sur kollega

Min kollega skriver negative ting om kolleger og job på Facebook

Din kollega deler pinlige detaljer om sit liv på Facebook, og nu er han også begyndt at dele halvsure opslag om kolleger og jobbet, hvad gør du? Få svaret i denne uges arbejdslivs-dilemma.

Ugens dilemma er bragt i samarbejde med HK/Privat, som har leveret både dilemma og svar. Læs mere på deres hjemmeside her.

Du arbejder i en mellemstor virksomhed, hvor de fleste kender hinanden, og I er gode til at lave ting sammen som fx spisning efter personalemøder, biografture og fredagsøl. Det gør også, at du efterhånden er venner på Facebook med både din nærmeste leder og mange af kollegerne.

Det har egentlig fungeret ok indtil i dag, men nu har du fået en kollega, som bare deler ALT på sociale medier!

En ting er de pinlige detaljer om hans skilsmisse og lumre hentydninger til weekendens udskejelser, men på det seneste er det blevet til halvsure opslag om kolleger og jobbet. Og du synes, at det går alt for vidt.

Arbejdsmiljøkonsulent June Halvorsens 3 gode råd til at håndtere dilemmaet:

Sociale medier har helt klart gjort det sværere for os at adskille job og privatliv, og det er meget individuelt, hvor meget den enkelte poster eller deler fx på Facebook. Men det er et dilemma, som både arbejdsgiver og medarbejdere er nødt til at tage stilling til, så mine tre råd til at håndtere det er:

1) Sig til kollegaen, hvordan du oplever vedkommendes opslag

Som nævnt, så er det individuelt, hvor meget vi poster og deler, og nogen tænker ikke videre over, hvem der læser med. Måske håber de endda, at der er nogen, der lige kan få et svirp med pisken på den måde. Det vigtige er, at du deler din oplevelse af det med vedkommende. Det er nemlig ikke sikkert, at din kollega overhovedet ved, hvordan det opleves af kollegerne – og eventuelt fører det til overvejelser om, hvilke konsekvenser det også kan få for ham selv.

2) Tag det op på et højere niveau

Det er ikke rart at se sig selv eller andre blive kritiseret, så det skal du klart sige fra over for. Derudover kan det få alvorlige konsekvenser for kollegaen, der er kritisk og udleverer sin arbejdsplads på Facebook, da kritisk omtale af virksomhed (og kolleger) kan være i strid med loyalitetsforpligtelsen, hvilket kan medføre en advarsel eller afskedigelse. Hvis du ikke selv kan nå igennem til din kollega, så tag det op med ledelsen, din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant.

3) Få adskilt dit arbejdsliv og dit privatliv på sociale medier

At opleve en kollega dele ting, som man ikke bryder sig om, kan være en god anledning til lige at få ryddet lidt op sine forbindelser på de sociale medier. Behold fx dem, som du anser som venner, men ellers så sorter fx sådan, at kolleger har du på LinkedIn, og venner og familie har du på Facebook. Det er i hvert fald sundt lige at rydde lidt op engang i mellem.

June Halvorsen er arbejdsmiljøkonsulent i HK Privat

Du kan finde flere tips og gode råd til dit arbejdsliv på https://www.hk.dk/privat