Ærlige Annette Heick: ”Jeg tror, at alle ægteskaber oplever en kæmpe nedtur på et tidspunkt”

Må man føle sig svigtet, hvis man er rask, mens ens partner er alvorligt syg?

Det spørgsmål har fyldt for Annette Heick, efter hendes mand, Jesper Volmer, var ude for en badeulykke i Thailand i 2015, hvor han fik knust en nakkehvirvel og nær havde mistet livet.

Efter ulykken var Jesper delvist lammet og kæmpede for at genvinde noget af førligheden. Og det lange sygdomsforløb bragte deres parhold helt ud på kanten, fortæller den populære tv-vært og entertainer i et nyt, stort interview med ALT for damerne.

”Det er ikke kun hårdt for den, der er syg. Det er også hårdt for de pårørende, når der er en i familien, der bliver ramt af ulykke eller sygdom. Men det taler man bare ikke så meget om,” siger Annette Heick til ugebladet og fortsætter:

"Folk, der ser det udefra – og som ikke selv har prøvet at stå i situationen – har tit alle mulige holdninger til, hvordan man skal være som pårørende. Man må ikke føle sig svigtet som pårørende, for så siger man jo indirekte, at den syge har svigtet. Men det er ikke det, man siger. Man siger ikke: ”Du har svigtet mig”. Man siger: ”Jeg FØLER mig svigtet”."

Tiden efter ulykken

For Annette har følt sig svigtet.

I tiden efter ulykken i Thailand sad Jesper i kørestol, kom kun langsomt på benene og kæmpede for at lære at bruge sin højre hånd igen, så han kunne genoptage sit job som køkkenchef i Kongehuset. Det sidste lykkedes ikke, og Jesper og Annette startede den fælles mad- og konceptvirksomhed Rå på Bornholm.

Også på de indre linjer var rejsen frem mod et helt nyt liv svær.

”Der er selvfølgelig tidspunkter, hvor det, at den ene part har været ude for en ulykke, fylder helt exceptionelt meget. Det kan ikke være anderledes. Men samtidig skal der også være plads til den øvrige familie,” siger Annette Heick til ALT for damerne.

Hun følte, at hun fik rollen som ”røvirriterende kone”, da den første lange sygdomsperiode var overstået.

”Så kom den her røvirriterende kone og sagde, aj, hvor er jeg træt af, at det hele flyder. Jeg handler, hugger brænde og betaler regninger, vasker tøj og sørger for børnene. Alt muligt. Som bare er megatræls. Men så fik jeg at vide, at det jo ikke var et RIGTIGT problem: ”Næh, se på mig, JEG har det jo hårdt, for jeg sidder jo her i min kørestol og har ondt”. Og det er jo et sindssygt dårligt udgangspunkt for et parforhold. Det er simpelthen bare gift, når man begynder at tale sådan sammen. Men følelser er følelser, de lever deres eget liv, og det er der, hvor man godt kan føle sig svigtet som pårørende,” husker Annette Heick.

”På et tidspunkt sagde jeg til Jesper: ”Hvad synes du egentlig, du bidrager med herhjemme?”. Jamen, jeg bidrager jo med den gode stemning, svarede han. ”DET kan jeg satme love dig for, at du ikke gør, du er bare en stor, sort sky, og du sidder og får hele lortet serveret i din kørestol. Jeg ved godt, at det er strengt at sige, men du kan faktisk godt nogle ting, selvom du sidder der”.

Hun holder en lille pause.

”Og ja, det er virkelig voldsomt at skulle sige til en, der sidder og er delvist lammet. Men det handlede jo lige så meget om at tage noget ansvar. Selvom du sidder i kørestol, kan du godt læse lektier med børnene. Selvom du sidder i kørestol, kan du godt dække bord. Det kan man godt. Man kan køre rundt om bordet, for pokker. Sådan nogle ting sagde jeg. Jeg kunne ikke mere.”

Blev set af en anden mand

I sin selvbiografi "Datteren" skriver Annette, at hun en dag midt i al vreden og afmagten mødte en anden mand, der så hende i øjnene og spurgte, hvordan HUN egentlig havde det. For første gang i lang, lang tid blev hun set. Set som andet end hjemmesygeplejerske og forsørger.

Hun blev set som en, der havde brug for omsorg. Og hun blev set som kvinde.

I en kortere periode tillod hun sig at lade sig rive med og mærkede for første gang i flere år nogle små glimt af lys og lykke. Og hun tillod sig i korte øjeblikke at drømme om, at livet også kunne være noget helt andet end det, hun stod midt i. Selvom hun samtidig godt vidste, at hun var helt galt på den.

Forholdet nåede aldrig for alvor at udvikle sig, for den mand, hun havde mødt, stoppede det.

”Han sagde til mig: ”Hør her, jeg kan ikke blive din, for du er ikke min, og der er noget, du skal have styr på”. Av! Men det var samtidig også det mest respektfulde, jeg nærmest kan komme i tanke om. Han var ikke bundet op på noget eller nogen, han havde ikke behøvet at bekymre sig. Men han ville ikke starte noget op, der begyndte på den måde. Så ville han hellere undvære.”

Fortalte du det til Jesper, eller opdagede han det?

”Jesper spurgte mig et års tid efter. Og jeg har det sådan her: Du må bare ikke lyve, det nytter ikke noget. Når du bliver spurgt, om du har gang i noget – og du har eller har haft det – så er du nødt til at svare ja.”

Så i hele det år havde du båret på det alene – noget, der vel også var en sorg?

”Ja. Og det er det, der er meget svært at forstå for andre, og derfor taler man ikke med nogen om det. Man holder det for sig selv. For det er jo skamfuldt og forkert og amoralsk. Og det er tarveligt. Det er alt det – iiiv – som man ikke har lyst til at have på sig. Men det er også meget menneskeligt.”

Parforholdet overlevede, og de er nu et andet - og rigtig godt - sted.

”Jeg tror, at alle ægteskaber oplever en kæmpe nedtur på et tidspunkt, men på den anden side findes den helt fantastiske opdagelse af, hvor helt vildt meget det er værd, at man har en fælles historie,” forklarer Annette Heick.

”I dag er vi for længst forbi alt det her, og jeg er vildt taknemmelig over, at vi er der, hvor vi er nu. Jeg er også glad for, at jeg havde oplevelsen, og jeg er glad for, at jeg mødte en, der var sit ansvar voksent. Og så er jeg glad for at have insisteret på at komme tilbage til mit ægteskab. At finde tilbage til det, som Jesper og jeg havde, og som vi har igen. På en ny måde,” siger hun til ALT for damerne.

Læs hele interviewet her