Anne Mette Kirk vil gøre op med sin betænksomhedsbetændelse: ”Der er ingen, der har glæde af det”
Det var i kontorfællesskabet med fire psykologer, det blev tydeligt for bogaktuelle Anne Mette Kirk, at hun burde lære det der med at tage iltmasken på sig selv først. Her fortæller hun om sin betænksomhedsbetændelse, om ventesorg og om at lykkes som bonusmor.
Anne Mette Kirk havde fuld gang i karrieren som journalist på TV 2 Nyhederne, da hun for 16 år siden mødte manden i sit liv, den ni år ældre Stig Ørskov.
Med sig i bagagen havde han sin lille datter Vigga fra et tidligere forhold.
"Der stod lige pludselig en lille pige på tre år foran mig. Hun havde ikke selv valgt, at hendes forældre var gået fra hinanden et år før, jeg mødte hendes far, og min første tanke var, at jeg simpelthen skulle sørge for at blive en gave til hendes liv og ikke årsagen til, at hun senere ville ærgre sig over sin fars valg.
Jeg ville skabe et hjem, hvor hun altid var velkommen, og hvor det var dejligt for hende at komme. Og det lykkedes. Faktisk vil jeg sige, at der ikke er en relation, jeg er mere stolt af i dag, end den, jeg har med min mands datter. Vi er meget tætte og rejser bl.a. alene på ferie sammen, bare hun og jeg. At det lykkedes at skabe den relation skyldes, at Vigga er så sød og dejlig, som hun er, og at relationen til hendes mor altid har fungeret godt.
Men i begyndelsen skubbede jeg også mine egne behov langt væk for at få det til at lykkes. Det, som Vigga havde brug for, blev vigtigere for mig end det, jeg selv havde brug for, så jeg begyndte at løbe meget, meget stærkt i de år, hun var lille.
Annonse
Jeg arbejdede på TV 2 Nyhederne, og selvom jeg havde skiftende vagter og ofte burde have taget en lur midt på dagen, prioriterede jeg at hente Vigga tidligt i børnehaven, jeg stod altid op med hende og Stig og spiste morgenmad med dem, og jeg sagde aldrig nej til at lege eller spille et spil. Man hører altid, at man skal ”tage iltmasken på selv, før man hjælper andre”, og jeg kan sagtens se det rationelle i det, men jeg har aldrig praktiseret det.
Så længe der er nogen, der har brug for mig, så kan jeg ikke trække mig. Og det handler ikke om, at jeg gerne vil lave en heltefortælling om, hvilket godt menneske jeg er, for det kommer også med en masse problemer, når man har svært ved at sætte grænser eller lider af ”betænksomhedsbetændelse”, som min psykolog kalder det. Der er ingen, der har glæde af, at jeg kører mig selv helt flad, men det har jeg haft virkelig svært ved at lære."
I dag arbejder Anne Mette på fuld tid som forfatter, og hun har inviteret indenfor i sit hyggelige lille kontorfællesskab i lokalerne bag Café Sandø på Christianshavn. Lige udenfor vinduerne vugger bådene i Wilders Kanal, og Anne Mette elsker, at hun deler kontor med en række kvinder, blandt andet Ditte Hansen og Louise Mieritz og kønsforskeren Cecilie Nørgaard, som hun kan sparre med, når hendes romaner slår knuder, når der skal findes på nye idéer, eller når noget personligt skal diskuteres.
Hun er aktuel med romanen 'Senfølger', som handler om Jeppe, der er ekspert i at gå langt udenom konflikter, og som til hver en tid sætter sig selv til side for at please andre omkring sig. Jeppe er delefar til datteren Ramona, der efter en omgang meningitis næsten har mistet hørelsen, hvilket er en kendt senfølge til den sygdom.
"Jeppe prøver at drive café på en husbåd, som jeg i historien har lagt ude i vandet lige her om hjørnet på Christianshavn. Jeppe vil gerne have Ramona opereret i Danmark, men hans ekskone, som har amerikanske rødder, insisterer på, at datteren skal opereres i USA. Det koster så bare 400.000 kroner, som ingen af forældrene har, og som bankerne ikke vil låne dem.
Jeppe møder tilfældigt en skøn kvinde, Christiane, som han forelsker sig i. Det heldige er, at hun også er arving til en del penge, og da hun ser Jeppe gå mere og mere ned med flaget, tilbyder hun ham pengene til operationen. Men lige så snart Jeppe siger ja til det, begynder deres forhold at skride, og i løbet af ingen tid står Jeppe i lort til halsen. Han må skridt for skridt lære at stå ved sig selv og sige fra i stedet for konstant at ligge under for ekskonen, sin mor og Christiane."
Det lyder som om, der er noget af dig i din mandlige hovedperson?
Annonse
"Ja, altså jeg er jo både alle mine karakterer og ingen af dem. Der er meget ved Jeppe, som ikke er mig, men det er klart, at han har nogle træk, som jeg genkender fra mig selv."
Det er netop betænksomhedsbetændelsen og den manglende evne til at sætte grænser overfor de nærmeste, som Anne Mette og Jeppe har til fælles. Det er noget, der periodevis fylder meget for Anne Mette, og som hun har haft brug for at bearbejde. Både hos en psykolog og ved at skrive om det.
"Jeg har gået til psykolog, siden min mor blev meget syg af kræft, kort efter jeg selv var blevet mor for 13 år siden. Min mor var børnelæge, og jeg havde en idé om, at jeg ikke kunne finde ud af at være mor uden min egen mor.
Indtil da havde jeg været så ekstremt heldig, at jeg ikke havde prøvet noget, der mindede om modgang i livet, så da min mor blev syg, var det meget voldsomt for mig. Jeg begyndte hos en psykolog for at finde rundt i krisen, og det er den samme skønne psykolog, jeg stadig tyer til, når livet gør ondt, eller når jeg kan mærke, at betænksomhedsbetændelsen blusser op."
Annonse
Hvem er Anne Mette Kirk?
- Forfatter til romaner som 'Knust' og 'Dobbeltfejl' og aktuel med 'Senfølger'.
- Tidligere journalist på TV 2 Nyhederne, redaktionschef på radioprogrammet 'Monte Carlo' og kommunikationsrådgiver i Kongehuset.
- Hun er 44 år og gift med mediechef Stig Ørskov. Sammen har parret Leo, 13, og Osvald på 10 år. Stig har datteren Vigga, 19, fra et tidligere forhold.
Hvordan gav betænksomhedsbetændelsen sig udtryk i forhold til din mors sygdom?
"Min mor blev i første omgang kureret for sin kræft, men det kom desværre tilbage efter nogle år, og jeg mistede hende for to et halvt år siden. Vi vidste alle, at hun ikke ville overleve denne gang, så de sidste år var præget af det, som jeg bedst har hørt beskrevet som ventesorg. Det var helt forfærdeligt, og der er noget i relationen, der skrider, når man er i den situation.
I de sidste mange år ville jeg ikke belemre min mor med mine problemer. Og selvom hun aldrig nogensinde dikterede sine egne behov, så blev de vigtigere for mig end noget andet. Hvis jeg f.eks. skulle holde mit barns fødselsdag, så tænkte jeg, okay min mor kan nok ikke overskue, at der er 30 gæster og kaos, så vi holder det bare småt.
Man kan jo sige, at det var fint at gøre sådan, for så omfavnede jeg hende, men måske var det også ærgerligt, at jeg ikke bare holdt den fødselsdag, som mit barn måske ønskede sig. Samtidig var det en tid, hvor jeg konstant prioriterede at tage op til mine forældre for at være sammen med dem, selvom jeg måske nogle gange ville have haft bedre af at løbe en tur. Men sat på spidsen, så navigerede jeg i de år i høj grad efter, hvad jeg tænkte, min mor ville være glad for."
Hvordan hjalp din psykolog dig i den tid?
"Hun prøvede at få mig til at forstå, at det, jeg oplevede som et dilemma, altså om jeg skulle være hos min mor eller gøre noget andet, i virkeligheden handlede om, at jeg skulle lære at gøre det, der var rigtigt for mig i den enkelte situation i stedet for hele tiden at vade ind i, hvad jeg troede, andre havde brug for.
Psykologen har også sagt, at grunden til, at jeg kan skrive bøger, nok også er, at jeg netop vader ind i folk, men det er jo ikke altid det, de har brug for. Nogle gange har andre mennesker brug for en, der forholder sig roligt og ikke nødvendigvis mærker alle de samme følelser. For når man gør det, kan ens batterier meget hurtigt blive kørt helt ned."
Hvordan får du det, når batterierne løber tør?
"Så bliver jeg grådlabil – både over det barske og det smukke i livet – og får svært ved at overskue større sociale selskaber. Efter en del år i terapi synes jeg dog, at jeg har lært mig selv bedre at kende, så jeg nu ved, hvornår jeg lige har brug for at tage en weekend i sommerhus, hvor jeg bare går rundt og river ukrudt op. Jeg kommer altid op som en korkprop, hvis jeg giver mig selv omsorgen."
Det lyder som begyndelsen på noget stress, når du får det sådan?
"På et tidspunkt delte jeg kontor med fire søde psykologer, og en dag over frokosten talte vi om, hvilke diagnoser vi hver især lå tættest på. Da det blev min tur, sagde alle psykologerne i munden på hinanden: ”Ængstelig!”"
Hvad betød det?
"At de alle havde opfanget min emotionelle måde at være i verden på. Jeg har aldrig haft et angstanfald eller lidt af angst, men jeg kender alt til, at halsen næsten lukker til i forsøget på at få alt til at hænge sammen og gøre alle tilfredse. Og i det forsøg ender man jo med at gøre ingen tilfredse."
Så du bliver ængstelig på andres vegne?
"Ja. Selvom det f.eks. er to og et halvt år siden, min mor gik bort, kan jeg stadig ikke holde tanken ud om, at min far sidder derhjemme og spiser morgenmad alene. Han klarer det så fint, og han insisterer på livet og alt muligt, men jeg kan ikke træde et skridt væk fra det. Jeg kan nærmest fysisk mærke, at han sidder der alene.
Jeg kan simpelthen ikke lade være med at føle alt med de mennesker, jeg holder af, og det er jo nogle gange røvirriterende for dem, for det har de ikke bedt om. Jeg tror, at de kriser, jeg har været igennem, har gjort, at jeg altid rækker ud til mennesker i krise. Men jeg har svært ved at have den der glaskuppel rundt om mig, som gør, at tingene kan prelle af, når det handler om nære relationer.
Jeg kan sagtens sige fra og sætte grænser, når det kommer til mine bøger og mine samarbejdsrelationer, eller hvis jeg blander mig i en offentlig debat. Men herinde i hjertet, når der er kærlighed på spil, har jeg meget svært ved at sætte de grænser, man bør sætte for at passe på sig selv."
Har du altid haft det sådan, tror du?
"Ja, sensitiviteten og de opfangende antenner har nok altid været der i et eller andet omfang. Det kan jo også være en kæmpe gave som journalist. En måde at møde mennesker på og opfange detaljerne i en fortælling. Men så var der nogle år, hvor jeg tog jakkesættet på og mødte ind på TV2 Nyhederne og siden i Kongehusets kommunikationsafdeling, hvor jeg arbejdede efterfølgende, og her forsøgte jeg ikke at tage alle mine følelser med på arbejde."
Og nu sidder du her i baglokalerne til en café og føler en masse igen, når du skriver. Handlede det jobskifte om, at du ikke kunne holde ud at have jakkesættet på mere?
"Jeg har fortalt historier i alle mine jobs, og jobbet i Kongehuset var et fantastisk drømmejob. Men mens jeg var der, blev begge mine forældre syge, og min yngste søn fik en autismediagnose. Pludselig kunne jeg ikke bevæge mig, fordi jeg fik en nervesygdom i foden, og jeg tænkte okay, der er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg skal gøre tingene på en anden måde. Jeg begyndte at skrive på det, der endte med at blive min debutroman, om morgenen og aftenen efter arbejde, og jeg kunne pludselig mærke, at jeg kunne bruge ængsteligheden til noget, som fyldte mig med stor glæde og begejstring.
I stedet for at pille i min egen navle kunne jeg tage alle følelserne, vride og møffe dem og bruge dem på en anden måde. Samtidig var det jo stadig mine følelser, men jeg fik en distance til dem."
Så det at skrive er også en form for terapi for dig?
"Ja, det er en måde at få fordøjet alle mine indtryk og følelser. Og så håber jeg inderligt på, at nogen gider at læse det, og i den bedste af alle verdener, at de personligt får noget ud af det, selvfølgelig."
Anne Mettes far er også blevet ramt af kræft, og sidste sommer besøgte hun ham tit på hospitalet, hvor han var indlagt i længere tid. Det var der, hun fik ny og afgørende inspiration til sin aktuelle roman, for i en af de lange snakke, hun havde med sin far, fortalte han hende, at han også havde været indlagt i lang tid som barn på grund af meningitis.
Anne Mette kunne med ét se, hvordan hun kunne give Jeppe i romanen den ekstra sårbarhed, man oplever, når man er pårørende til et menneske, der er indlagt, og hvordan den slitage, som hun selv mærkede, kunne bruges i romanen. Pludselig kunne hun også bruge sin egen oplevelse til noget, og det hjalp hende til at håndtere det. På samme måde som hun også brugte sin yngste søns autisme-diagnose som afsæt for sin debutroman, 'Knust'.
"Osvald er årsagen til, at jeg overhovedet skriver bøger. Nødvendigheden af at tune ind på, hvor han er, er det, jeg også bruger, når jeg skriver. Osvald begyndte først at tale, da han var fem-seks år. I dag taler han ikke, som en 10-årig typisk ville gøre, men kan gøre sig fuldt forståelig. Det betyder, at der er mange ting, der er blevet nemmere, men i mange år var det nødvendigt, at jeg virkelig stillede ind på, hvad han fortalte med et blik. Med en holdning. Med en lyd.
Det gjorde, at de antenner, jeg i forvejen havde ret langt ude, blev virkelig fintunede. Og som mange forældre til børn med særlige behov ved, så har man aldrig helt ro i maven i uvante situationer, og man er hele tiden lige to skridt foran.
Derfor er det rigtig godt, at jeg har en mand, der sparker både Osvald og mig i røven og tror på, at der er en masse ting, der kan lade sig gøre. Jeg tænkte for eksempel, at Osvald nok ikke kunne lære at svømme, men jo, det kunne han. Men cykle, det kan han i hvert fald ikke, tænkte jeg så. Jo, det lærte han også. Så jeg lærer af Osvald, for han kan så meget mere, end jeg tror, han kan. Jeg lærer også noget om, hvad det vil sige at være menneske. Osvald er fuldstændig ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om ham. Til fastelavn ville han gerne være Frihedsgudinden, og så var han det.
Vi har haft en periode, hvor han ville have butterfly på i skolen, og for nylig har han bedt om, at vi kun kalder ham Karsten. Nogle gange kigger jeg på ham og tænker, at han er det reneste lille menneske. Han er helt forbi alt, hvad der handler om hierarkier og om, hvem der er sej, og hvem der har de rette holdninger. Han er bare glæde i sin pureste form."
Er de skærpede antenner i forhold til Osvald også somme tider kammet over i betænksomhedsbetændelse?
"Jeg tror, at det meget ofte er en følge af at få et barn med særlige behov, at man kommer til at sætte sig selv til side. Jeg har aldrig tvivlet på min kærlighed til Osvald, men jeg var kortvarigt bange for, om kunne jeg magte alt det, der fulgte med. Om jeg kunne hjælpe ham nok. Jeg er jo bare mig. Men jeg fandt stille og roligt ud af, at det jo var lige præcis det, der var brug for. At jeg var mig. I dag lever vi et fantastisk liv, som jeg ikke ville bytte for noget andet i verden."
Hvordan har det påvirket Vigga og Leo, at Osvald har krævet så meget ekstra?
"Når jeg ser de tre sammen, og når vi har siddet til forældresamtaler i skolen og har fået at vide, at de to store er gode, hjælpsomme kammerater, der altid sørger for, at alle kommer med, så tænker jeg, at det måske er okay, at man som barn står lidt i skyggen somme tider. Ligesom en plante kan tørre ud af for meget sol, kan et barn nok også tørre ud, hvis der ikke somme tider er lidt skygge.
Så de to store er nok sluppet for at have en vanvittig curlingforælder, og i stedet har jeg haft ekstra tid også til dem. Som forfatter kan jeg jo selv planlægge min tid og være til stede i deres liv på en måde, jeg ikke havde kunnet, hvis jeg stadig arbejdede fuldtid i mediebranchen. Det ser jeg som en gigantisk gave."
Anne Mette er ikke i tvivl om, at hendes mand er langt bedre til at sætte grænser og dermed undgå betænksomhedsbetændelse, end hun selv er.
"Hvis et af børnene f.eks. har brug for hjælp, så smider jeg straks alt, hvad jeg har i hænderne og hjælper med det samme. Der kan jeg se, at min mand er meget bedre til at sige, ja, jeg vil gerne hjælpe om fem minutter, når jeg lige er færdig med at lave det, jeg er i gang med.
Det er jo en måde at sige, at det, man selv har gang i, også skal tages seriøst. Et andet eksempel kan være, hvis vi f.eks. har glemt at give Osvald en vanddunk med i skole. Så kan jeg slå mig selv oven i hovedet resten af dagen, for åh, nu får han ikke vand, og hvordan skal han nu klare det? Der siger min mand: ”Hør her, det finder de ud af henne i skolen”."
Prøver du at tage ved lære af din mand?
"Ja, og jeg har også mange gode lærermestre i mine veninder, min søster og andre stærke kvinder i mit liv. Samtidig tænker jeg, at det her med at være betænksom jo også kommer med en masse gode ting. Et fokus på andre end sig selv."
Betænksom er vel også noget andet end betænksomhedsbetændelse?
"Det er det nemlig. Det er også en egenskab, som jeg sætter pris på ved mig selv. Så hvis jeg bare kunne finde ud af at mærke bedre efter i min egen mave. Lytte til mine egne behov i højere grad, når det handler om mine nærmeste.
Min far har for eksempel masser af venner og ting, han laver, så han har ikke brug for, at jeg er der hele tiden, men jeg har lyst til at løfte alt svært i hans liv væk for ham. Det kan jeg jo ikke, det ved jeg godt. Og jeg redder ikke min far eller nogen som helst andre ved at løbe mine batterier helt ned, men jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg burde være der for mine elskede hele tiden. Også selvom de klart giver udtryk for, at det behøver jeg ikke."
Hun holder en pause og tænker sig lidt om.
"Og det er måske det, jeg i virkeligheden undersøger med min nye roman. Jeg har været heldig at have forældre, en mand og gode veninder, som passer på mig i alle mine mange følelser, men hvad var der sket, hvis jeg havde haft et menneske i mit liv, som havde været grænseløs i forhold til, hvad han eller hun krævede af mig? Det er det, der sker for Jeppe i bogen.
Uden at jeg skal afsløre for meget af handlingen, så bliver han udsat for psykisk vold, og han er nødt til at lære at bede om hjælp og stå ved sig selv. Jeg har givet Jeppe en formulering i bogen, hvor han siger noget med, at han tænker over, hvordan han kan skuffe færrest muligt mindst muligt.
Det er en sætning, der er taget direkte fra mig selv, men jeg har efterhånden fundet ud af, at man sårer flere mennesker ved ikke at finde frem til sig selv og stå ved det, man føler, end ved at prøve at gøre alle glade hele tiden. Så jeg øver mig i at mærke efter og f.eks. sige nej, jeg gider ikke tage med i svømmehallen, det må I selv gøre, hvis I vil."
Hvordan har du det så, når du siger det?
"Lige når jeg siger det, tænker jeg, shit, fuck. Så kører de, og de næste 30 sekunder tænker jeg, åh nej, jeg skulle jo være taget med, men så slapper jeg af og smider mig med en bog på sofaen og nyder, at der ikke er nogen, der taler til mig. Jeg er overbevist om, at min børn har bedre af at spille bold op ad et ansvarligt menneske, som tager sig selv seriøst nok til at sætte grænser.
Og jeg vil jo gerne lære mine unger at kunne gøre det samme, så de ikke kører helt blindt ned ad den sti, der handler om, at man skal præstere for at eksistere. Nogle gange er det nok bare at eksistere."
