Anne Sofie Espersen: ”Min generation oplevede bare ikke, at det var så hårdt”

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

"Jeg har fået klassiske nordjyske dyder som flid og ordentlighed med hjemmefra og har lært, at man skal passe sine ting og gøre sig umage. Jeg er også opvokset i en meget kærlig og varm familie, en meget krammende familie, og en meget hjælpsom, sød familie. Det er ikke svært for mig at være social og vide, hvordan jeg skal møde andre mennesker, fordi jeg har fået en intuitiv kalibrering, som handler om åbenhed og varme."

Hvilket karaktertræk værdsætter du mest ved dig selv?

"At jeg er god til at få venner og skabe tillid. Jeg har rigtig mange gode venner, og der er også mange mennesker, som jeg rigtig gerne vil være sammen med, så det hænger nok sammen. Og så sætter jeg også stor pris på min styrke, min kampgejst."

Læs også

Da Kwamie Livs manager døde, så hun pludselig lagene i musikbranchen klarere

Hvordan kommer den kampgejst til udtryk?

"Siden jeg blev ramt af sklerose i 2019, har jeg været meget proaktiv i forhold til at håndtere den her sygdom på den bedst mulige måde. Jeg løber for eksempel hver eneste dag og hopper i havnen, også når det er frost, og også når jeg har ”dumme ben” – som jeg kalder det, når det føles, som om de sover – så løber jeg alligevel, selvom det ikke ser kønt ud.

Den side kan jeg godt lide af mig selv. Jeg kan jo også mærke, at min krop bliver glad af at være stærk og blive holdt i gang, og så giver det mig noget godt psykisk at tage action på det. Jeg er bange for, at jeg ville gå til grunde, hvis jeg bare henførte mig til alt det dårlige."

Hvad skal en mand gøre for at gøre indtryk på dig?

"Jeg synes, det er meget sexet, når en mand overrasker. Jeg tror i hvert fald lidt, at alt det her med gaver og treats er mit kærlighedssprog. Shoot me! Men dét er det, og det kan jeg jo ikke gøre for. Jeg synes, at det er virkelig dejligt, når en mand tør tage styringen, også hvad angår røvsyg praktik."

Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?

"Kærestesorg er noget af det hårdeste, man kan opleve som menneske. Det kan jo være altfortærende. Man skal give sig selv lov til at sørge og acceptere at være ked af det. Jeg har virkelig også generelt prøvet at indprente mine børn, at man ikke kan forvente, at man hele tiden er lykkelig, og at det heller ikke er farligt at dykke ned i sorgen og i savnet.

Det er en vigtig del af processen, så jeg har faktisk altid lænet mig fuldt og helt ind i kærestesorgen, og så er jeg til gengæld også kommet mig helt og aldeles over det. Det er også et godt trick at unde sig selv at gå ud og drikke en øl og kigge nogen dybt i øjnene og lege lidt med det der igen, selvom man ikke lige orker."

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

"Der er altid rigtig meget, der interesserer mig, for jeg er grundlæggende ekstremt nysgerrig. Og det er nok i virkeligheden min force. Jeg bruger rigtig meget tid på at fordybe mig i alt muligt.

Læs også

Anna Juul: ”Det er hårdt arbejde at være sød over for andre og sig selv”

Lige nu er jeg meget optaget af debatten om generationsbashing mellem mødre, som Majbritt Maria Lundgaard og jeg stikker snuden ind i med vores nye bog. Jeg er jo én generation mor, for mine børn er store nu, og så er der en ny generation, som er blevet mødre inden for den seneste årrække, og de deler mange af deres tanker om alt det svære ved motherhood på sociale medier og i aviser, blade og podcasts.

Hvor min generation af mødre nok har en tendens til at synes, at de skal tage sig sammen og tale hinanden lidt mere op i stedet for at fokusere på alt det svære."

Hvorfor vækker den debat noget i dig?

"Min generation oplevede bare ikke, at det var så hårdt, og vi gik jo også på arbejde og havde børn. Og der synes jeg også, at de unge har været lidt hurtige til at trække boomer-kortet og sige, at vi skal holde vores kæft. Jeg synes også nogle gange selv, at det er lidt too much, når de udkommer med, hvor hårdt det er. Men måske kunne vi lære noget, hvis vi var bedre til at lytte til hinanden?

I bogen prøver jeg selv at dykke ned i, hvorfor jeg mon ikke peb, da jeg var alene med tre børn. Var det, fordi det ikke var hårdt? Eller var det, fordi jeg var socialiseret til at tænke på en anden måde og simpelthen ikke kodet til at brokke mig over det. Jeg er i hvert fald blevet klogere, for jeg kan jo også godt se, at der er en helt anden perfekthedskultur, man skal leve op til som mor, i dag."

Hvilket råd vil du give til dit yngre jeg?

"Vær bedre til at lytte til din intuition og tro på det, du mærker som enten rigtigt eller forkert. Jeg har i hvert fald erfaret, at der var ting, som jeg egentlig med min intuition godt vidste var risikabelt, men som jeg gjorde alligevel, fordi jeg troede, at jeg skulle, og så burde jeg aldrig have gjort det. Og jeg kan kun sige, at det var fucking ærgerligt, at ikke jeg gjorde det. For den der mavefornemmelse kan godt have ret."