Anni mistede sin mand som 40-årig – og det fik hende til at stille ét krav til sig selv

Anni havde sin mand derhjemme, da han døde. Hun havde sagt til ham, at det var okay, at han gav slip nu. Og hun holdt ham i hånden, da det skete. Hun havde haft ham ved sin side i 26 år, og livet uden ham kunne hun ikke rigtigt se for sig.

Artiklen fortsætter efter videoen...

Det er nu snart 15 år siden, at Anni Jensen, 55 år og fra Trelde ved Fredericia, mistede sin første store kærlighed og faren til de to drenge.

Dengang anede hun ikke, hvordan det skulle gå, og hvordan hun skulle klare alting selv.

Som barn savnede Anni kærlighed, og i Søren havde hun fundet den.

"Mine forældre var alkoholikere, og det var en omtumlet barndom, min søster og jeg havde. Det skete, at vi lå og sov på et værtshus."

"Min far var mekaniker og havde et autoværksted, hvor Søren kom og fik lavet sin bil. Jeg var kun 14, da vi lærte hinanden at kende, og han blev lidt min redningsmand," fortæller Anni.

"Vi fik et godt øje til hinanden, og det var trygt at komme over i hans favn."

Læs også

Christiane mistede sit barn sent i graviditeten: ”Jeg blev som en magnet, der klistrede mig til min mand”

Anni flyttede tidligt hjemmefra, Søren hentede hende og alle hendes ting, og de blev gift, da hun var 18 år, og han var 26. Sørens søn Max blev også en søn for Anni, og de fik desuden sønnen Mads sammen.

Søren havde en enorm betydning for Anni:

"Alt det, jeg kan i dag, er noget, han har lært mig," siger hun.

"Jeg kunne ikke koge en kartoffel, da vi mødtes."

Søren var både hendes mand, hendes bedste ven, og hendes klippe. Mens Anni i det daglige tog sig mest af børnene, fordi han havde travlt og tit var af sted hjemmefra, og hun også stod for kontakten til Max’ biologiske mor, så tog Søren sig af parrets økonomi og alle ”papirting”.

Det bedste, han havde gjort

På et tidspunkt købte Søren en dressurhest til Anni.

"Jeg var meget glad. Det var det bedste, han nogensinde havde gjort," følte Anni.

"Hesten blev også et fællesskab for os. Et af de største, vi havde."

Anni beundrede sin mand på mange måder:

"Han smed alt, hvad han havde i hænderne for at hjælpe andre. Og han lærte mig, at der ikke var noget, man ikke kunne."

Men der var skyer i horisonten.

"Søren havde haft et modermærke i tindingen, men han ville ikke gå til læge, og det viste sig så, at det var kræft," fortæller Anni.

Læs også

Da Niels Overgaard læste i sine gamle dagbøger, indså han, at ægteskabet var slut

Søren blev opereret for modermærkekræft og gik til kontrol. Da han efter fem år havde været til sin sidste kontrol og var blevet raskmeldt, gik det alligevel ikke som håbet bagefter.

"Han var begyndt at få ondt i knoglerne, men slog det hen, fordi jobbet han havde med hegnsarbejde var fysisk krævende. Han havde også hovedpine og kastede op."

"Jeg tror, han havde det dårligere, end han fortalte. Og det viste sig, at kræften havde spredt sig."

I et par måneder passede Anni og sønnerne Søren derhjemme. Efterhånden kunne han ikke kommunikere klart.

"Men vi var så tætte, at jeg kunne fornemme, hvad det var, han ville. Jeg kunne også få ham til at falde til ro," siger Anni, der sov og hvilede på en drømmeseng ved siden af ham.

Den dag Søren døde, vågnede Anni ved, at hun kunne mærke, at ”nu var det nu”.

Det nye liv

Bagefter fulgte alt det, hun ikke kunne forestille sig – i det nye liv alene.

"Da Søren døde, var der mange, der sagde: ”Nu må du sige til”. Det gjorde jeg ikke, for det havde jeg ikke overskud til," fortæller Anni, der samtidig følte sig alene.

"Der var også nogle, der troede, at jeg ikke kunne klare det hele selv. Men jeg kom til at stille et krav til mig selv, som jeg hele tiden tænkte: ”Jeg skal vise dem, at jeg kan”."

Læs også

Line Baun Danielsen: Da jeg fik diagnosen, begyndte jeg for alvor at tænke over, hvad sundhed er for en størrelse

Anni havde aldrig betalt en regning i netbanken, lagt et budget, eller set en forsikringspolice. Hun startede fra en ende af, og ringede til en forsikringsmægler. Erstatningen for Søren fik hun banken til at investere i aktier. Lidt efter lidt fandt hun ud af de praktiske ting.

"Jeg kunne meget mere, end jeg troede," slår Anni fast.

Hesten måtte sælges, da den var for dyr for hende at beholde, og det lykkedes hende at finde en køber fra Texas til den.

"Jeg følte, jeg solgte min soulmate, men det var jeg nødt til."

Da hun nogle måneder senere selv blev langvarigt lungesyg med en arbejdsskade, kom hun også igennem en operation og frygt for at dø. Følgerne af sygdommen gjorde, at hun måtte på førtidspension.

"Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at man kan meget mere, end man tror," gentager hun.

Læs også

Maria levede 5 år med en fejldiagnose - virkeligheden var en helt anden

Anni fik et nyt sted at bo – et dejligt leje-rækkehus og en have, der er flottere end de flestes. Det hjælper på tanker og bekymringer at gøre rent og slå græs og ordne blomsterne, så det gør hun flere timer dagligt. Og hun finder ro ved at sidde og se på fiskene i havebassinet.

"Jeg har selv gravet ud til det og hentet stenene hjem," siger hun med et smil.

Haven er en ny stor kærlighed, og hun har også mødt en ny dejlig kæreste, som bor i nærheden. Få huse væk flyttede hendes lillesøster Pia ind for fem år siden. De ses hver dag. Det gør dem begge godt.

"Da vi var børn, oplevede jeg, at min søster var den foretrukne, og at jeg var den grimme ælling."

Men også de skår er blevet klinket inden i Anni, og hun og søsteren rejser nu også på ferie sammen og deler det, der rører sig, med hinanden.

For nylig købte Anni ny bil, og synes selv, hun var en ”hård forhandler”. Det føltes godt. Hendes liv er blevet bedre, end hun drømte om, da hun blev alene, og usikkerheden er mindre:

"Jeg kan klare mig selv. Det ved jeg nu."