Anne Sophia Hermansen shitstorm

Anne Sophia søgte hjælp hos en psykolog, da hun blev ramt af en shitstorm

Kulturkommentator Anne Sophia Hermansen medvirker i bogen 'Shitstorm', som udkommer til næste år. Hun havnede selv i en voldsom shitstorm i 2022 og giver her nogle gode råd til, hvordan man bedst håndterer sådan en omgang.

”Chef på stort medie fik journalister til at flygte og bryde ud i gråd” skrev Fagbladet Journalisten i marts 2022.

Historien var baseret på anonyme udsagn i en undersøgelse om arbejdsmiljø og drejede sig om kulturredaktionen på Berlingske Tidende. Otte dage senere kunne både Ekstra Bladet og onlinemediet Frihedsbrevet afsløre, at det var Anne Sophia Hermansen, historien handlede om.

I artiklen i Frihedsbrevet blev hun kaldt ”krigerisk, tyrannisk og uberegnelig”, og overskriften i Ekstra Bladet lød: ”Udskamning og brutal ledelse: Her er skræk-chefen”.

Anne Sophia var selv fratrådt sin chefstilling mere end et år tidligere og var ansat som journalist og kulturkommentator på Berlingske, da historien stak helt af.

Da Anne Sophia blev ramt af shitstormen, søgte hun hjælp hos en kommunikationsrådgiver og en psykolog for at forstå, hvad der var sket, og for at komme videre.

"Det er de færreste af os, der går på arbejde for at jage en skræk i livet på folk. De fleste af os gør os umage med vores arbejde, og det gør jeg også. Jeg bestræber mig på at gøre mit bedste.

Da jeg fik at vide, at nogle medarbejdere havde lidt under min ledelsesstil, blev jeg først og fremmest dybt berørt. Det ville jeg gerne have vidst, da jeg havde chefansvar, så jeg kunne have hjulpet dem. Men nu fik jeg det i stedet at vide halvandet år efter og endda anonymt, så jeg ikke engang kunne have en samtale med dem og derigennem blive klogere.

Derfor havde jeg brug for at få andre til at hjælpe mig med at få indsigt og ikke mindst selvindsigt. Fordi jeg selv har analyseret og kommenteret så mange kriser og shitstorme, vidste jeg, at de første 24 timer er afgørende, men jeg vidste også, at man som regel er dybt irrationel lige der.

Man kastes jo rundt i sine følelser. Derfor er det vigtigt at få et par kølige øjne på ens sag, så man ikke gør det, man har lyst til, men det, der er klogt. Når stormen er ovre, følger et refleksionsarbejde. Hvorfor skete det? Hvad gjorde det ved en? Hvorfor kom det bag på en? Hvad var det, man ikke så?

Kriser er ubehagelige, men også en mulighed for at blive klogere på sig selv. Det tror jeg, at mange har oplevet. Der kan mærkeligt nok ligge en stor mulighed for opbyggelighed i det, der ellers truer med at nedbryde en. Det er i al fald sådan, jeg ser på det.

Du står bag den kommende bog 'Shitstorm' med Ghita Nørby og Jim Lyngvild, og en af dine pointer er, at man kan miste alt i en shitstorm, men at der også kan være en ”gave i lorten” – hvilken gave har du fundet?

"Styrket selvindsigt. Jeg ved, hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Der er dele af kritikken, jeg ikke kan genkende, men der er også kritik, som jeg har taget til efterretning. Jeg ved i dag, at jeg skal tage mig bedre tid til at opbygge relationer, og at det ikke kun er resultater, der tæller, og jeg ved, at jeg kan virke excentrisk, hvis jeg ikke gør mig umage med at forklare andre, hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Og så skal jeg være mere opmærksom på, at når man siger ting direkte, hvilket jeg gør, så kan det virke brutalt, hvis ikke folk føler sig trygge ved en. Og tryghed skaber man gennem relationer."

Anne Sophias syv gode råd til andre, der havner i en shitstorm

1. Når du bliver ramt af offentlig kritik, så prøv at analysere og forstå den. Det er naturligt at gå i forsvarsposition og have lyst til at afvise al kritik, men find ydmygheden frem, måske er der noget vigtigt at lære her.

2. Omgiv dig med mennesker, du elsker og respekterer, og sluk for sociale medier. Du kan ikke bruge alle mulige random menneskers synsninger til noget.

3. Besind dig på, at du ikke kan tænke klart de næste 7-10 dage, og støt dig i stedet til mennesker, du stoler på. 

4. Du vil gennemleve mange følelser fra skam og afmagt til vrede over hævngerrighed og oplevelse af uretfærdighed. Det går over, og du vil opdage, at det underligt nok kan gå hen og styrke dig, hvis du tackler det rigtigt. 

5. I shitstorme er håndtering altafgørende. Se kritikken i øjnene, vælg med omhu, hvordan du vil kommentere den, men lad være med at tro, at det hele nok driver over, hvis du vender ryggen til. Det gør det ikke. Ej shitstormen, nu er den din.

6. Og husk – shitstormen fylder hundrede procent i dit sind, men marginalt i andres. De fleste har ikke engang registreret, at du er havnet i en shitstorm, fordi de har travlt med deres egne liv. Bliv derfor ikke skuffet eller overrasket, hvis der er venner, du ikke hører fra.

7. Tak de mennesker, der viser dig omsorg og opbakning, og husk at være der for andre, når de kommer i uføre. Du er nu blevet medlem af en underlig klub, som hele tiden får nye medlemmer: ”Vi, de shitstormede”.

Om Anne Sophia Hermansen

  • Kulturkommentator på Weekendavisen, tidl. kultur- og debatredaktør på Berlingske.
  • Hun er 50 år, gift og mor til en søn på 17 år.