Bedste museer på Fyn? Skuespiller Natali Vallespir har 3 helt særlige favoritter
Vidste du, at Carl Nielsen strikkede for at slappe af? Tag en tur til Fyn, og følg Natalis anbefalinger til de største oplevelser med kunst og kultur.
"Jeg voksede op, uden at kunst som sådan lå i bevidstheden, i et ret kulturelt hjem med en dansk mor, en spansk far, en søster og en bror. Min kulturelle nysgerrighed stammer helt klart fra barndommen, hvor den så at sige blev kørt ind med modermælken. Jeg har, fra jeg var helt lille, været med på alverdens museer i særligt Danmark og i Spanien. Dengang så jeg vist mest på det som tvang, men med tiden voksede det på mig, og jeg fandt ud af, at jeg blev lidt klogere hver gang. Både på kunstnerne, tiden, vores historie og ikke mindst mig selv."
"En af de første museumsoplevelser, jeg sådan rigtigt husker, og som er blevet i erindringen, var i ca. 5. klasse, hvor vi skulle skrive en fristil ud fra et selvvalgt maleri fra slut-1800-tallet. Jeg husker det tydeligt, fordi vi fik lov til at gå fra skole og over til ARoS, hvor vi hver især skulle vælge vores maleri. Det var en ret magisk oplevelse at bevæge sig alene rundt i eget tempo."
"Jeg forelskede mig blandt andet i Edvard Petersens maleri Udvandrere på Larsens Plads om udvandringen fra Danmark til Amerika. Måske valgte jeg lige netop det billede til min stil grundet noget genkendeligt. Noget af min danske familie og min spanske farmor udvandrede til henholdsvis USA og Argentina i start-1900-tallet, og jeg var meget fascineret af det mod, det måtte have krævet på den tid at forlade alt for en drøm. Det gjorde et kæmpestort indtryk på mig, husker jeg."
Ind barnet i dig selv
"Kunstmuseum Brandts ligger i hjertet af Odense, og da bygningen kun ligger en spytklat fra vores byhus, benytter vi museet flittigt. Hvert år, da vores drenge var små, var det fast tradition at besøge årets sanseudstilling, som er en skøn oplevelse for hele familien. Her har de voksne også har mulighed for at finde barnet frem i sig selv, og man kan stille og roligt pirre ungernes nysgerrighed ved at tage dem med rundt på de andre udstillinger også. Det er et dejligt museum med mere end ti udstillinger om året og en blanding af ny og klassisk kunst samt en permanent udstilling og fotokunst. Man kan også opleve elevernes afgangsudstilling fra Det Fynske Kunstakademi. På stueplan ligger Brandts skønne kunstboghandel, hvor mange fødselsdagsgaver er købt i årenes løb."
Smukt og tæt på stranden
"Johannes Larsen Museet ligger i Kerteminde, og her skabte kunstnerparret Johannes og Alhed Larsen et hjem i idylliske omgivelser med en stor have med sjældne planter og træer, som parret mente skulle bidrage til kunsten, og stedet blev et samlingssted for samtidens kunstnere. Kunstnerhjemmet er kernen i museet. Museet har en fast samling af værker samt skiftende udstillinger med både ældre og ny kunst, og i Eventyrrummet er der skiftende aktiviteter for børn. Museet er virkelig et besøg værd. Særligt om sommeren. Der er smukke omgivelser og med udsigt til stranden, hvis man skulle få lyst til en dukkert efter besøget."
Carl Nielsen strikkede også
"Til sidst vil jeg nævne vores danske komponist Carl Nielsens barndomshjem. Det er det smukkeste lille hus, der er blevet til et museum. Huset ligger ud til hovedvejen, når du kører fra Odense mod Nørre Lyndelse. På vejen passerer man også Bramstrup Gods, hvor Carl Nielsen i sin tid arbejdede som gåsedreng."
"Ud over museet er der i huset en lille butik med et skønt udvalg af forskellige ting, blandt andet strikkekit. Carl Nielsen strikkede nemlig og brugte det som afslapning. Han fik det ovenikøbet ordineret af sin læge, når hans urolige hjerte krævede det."
"På Carl Nielsens fødselsdag d. 9. juni er det fast tradition at fejre ham i haven med livekoncerter med komponistens egne sange, salmer og klassiske arrangementer. Under coronapandemien er vi mange, der er blevet opmærksomme på, hvor meget kulturen egentlig betyder for os i hverdagen. Det glæder mig, at vi higer efter kunst og kultur som aldrig før – fortalt af mennesker levende som døde."