Anne Sofie Allarp: Skulle det være et sæt nye bryster?

Der er guld at hente i kvinders lave selvværd. Vi lever jo i en visuel tid, som Nygart siger. Unge, såvel som ældre kvinder bliver mere og mere utilfredse med deres krop og Nygart leder bare skarerne ind i folden, så de kan få sig et par nye bryster, nogle nye læber, eller en rynkefri hud. Vi er bare en lille peanut, siger han, i det visuelle bombardement af piger og kvinder forstås. 

"Unge, såvel som ældre kvinder bliver mere og mere utilfredse med deres krop og Nygart leder bare skarerne ind i folden, så de kan få sig et par nye bryster"

Og det er jo rigtigt bekvemt for forskellige aktører at gemme sig bag hinanden. Ikke tage ansvar, bare skovle penge ind på den herskende klyngebombning af den spirende identitet hos unge piger. Og jo, det er klart at drenge også påvirkes af mediernes idealer. Men der er enorm forskel på, hvor meget selvværdet dykker hos store drenge og store piger, når de nærmer sig puberteten. Når den unge kvinde når tyverne er hendes selvbillede forringet og hendes selvværd og forventninger til både livet og hendes egne evner dalet kraftigt. Og der er på dette tidspunkt i modsætning til det tidlige barneliv betydelig forskel mellem kønnene, når det kommer til selvværd. En forskel, som vil bestå resten af livet.

Og det er jo ikke ligegyldigt, det anslag, som piger og kvinder oplever på deres selvværd. For selvværdet, forstået som summen af selvtillid og selvrespekt, er en vigtig ingrediens i at leve et godt, sundt og lykkeligt liv og i at udfolde sit potentiale. Og når selvværdet erfaringsvist udvikler sig så forskelligt afhængig af køn, er det nærliggende at spørge sig selv, hvordan det går til?

Ingen ser ud som i reklamerne

Som jeg ser det, er der et kraftigt og stort set uniformt signal til kvindekønnet fra det omgivende samfund, der implicit fortæller os, at vi først og fremmest skal være smukke ud fra nogle ensidige og ret forudsigelige parametre, og dernæst for vores egen skyld kan prøve at skabe os noget indhold i livet ved at blive dygtige til et eller andet. Og skønhedsidealet er som bekendt uopnåeligt. Ingen ser ud som i reklamerne og bladene. Heller ikke de mennesker, der er med i dem. Cindy Crawford har på et tidspunkt sagt: Jeg ville ønske, jeg lignede Cindy Crawford. For det gør hun ikke. Ingen ligner den stiliserede, reducerede, retoucherede, upersonlige, objektiviserede og til evighed gentagne reproduktion af kvindekønnet, som vi konfronteres med, hver gang vi sætter os foran en computer- eller tv-skærm eller går uden for en dør. Heldigvis da.                     

"Ingen ser ud som i reklamerne og bladene. Heller ikke de mennesker, der er med i dem"

Så Nye Bryster-reklamen er ikke en serviceoplysning, men en del af problemet. Den gør kvindekroppen til en forbrugsvare og reducerer den til kropsdele. Den kommunikerer til den brede befolkning, heriblandt børn og unge, at man hos Nygart kan forsøge at købe sig til den selvtillid, som Nygart med reklamen selv er med til at underminere.

Falsk varbetegnelse

Og så er de fine ungpigebryster på busserne i øvrigt ifølge Jesper Nygart selv faktisk naturlige og aldrig blevet skåret i, hvilket gør, at reklamen oven i købet vildleder den potentielle forbruger, og nogen nok burde spørge Forbrugerombudsmanden om kombinationen af billede og tekst ikke udgør falsk varebetegnelse.  

Personligt har jeg stor fred med, om folk træffer det valg at få kosmetiske operationer eller ej. Men er kosmetiske operationer som fænomen et udtryk for en usund forskydning af vægtningen mellem det ydre og det indre og for en rimeligt Orwellsk kropslig ensretning? Jo, det vil jeg mene, og om ikke andet så gør brysterne på bussen dette krystalklart. Hvor denne reklame er lovlig og uundgåelig for forbrugeren, har vi en offentlig myndigheds ord for at amning uden for hjemmet er blufærdighedskrænkende. Der er virkeligt langt til det berømte danske frisind i denne tilstand. Og det er en begrænsende, og ikke en frisættende kropsnorm, vi får trukket ned over hovedet. Forestil jer et øjeblik, at de samme summer og energi blev investeret i at tale op til folks evner, nysgerrighed, individualitet og kreativitet, som bliver investeret i at få folk til at hade deres krop og dem selv. Potentialet som samfund er enormt, i forbedret livskvalitet, produktivitet, konkurrenceevne, bedre sundhed, større trivsel, fortsæt selv.

Eller ”dream on”, som folk som Jesper Nygart nok ville sige.