marie Vessel Schlüter: "Kunne livet leves forfra, ville jeg gøre præcis det samme"

Den første tid

– Jeg voksede op lige nord for København, og ballet har været en del af mit liv altid, for mor var balletdanser og far balletregissør på Det Kongelige Teater. De blev skilt, da jeg var syv år, men bevarede et godt venskab. Også da mor fandt en ny mand. På det tidspunkt var jeg selv begyndt i balletskole, og når jeg havde været med i en forestilling, og far kørte mig hjem bagefter, spiste vi alle fire natmad sammen. Den positive følelse omkring det, som ellers kunne have været svært, blev en vigtig erfaring for mig, da jeg en del år senere selv skiltes fra min søns far. Alexander var 17 år yngre end mig, og jeg vidste godt, det ikke ville holde, men ligesom mine forældre lykkedes det os at bevare et venskab, som vi har den dag i dag.

Tiden lige nu

– Det er over ti år siden, jeg stoppede som rektor på Balletskolen, men jeg underviser stadig og er også med i opsætningen af to til fire forestillinger om året. I den tid der er tilovers, spiller jeg golf og bridge. Jeg cykler en del, når vi er på landet, og jeg vinterbader. Det giver også sig selv, at jeg er glad for kulturlivet og i særdeleshed teater. På det seneste er det begyndte at knibe for Poul at deltage i aktiviteterne, for hans mobilitet er ikke så god mere. Det passer ham bedre at blive hjemme med sine bøger og tv’et, men jeg kan ikke sidde stille i mange timer. Der skal ske noget, og jeg skal ud og røre mig. Når jeg kommer hjem, er jeg glad og har en masse at fortælle, og det fungerer fint for os.

Den bedste tid på dagen

– Det er om morgenen, hvor jeg vågner tidligt og er frisk med det samme. Allerede klokken seks er jeg i gang med kaffe, avis og havregrød med rosiner. Er der tid til det, tager jeg til standen og bader, men skal jeg på teatret nøjes jeg med at lave lidt yoga. Jeg elsker den store balje af energi, der er der først på dagen – både i kroppen og i sindet. Så kan man bare bruge løs uden tanke på træthed, og der er altid så meget, jeg gerne vil nå. Måske er der nogle ekstra batterier i mig – det er ikke noget, jeg har tænkt over tidligere, men jo ældre, jeg bliver, jo mere værdsætter jeg evnen og lysten til at være aktiv.

Den bedste tid på året

– Lange perioder med grågrumset vejr er ikke charmerende, men derudover kan jeg lide alle årstider, og at det skifter. Jeg trives med varme og sol, som sommeren i år gav os så vidunderligt meget af, men jeg holder også af kolde og klare vinterdage. Og julen er også hyggelig. Ikke mindst 1. juledag, hvis Niclas og hans kæreste har overnattet. Så sidder vi længe over morgenmaden og ser Matador.

Når jeg kigger på klokken ...

… ser jeg på mit Jacob Jensen-ur, som jeg fik af mine kollegaer på teatret, da jeg fyldte 50 år. Jeg har forskellige ure og skifter mellem dem, så det passer til tøj, og hvad jeg skal.

Den bedste tid i livet

– Jamen så må jeg igen tale om Niclas. Jeg var 36 år, da jeg fik ham, og jeg havde ikke planlagt at blive gravid med Alexander, min langt yngre kæreste, men da det skete, var det en gave. En baby er krævende, men at være mor kunne godt kombineres med mit arbejde. Jeg var tilbage på scenen tre måneder efter fødslen, og jeg husker bare de der første år som helt fantastiske.

En anden bedste tid var, da jeg mødte Poul i 89. De første gange, vi tilfældigt løb på hinanden, var til arrangementer på teatret, men så havde jeg en lidt kæk kollega og veninde, der inviterede ham til min fødselsdag, hvor han mødte op med en stor flaske champagne. Ved den lejlighed kunne jeg godt mærke, at der var en vis kemi, og det var specielt, for han var ikke bare tyve år ældre end mig, men også statsminister. Præmisserne var ekstraordinære, tænk bare på offentlighedens interesse! Vi blev forfulgt af sladderjournalister, og det tog helt overhånd. Men mellem ham og mig voksede der noget fint frem, og han tog også Niclas til sig, og inviterede os blandt andet med i Tivoli, hvor Poul bar ham på skuldrene. Sådan vinder man effektivt en moders hjerte.

LÆS OGSÅ: Tommy Ahlers: "Jeg har været fraskilt i fem år, og jeg har ikke vænnet mig til det"

Den værste tid i livet

– Umiddelbart kommer jeg til at tænke på dengang, hvor Poul måtte gå af som statsminister på grund af Tamilsagen. Forløbet op til, var langstrakt og hårdt for alle implicerede. Jeg kunne mærke, at han blev mere og mere stille, og at det tærede på ham – og på os herhjemme, men der var en stor værdighed over, at han besluttede at gå af. Sådan optræder en verdensmand. En del år senere kom der en anden svær periode, da jeg fik konstateret brystkræft. Jeg kom igennem det, men der var et år med kemo, strålebehandlinger, træthed, hårtab og andre bivirkninger. Når det var værst, prøvede jeg at skjule det – af hensyn til Niclas og ikke mindst Poul, der mistede sin tidligere hustru på grund af kræft. Jeg er et positivt menneske, men 2013 var ikke et nemt år.

Hvis jeg fik en billet til en tidsmaskine

– Så ville jeg nok forære den til en anden. Der er mange spændende historiske perioder, men jeg foretrækker at læse om dem. Og i forhold til at rejse i tiden for at møde en af de store personligheder, jamen så har jeg jo talt med både Mandela, Gorbatjov, Kohl og Margaret Thatcher, for nu at nævne nogle af dem, der har gjort størst indtryk på mig. Livet som statsministerfrue gav så mange spændende oplevelser, og det har nok mættet mig. Jeg har ikke brug for at trykke hånd med hverken Bournonville eller Napoleon.

Man siger, tid er penge?

– Tid er et kvalitetsfænomen, som vi ofte bruger forkert, fordi der er fokus på at tjene penge og gøre karriere. Jeg kan som mange andre godt få dårlig samvittighed over de mange timer, jeg var væk fra Niclas, da han var lille. Når vi havde spist aftensmad, skulle jeg på teatret og måtte overlade det til en ung pige at læse godnathistorie og putte ham. Den tid får jeg ikke igen. Men jeg tænker ikke, at det var penge, der var min drivkraft. Jeg er ikke så materialistisk indstillet, og som det er i dag, lever vi bestemt ikke over evne. Jeg arver Niclas’ bukser, og Poul får hans aflagte sweatre. Mad skal vi selvfølgelig have, og jeg køber gode råvarer, men er ikke helt så økologisk konsekvent, som jeg måske skulle være.

LÆS OGSÅ: Merethe Stagetorns sidste interview

Om biddet fra tidens tand

– Det generer mig ikke, at spejlbilledet ændrer sig, så længe jeg er rask og rørig. Skal jeg blive ved at være det, må jeg ikke blive for tyk. I sommer guffede jeg tre is om dagen, og det kostede et kilo eller to. Så måtte jeg spise let en periode og f.eks. nøjes med en salat til middagsmad. Det er ikke noget problem, men en kold øl, når jeg kommer hjem fra teatret om aftenen, det skal jeg altså have. Ekstra kalorier eller ej.

Hvem er Anne Marie Vessel Schlüter?

Anne Marie Vessel Schlüter, født 1949

• Privat: Gift med Poul Schlüter, mor til Niclas (33 år).
• Fagligt: Har arbejdet ved Den Kongelige Ballet i mere end 50 år – som balletdanser, som rektor for Balletskolen, som instruktør etc. Er stadig aktiv.

Den sidste tid

– Jeg tænker ikke på døden, og jeg frygter den heller ikke, men når det bliver ved den tid, håber jeg, det går hurtigt. Min mor blev dement, og det er en skæbne, alle skulle forskånes for. Til sidst stoppede hun med at spise og drikke, og det var jo også det, de gamle indianere gjorde, når de følte, deres tid på jorden var slut. Jeg er troende på min egen måde og nyder at sidde i et kirkerum og mærke roen og andægtigheden, men jeg tror ikke på liv efter døden. Når det er slut, er det slut. Af samme grund er det så utrolig vigtigt at fylde livet ud med de rigtige ting, og det har jeg gjort. Kunne livet leves forfra, ville jeg gøre præcis det samme!