Annes hjernetumor var på størrelse med en tennisbold

Det er tirsdag den 16. juli. 26-årige Anne Bjerregaard og hendes mand, Silas, er mødt op på Vejle Sygehus, hvor de skal til møde på den neurologiske overlæges kontor. Da de træder ind ad døren, er det tydeligt, at den kvindelige overlæge er beklemt ved situationen. I stedet for at sige noget, vender hun computerskærmen hen imod Anne og Silas. Hun peger på billedet af Annes hjerne på skærmen og siger: ”Ja, I kan jo godt se, at der er noget her inde i din hjerne, som ikke skal være der”. Det viser sig, at Anne har en tumor i hjernen på størrelse med en tennisbold.

Sommeren er ellers startet godt for Anne og hendes mand. Dagen inden mødet på sygehuset er de netop hjemvendt fra tre ugers solskinsferie i Thailand. De er fløjet med tiden og har derfor ikke jetlag, så det virker ganske naturligt at tage på arbejde, Silas har morgenvagt på sit job og står op omkring kl. 6. Normalt ville Anne sove videre, men den morgen skal hun op og tisse. Hun kan ikke falde i søvn igen og går derfor i bad. Anne er ferieryger og med håndklæde om håret og livet, sætter hun sig bagefter ned i stuen for at ryge feriens sidste mentholsmøg.

"Jeg trækker mig sammen i fosterstilling, og der står fråde rundt om min mund."

– Jeg kan huske, at jeg tænder cigaretten, og at Silas står og taler med mig, mens jeg sidder i sofaen. Og så kan jeg ikke huske mere. Silas fortæller, at jeg tipper forover. Vi har en stor Kähler-vase på sofabordet, som er ved at blive smadret, fordi jeg hiver bordet med i mit fald. Og så går jeg i krampe og får et epileptisk anfald på gulvet. Jeg trækker mig sammen i fosterstilling, og der står fråde rundt om min mund. Silas ringer 112, og kort efter står der to falckreddere i stuen, klar til at fragte Anne til Vejle Sygehus.

På skadestuen får Anne lagt drop og gennemgår forskellige fysiske test. Bagefter bliver hun sendt hjem med beskeden om at hvile sig og møde til MR-scanning næste dag. Men de når knap nok inden for døren, inden der bliver ringet fra sygehuset med besked om, at Anne har en tid til scanning halvanden time senere. Tilbage på Vejle Sygehus får Anne høretelefoner på, og med Andrew Lloyd Webber i ørene kører hun ind i MRscanneren. Ti minutter efter bliver hun kørt ud igen og får besked på, at hun skal scannes en gang til, men denne gang med kontrastvæske i årerne.

– Når man tænker tilbage, så giver det mening, at de ved første scanning har set, at der er et eller andet galt. Og så giver de mig kontrastvæske for bedre at kunne lokalisere det. Men jeg fattede det ikke. Jeg overvejede overhovedet ikke, at der kunne være noget alvorligt galt, fortæller Anne.

LÆS OGSÅ: Min mor har Alzheimers

Da Silas og Anne dagen efter sidder i bilen på vej til sygehuset for at få svar på scanningen, snakker de om mulige scenarier. De kommer begge to frem til, at hun i værste fald har epilepsi, men at det sikkert ”bare” er noget stressrelateret.

"Vi talte aldrig om, at det kunne være noget med hjernen."

– Det var sådan, jeg troede, det var. Vi talte aldrig om, at det kunne være noget med hjernen. Jeg er et religiøst menneske, og jeg har det sådan, at der var en eller anden form for beskyttende boble rundt om mig i den periode. Om det så er en englevagt, eller hvad folk vil kalde det. Jeg havde det sådan, at det hele nok skal gå.

Men kort efter sidder Anne på overlægens kontor og kigger vantro på den store plet på scanningsbilledet af hendes hjerne.

– Jeg er lidt mandeagtig i min måde at reagere på. Det første, jeg tænkte, var, hvordan kan jeg vide, at det der er min hjerne, for jeg har jo aldrig set min hjerne før? Det næste var, hvordan har jeg fået den? Det var de spørgsmål, der meldte sig. Jeg kan ikke sige, at så rejste hårene sig på mine arme, og det sortnede for mine øjne, for sådan var det bare ikke. Måske var det, fordi jeg gik i chok, eller måske var det der, min kæmpe engel med store vinger stod bag ved mig.

Anne spørger overlægen, om det er kræft. Svaret er, at det kan hun ikke sige noget om. Anne og hendes mand kan først få noget mere konkret at vide, når de to dage efter skal møde til samtale med en neurokirurg på Odense Universitetshospital.

"Selvom det ikke umiddelbart er kræft, er der en kerne indeni, der har en anden konsistens."

– På Odense møder vi en rigtigt dejlig og sød kirurg. Så snart vi kommer ind ad døren, siger hun: ”Jeg kan ikke love dig noget, men min erfaring siger mig, at det her ikke er kræft”, fortæller Anne. Kirurgen fortæller, at tumoren sandsynligvis er langsomtvoksende, og selvom det ikke umiddelbart er kræft, er der en kerne indeni, der har en anden konsistens, så det kan være, at den er ved at udvikle sig til kræft. Det vil lægerne gerne undersøge, og det kan gøres ved at lave en biopsi eller ved at fjerne den helt.

– Og så spørger hun, om jeg gerne vil opereres. Og ja, det vil jeg gerne. Det var slet ikke et spørgsmål, selvfølgelig skal den ud. Anne kan vælge at blive opereret mandagen efter, men vælger i stedet at vente til fredag, otte dage efter mødet på hospitalet. Det er fantastisk vejr i midten af juli, og hun vil gerne nyde sommeren med sin familie og venner. Aftenen inden operationen går Anne og hendes mand på restaurant. De spiser foie gras og drikker god vin. Senere tager de til Kerteminde og går en tur på marinaen.

"Jeg siger, at hvis jeg dør, synes jeg, at han skal få en ny kone."

– Der har vi vores første og måske eneste seriøse snak om, hvad der skal ske. Jeg siger, at hvis jeg dør, synes jeg, at han skal få en ny kone. Det er selvfølgelig sagt i sjov, men et eller andet sted mente jeg det. Lægerne havde jo ikke lovet mig noget, og jeg vidste jo ikke, hvad de kunne risikere at ramme, siger Anne.

Men operationen går godt. Og Anne kommer sig overraskende hurtigt efter. To døgn efter sidder hun i bilen på vej hjem til Vejle. Fire dage efter hjemkomsten får de den endelige besked om, at tumoren var godartet.

I dag har Anne det bedre end nogensinde. Hvor hun før led af kronisk træthed og lysfølsomhed, er hun nu fyldt med energi. Hun er så småt startet op på arbejdet igen og regner med at være tilbage på fuld tid i januar. Men hun skal leve med bevidstheden om, at tumoren kan vende tilbage, og hun skal kontrolscannes hvert år.

"Det er da ikke rart at skulle leve med, når man er 26."

– Det er da ikke rart at skulle leve med, når man er 26. Jeg har altid været en meget positiv og ligetil person. Men det har ændret mit syn på mange ting. De store linjer har fået mere fokus. Mit arbejde er stadig vigtigt for mig, men det er nogle andre ting, vi prioriterer nu. Vi var i gang med at forsøge at blive gravide inden hjernetumoren, men ikke så planlagt og intensivt som nu. Man kan lige så godt lade være med at udskyde ting.

LÆS OGSÅ: Få ekspertens råd til at tackle angst